Camilla Meyer, ældre- og sundhedschef i Køge Kommune, fortæller, at kommunen har arbejdet meget med kvalitetsudvikling de seneste år og i den forbindelse indført en række tiltag, som de vil støtte sig op ad, nu hvor de årlige ældretilsynsbesøg udgår.

Camilla Meyer, ældre- og sundhedschef i Køge Kommune, fortæller, at kommunen har arbejdet meget med kvalitetsudvikling de seneste år og i den forbindelse indført en række tiltag, som de vil støtte sig op ad, nu hvor de årlige ældretilsynsbesøg udgår.

Sådan vil kommune bevare kvaliteten i ældreplejen uden årlige tilsyn

I Køge Kommune skal en række tiltag være med til at bevare kvaliteten i ældreplejen, når der med den nye ældretilsynslov kommer markant færre ældretilsyn.

Udgivet: 22/04/2025

Tobias Krog Vind

Journalist

Del artiklen:

En kvalitetsenhed, årlige medarbejderundersøgelser, audits og brugerundersøgelser. Det er fire af de indsatser, som Køge Kommune vil gøre brug af for at holde øje med kvaliteten, når de årlige ældretilsyn bliver skiftet ud med det nye tværkommunale ældretilsyn hvert femte år.

“Vi har en række af andre tiltag, der er med til at indikere, om vi har det niveau i vores indsats, som vi skal have. Vi tager selv mere ansvar for udviklingen og bruger systematiske tilgange til at kigge ned i, om kvaliteten er i orden,” siger Camilla Meyer, ældre- og sundhedschef i Køge Kommune.

Med den nye lov om ældretilsyn bortfalder kommunernes egne årlige tilsyn med ældreområdet, ligesom Styrelsens for Patientsikkerheds ældretilsyn stopper. I stedet indføres tværkommunale ældretilsyn, som kun skal foregå minimum hvert femte år, hvilket får tilsynsfrekvensen til at falde markant. Mange kommuner arbejder derfor med at tilrettelægge en ny kvalitetsindsats for at kunne bevare kvaliteten, når tilsynene ikke længere holder øje så tit. I Køge Kommune har de allerede gjort klar til at undvære de årlige ældretilsyn og kan dermed være med til at inspirere andre kommuner.

Ældre- og sundhedschefen fortæller, at Køge Kommune har arbejdet meget med kvalitetsudvikling de seneste år og i den forbindelse indført en række tiltag, som de vil støtte sig op ad, nu hvor de årlige tilsynsbesøg udgår.

Fik du læst?

Nyt vurderingskoncept for ældretilsyn klar: Det skal helhedsplejen vurderes på

1. En kvalitetsenhed

Kommunen har oprettet en kvalitetsenhed, som skal understøtte den daglige drift, når der er særlige behov eller udfordringer på et område, for eksempel medicinhåndtering eller mange utilsigtede hændelser.

“Hvis en enhed har et behov, der ligger udover hvad de kan arbejde med selv, har de mulighed for at trække på kvalitetsenheden,” forklarer Camilla Meyer og uddyber:

“Teamledere kan selv komme til kvalitetsenheden med praksisnære udfordringer, ligesom enheden kan være opsøgende. Ligeledes kan ledelsen beslutte at sætte enheden til at understøtte forandringer, der går på tværs.”

2. Årlige medarbejderundersøgelser

Repræsentanter fra lokale enheder på hele ældreområdet mødes én gang årligt og vender bestemte fokusområder på baggrund af et survey blandt medarbejdere.

“Vi bruger surveys som en metode til at samarbejde systematisk med vores lokale kvalitetsudvikling,” fortæller Camilla Meyer.

3. Audits og klager

Hver enheds leder kigger med jævne mellemrum ned i et udsnit af sine borgersager og eventuelle klager for at lære af dem.

“Lederen kan eksempelvis bruge det at udføre journalaudit til at tjekke, om den faglige dokumentation lever op til gældende lovgivning og god faglig praksis,” fortæller Camilla Meyer.

4. Brugerundersøgelser

Køge Kommune laver brugerundersøgelser blandt borgere og pårørende på eget initiativ.

“Resultaterne fra brugerundersøgelser bruger vi til at bekræfte, at vi er på rette vej i vores kvalitetsarbejde, men også til at sætte lys på områder, hvor vi kan blive bedre,” fortæller Camilla Meyer og fortsætter:

“På den måde får vi en direkte vurdering af, om borgere og pårørende oplever, at de får leveret den kvalitet, de forventer.”

“Æder meget tid”

Camilla Meyer er tilfreds med, at de årlige tilsynsbesøg bortfalder.

“Vi bruger mange kræfter ledelsesmæssigt på at tage imod de mange forskelligartede tilsyn og skulle lave handleplaner i ét væk. Det æder meget tid, både for ledelse og medarbejdere, der skal stå til rådighed for tilsyn,” siger ældre- og sundhedschefen og fortsætter:

"Ved at de kommer mere samstemt, og at vi kan afvikle tilsynene samme dag, kan vi bruge ledelseskræfterne bedre,” siger hun og henviser til, at der som en del af ældretilsynsloven også er indført samtilsyn, hvilket betyder, at de forskellige tilsyn på plejehjemmene i højere grad skal koordinere deres indsats.

Ældre- og sundhedschefen i Køge Kommune er tryg ved, at kommunen på egen hånd kan holde øje med, om kvaliteten af ældreplejen er i orden.

“Jeg er fuldstændig tryg ved, at vi uden de årlige tilsyn kan holde hånd i hanke med kvaliteten. Vi har langt hen ad vejen et godt indblik i, hvor vi er henne, og hvor vi er udfordret,” siger Camilla Meyer.

Sidst opdateret: 22/04/2025 - 09:13

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]