"Vi har haft fokus på brugervenlighed for borgerne og enkelhed for medarbejdere og ledere, der skal indberette oplysninger," siger ældreminister Mette Kierkgaard om plejeoversigten.

"Vi har haft fokus på brugervenlighed for borgerne og enkelhed for medarbejdere og ledere, der skal indberette oplysninger," siger ældreminister Mette Kierkgaard om plejeoversigten. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix

Minister afviser kritik: Plejeoversigten skal skabe tryghed – ikke bureaukrati

Ældreminister Mette Kierkgaard (M) anerkender ikke præmissen om, at plejeoversigten skaber unødig administration. Hun insisterer på, at det handler om gennemsigtighed og bedre valg for de ældre.

Udgivet: 10/06/2025

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

Ældreminister Mette Kierkgaard (M) afviser kritikken af den nye plejeoversigt, som flere kommunale ledere har kaldt et unødvendigt bureaukratisk værktøj. Ifølge ministeren er oversigten tværtimod en central del af regeringens ældrereform og skal give ældre bedre mulighed for at træffe informerede valg om deres pleje.

"At give ældre et mere oplyst grundlag for at vælge pleje vil jeg ikke kalde bureaukrati. Den præmis vil jeg ikke anerkende," siger hun i et skriftligt svar til NB-Ældre.

Den nye plejeoversigt skal gøre det lettere for borgere at danne sig et samlet overblik over blandt andet plejehjem, hjemmeplejetilbud og friplejeboliger. Samtidig er det et klart mål at styrke det frie valg og sikre gennemsigtighed på tværs af tilbuddene. Oversigten erstatter den tidligere plejehjemsoversigt, som indeholdt færre oplysninger.

Men ikke alle er overbeviste. Blandt kritikerne er Michael Bjørn, direktør for social og sundhed i Assens Kommune, der tidligere har advaret om, at oversigten risikerer at stjæle tid og ressourcer fra det nære ledelsesarbejde og i stedet ende som et “bureaukratisk bogholderi”.

Han peger på, at registreringskravene – som blandt andet omfatter boligens beskaffenhed, husdyr, lederomsætning og sygefravær – ikke nødvendigvis giver værdi for borgerne. Til gengæld kræver det tid og opmærksomhed fra ledere.

Da ældreministeren ikke har haft mulighed for at stille op til interview, har hun i stedet svaret skriftligt på spørgsmål fra NB-Ældre.

Fik du læst?

Ældredirektør saver plejeoversigten midtover

Hvordan sikrer ministeren, at plejeoversigten faktisk bliver et brugbart værktøj for borgerne – og ikke blot en administrativ byrde for ledere og medarbejdere?

”Ved at sætte brugerne først. Plejeoversigten udvikles netop med fokus på tilgængelighed og brugervenlighed. Det skal være let at få et indtryk af hverdagen på et plejehjem – og se forskel på tilbuddene."

"Samtidig arbejder vi på at sikre, at de oplysninger, der kræves, giver mening – og ikke bare fylder i et skema. Vi inkluderer for eksempel muligheden for at uploade fotos og beskrivelser af atmosfæren – netop for at gøre det lettere at mærke stedet, ikke bare måle det.”

Løbende stikprøvekontrol

Michael Bjørn har tidligere advaret om, at plejeoversigten kan ende med at give et forkert billede, hvis ikke oplysningerne løbende opdateres: "Hvis oplysningerne skal have værdi, kræver det en massiv og løbende ajourføring – ellers bliver det jo i praksis falsk information, nærmest fake news."

Hvordan vil ministeren sikre, at oplysningerne i plejeoversigten er opdaterede og troværdige?

”Oplysningerne, som borgerne møder i plejeoversigten, skal være til at stole på. Derfor stiller vi klare krav om, at oplysningerne skal være opdaterede og retvisende – og vi har indbygget en mekanisme, der sikrer netop det."

"Sundhedsdatastyrelsen fører løbende stikprøvekontrol og kan tydeligt markere i oversigten, hvis noget mangler eller ikke er ajour. På den måde giver vi ældre og pårørende tryghed for, at de valg, de træffer, hviler på et opdateret grundlag.”

Hjertet og hovedet

Ifølge Michael Bjørn giver det langt mere mening at præsentere plejehjemmene med billeder og korte beskrivelser, som viser stedets atmosfære. Det er dét, borgerne vælger ud fra, mener han – i modsætning til omfattende dataregistrering, som tager tid og ressourcer fra ledere og medarbejdere.

Er der en mulighed for, at man i stedet forenkler kravene, så fokus i højere grad er på formidling gennem billeder, korte beskrivelser og atmosfære frem for omfattende skemaer og tal?

”Vi ved, at det ikke er skemaer og tal alene, der skaber tillid – det er oplevelsen af et sted, man kan se sig selv i. Derfor har vi haft fokus på brugervenlighed for borgerne og enkelhed for medarbejdere og ledere, der skal indberette oplysninger," skriver Mette Kierkgaard og tilføjer:

"Vi gør det lettere at opdatere og navigere i systemet – og samtidig stiller vi krav om billeder og beskrivelser, der gør det muligt at mærke stedet, ikke bare måle det. Derfor skal alle plejehjem både beskrive boligerne, deres omgivelser og hvilke aktiviteter, der er på plejehjemmet. Både plejehjem og helhedsplejeleverandører, skal desuden beskrive deres tilgang til borgerne, pårørende og civilsamfundet."

Samtidig spiller også konkrete data en rolle i oversigten, pointerer ministeren:

"Den oplevede tilfredshed hos borgeren og en række indikatorer, som fx sygefravær for medarbejderne, er oplysninger, der kan give et billede af kvaliteten – og som derfor er vigtige tal at have med, når den ældre skal vælge sit næste hjem eller sin helhedsplejeleverandør. På den måde kombinerer vi data og atmosfære, så ældre og pårørende både får et faktuelt og menneskeligt overblik over deres muligheder. Målet er klart: det skal være nemt at træffe det rette valg – både med hjertet og med hovedet.”

Sidst opdateret: 10/06/2025 - 12:30

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]