
Mindre dokumentation kan frigive mere tid til medarbejderne på plejehjem, men ældreområdet halter bagefter. (Arkivbillede) - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vive-rapport: Frisættelse fra dokumentation er implementeret mindre på ældreområdet
Ældreområdet i kommuner under velfærdsaftalerne har været dårligere til at implementere mindre dokumentation sammenlignet med dagtilbuds- og folkeskoleområdet, viser ny forskning.
Udgivet: 22/05/2025
Arbejdet med mindre dokumentation er implementeret mindre på ældreområdet end på andre velfærdsområder.
Sådan lyder en af konklusionerne i en ny Vive-rapport 'Et fremadrettet blik på lokal frisættelse – ændringer i styring og ledelse', som blandt andet undersøger, hvor langt man er kommet med frisættelsen på henholdsvis ældre-, folkeskole- og dagtilbudsområdet i de syv forsøgskommuner under velfærdsaftalerne.
"Ældreområdet skiller sig ud ved, at respondenterne i mindre grad end på de andre velfærdsområder vurderer, at arbejdet med mindre dokumentation er implementeret," står der i rapporten.
Som en del af ældrereformen har regeringen nedsat et partnerskab for bedre og mindre dokumentation i ældreplejen. Det skal blandt andet finde ud af, hvilke krav der kan fjernes. Men kommunerne skal altså være opmærksomme på at få implementeret de kommende tiltag, hvis det skal ske.
Vive-undersøgelsen bygger på en mindre survey gennemført blandt 33 lokale ledere på dagtilbuds-, folkeskole- og ældreområdet.
Flere ledere på ældreområdet udtrykker i undersøgelsen, at det kan være vanskeligt at fjerne nogle regler, selvom man vurderer, at det er vigtigt.
"En respondent nævner, at de endnu ikke er kommet i mål med at udvikle nye rammer, der kan træde i stedet for reglerne," står der i rapporten.
Råd: Fokuser på to kerneområder
Implementeringsgraden er blevet målt på fem kerneområder: 1) færre regler, 2) mindre dokumentation, 3) detailmål til formål, 4) tillidsbaseret kultur og 5) en eksperimentel tilgang.
Lederne på ældreområdet giver også udtryk for, at frisættelse fra regler og dokumentation er implementeret i betydeligt mindre grad end de tre andre kerneelementer.
"Dette kunne indikere, at de to kernelementer i højere grad end de andre bør være et fokus for frisættelsen på ældreområdet," lyder anbefalingen i rapporten.
Generelt er forskellene dog ganske små, og grundet de få observationer skal man være meget forsigtig med at fortolke data, pointerer forskerne.
Sidst opdateret: 22/05/2025 - 12:26










































