
Thomas de Richelieu, direktør for Ældre og Sundhed i Lolland Kommune (tv.) og Torben K. Hollmann, centerchef for Sundhed og Ældre i Næstved Kommune.
Forsinkelse af FSIII møder krads kritik: Det er uacceptabelt
KMD's forsinkelse af Fælles Sprog III giver kommunerne ekstra administrativt arbejde, vækker frustration hos to ældredirektører og får KL til at beklage situationen. KMD lægger sig fladt ned.
Udgivet: 08/04/2025
Det giver kommunerne ekstra administrativt arbejde, at it- og softwarevirksomheden KMD er forsinkede med forenklingen af Fælles Sprog III. Og det er dybt frustrerende, lyder det fra Torben K. Hollmann, centerchef for Sundhed og Ældre i Næstved Kommune.
"Jeg har købt et produkt i dyre domme, og jeg har en forventning om, at det bliver lavet færdigt til tiden, så jeg kan implementere det. Længere er den ikke. Jeg er kunde hos dem, så det skal de kunne fikse," siger han.
Hans udtalelse kommer i kølvandet på KMD's melding om, at forenklingen af Fælles Sprog III først vil være helt klar i september eller oktober - på trods af, at den oprindeligt var planlagt til at være færdig allerede 1. maj, altså om under en måned.
Kommuner med Systematic som leverandør kan fra maj begynde at oplære medarbejdere i en omsorgsjournal, der understøtter både Ældreloven og Fælles Sprog III. I KMD-kommuner er det foreløbigt kun ældreloven, der er implementeret. KL havde ellers som mål, at forenklingen af Fælles Sprog III skulle være klar 1. maj og kunne rulles ud samtidig med ældreloven.
Ifølge Torben K. Hollmann lægger Næstved Kommune arbejdsopgaverne ind i en tidsplan for, hvornår de forskellige tiltag skal implementeres - men planen skrider, fordi KMD ikke leverer til tiden.
"Vi sidder med ældreloven lige nu, som er en kæmpe vanvittig opgave - og vi skulle gerne have tingene til at passe nogenlunde sammen. Det er vel også det, KL siger: at det kunne være rart, at det kom samtidigt," siger han.
Når det alligevel ikke er tilfældet, så skal medarbejdere i de kommuner, der er påvirket af forsinkelsen, administrativt have fat i borgerne flere gange. Først skal de flyttes fra de nuværende pakker over til de nye omsorgs- og plejeforløb, borgere skal revisiteres efter den nye ældrelov. Dernæst skal borgerne have nye tilstande efter forenklingen af Fælles Sprog III, forklarer han:
"Det lægger et pres på personalet, som i forvejen har travlt. Derfor er det bedre at lave det hele på en gang."
KL er ærgerlige
KMD har forklaret, at forenklingen af Fælles Sprog III udrulles i tre dele, hvoraf den første - med nye tilstande - frigives omkring maj eller juni, mens resten følger i sensommeren og efteråret. KMD har desuden oplyst, at de har meddelt forsinkelsen og har en åben dialog med KL.
Men KMD skal ikke være i dialog med nogen om noget som helst, mener Thomas K. Hollmann. De skal ind i maskinrummet og få tingene til at fungere: "Det er det, der er hele pointen: Vi skal kunne implementere det i et stræk."
I et skriftligt svar oplyser Hanne Agerbæk, kontorchef i KL, at de er orienterede om forsinkelsen og er ærgerlige over situationen:
"Det kan få konsekvenser for de pågældende kommuners arbejde med at blive klar til forenklingen af Fælles Sprog III og implementering af den nye ældrelov 1. juli," skriver hun uden at komme det nærmere.
KMD har forklaret, at ældreloven ikke har noget med Fælles Sprog III at gøre. Til det svarer Torben K. Hollmann, som i øvrigt undrer sig over forsinkelsen - især når Systematic når at blive klar:
"Det har ikke en skid at gøre med, om det hænger sammen med ældreloven eller ej. Det gør det for os, fordi så skal vi kun have fat i borgeren en gang administrativt. Vi skal ind at rode med borgeren rent administrativt, og det vil vi gerne gøre på samme tid."
Pragmatisk tilgang
Thomas de Richelieu, direktør for Ældre og Sundhed i Lolland Kommune, er på samme linje.
"Det giver noget administrativt bøvl, fordi vi ikke kan strømline ældreloven så effektivt, som vi ellers ville kunne. Nu skal vi have fat i det to gange: Først med selve ældreloven, og så skal vi have fat i det igen, når Fælles Sprog III er tilpasset med færre tilstande," siger han og fortsætter:
"Jeg tænker, at vi må have en pragmatisk tilgang til det, men det ændrer ikke ved, at det selvfølgelig havde været meget bedre, hvis tingene var klar."
Forsinkelsen skyldes ifølge KMD, at de er i gang med at bygge nogle nye tilstande fra bunden, så det bliver mere overskueligt for slutbrugerne. Til det svarer Thomas de Richelieu:
"Det skal jeg ikke kunne sige, det vil tiden vise, om det er rigtigt eller ej. Men i bund og grund er vi i kommunerne lidt ligeglade med, hvordan vi skruer det sammen. Det er rigtig mange borgere, vi har med at gøre, så hver gang vi skal ind at pille ved det, koster det rigtig mange ressourcer."
Ikke optimalt
Ældredirektøren skyder på, at det i Lolland Kommune i alt drejer sig om et par tusind borgere. Men hvis opdateringen af systemet er klar som planlagt, vil en del af re-visitationerne kunne klares ad en omgang i løbet af efteråret.
"Det er klart, at det ikke er noget, man bare får overstået på en eftermiddag."
NB-Ældre har forelagt ældredirektørernes kritik for KMD.
I et skriftligt svar oplyser Mie Enoch Engberg, chef for KMD Nexus og Sekoia:
"Vi forstår kommunernes frustration over den komprimerede tidsplan for både implementeringen af den nye ældrelov og implementeringen af FSIII-forenklingen. Og vi er i den henseende meget bevidste om, at forsinkelsen på FSIII ikke er optimal."
"Vi er i tæt dialog med kommunerne om tidslinjen for Fælles Sprog III og KMD Nexus. Vi ved, at kommunerne venter tålmodigt og har brug for at være forberedte, og derfor er det også vores absolutte førsteprioritet at få gjort KMD Nexus helt klar til FSIII så hurtigt som muligt og dernæst at sikre den bedst mulige implementering sammen med vores kunder."
Sidst opdateret: 08/04/2025 - 07:02










































