
Der er ikke alle kommuner, der når at blive klar med ældrelovens nye forløbspakker senest 1. juli, som nye ældre skal visiteres efter. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Rundspørge: Mange kommuner bliver ikke helt klar med forløbspakker til sommer
En tredjedel af de 29 kommuner, som har svaret i en ny rundspørge, forventer ikke, at kommunalbestyrelsen når at træffe beslutning om indholdet af pleje- og omsorgsforløbene, og hvordan de skal økonomistyres inden sommer, som ældreloven kræver.
Udgivet: 08/04/2025
De nye forløbspakker og økonomistyringen af dem bliver ikke klar i alle kommuner 1. juli, når ældreloven træder i kraft.
Det viser en rundspørge foretaget af NB-Ældre blandt kommunernes ældreudvalgsformænd. Ni ud af de 29 udvalgsformænd, som har svaret, siger, at de kun i 'nogen grad' eller i 'mindre grad' forventer, at kommunalbestyrelsen når at træffe beslutning inden 1. juli om, hvilke pleje- og omsorgsforløb, de vil anvende i deres kommune, og hvordan økonomistyringen skal foregå. 19 svarer, at de i 'høj' eller 'meget høj' grad forventer at være klar, og en enkelt har svaret 'ved ikke'.
Når ældreloven træder i kraft 1. juli, skal kommunerne være klar med få rummelige forløbspakker, som nye ældre borgere skal visiteres til. Men kommunerne har endnu ikke modtaget den vejledning fra Ældreministeriet, som skal komme med eksempler på, hvordan de nye forløbspakker til helhedsplejen kan se ud.
Vil ikke lægge hovedet på blokken
En af de ældreudvalgsformænd, der i mindre grad forventer, at hans kommunalbestyrelse når at træffe beslutningen inden 1. juli, er Allan Emiliussen (V) fra Haderslev Kommune.
“Organisatorisk har vi en lang række opgaver, der skal løses i foråret, så jeg vil ikke lægge hovedet på blokken på, at vi når det hele. Der kommer til at være noget i halen af 1. juli,” siger Allan Emiliussen.
Udvalgsformand Jens Erik Damgaard (K) fra Ringkøbing-Skjern Kommune er også usikker på, om kommunalbestyrelsen når at træffe beslutningen inden 1. juli. Ligeledes er han i tvivl om, hvordan økonomistyringen vil foregå.
“Det kan godt være, der er sat en deadline 1. juli, men det kan ikke nytte noget. Det ene år efter det andet har vi sparet på vores administration, som skiftende regeringer har bedt om. Det betyder, at hver gang vi skal lave en implementering, har vi ikke overskud i administrationen til at klare det,” siger Jens Erik Damgaard.
Fægter i blinde
I Sundheds- og Ældreudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune er der truffet beslutning om tre forløbspakker, men ifølge udvalgsformand Kristian Nielsen (V) er pakkerne meget løse i kanterne, for eksempel hvad angår antallet af timer i hver pakke. Derfor har han svaret “i nogen grad”.
Der er tale om tre pakkeforløb, hvor den ene kun indeholder praktisk hjælp såsom rengøring, og de andre to er kombinationer, hvor personlig pleje er en del af dem.
“Det er på et meget overordnet plan, for vi fægter lidt i blinde. Men vi mener sådan set, at vi har styr på den juramæssige del,” siger Kristian Nielsen.
I forhold til økonomistyringen hænger flere spørgsmål også i luften. På nuværende tidspunkt har Sundheds- og Ældreudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune ikke et bud på, hvordan økonomistyringen vil foregå.
“Det er vi spændt på, for det har vi til gode at blive klogere på. Vi er bekymrede over, hvordan vi får lavet de fem pakker, så økonomien holder. Det er en hel ny måde, vi skal til at styre tingene på,” siger Kristian Nielsen.
Derfor er udvalgsformanden også tilbageholdende med at lægge hovedet på blokken og sige, at alt er klar 1. juli.
“Det bliver ikke en verdensrevolution den 1. juli, for der vil gå noget tid, før vi er på plads med det hele. Hastigheden, hvormed vedtagelsen faldt, og hvornår vi skal være klar til at gå i luften, gør, at vi har sagt til os selv, at vi er nødt til bare at tage de beslutninger, vi skal. Så må vi justere løbende, for vi tvivler på, at vi rammer plet i første forsøg,” siger Kristian Nielsen.
Sidst opdateret: 08/04/2025 - 09:09










































