
Ældredirektør Henrik Aarup-Kristensen advarer mod at overdrage for mange midlertidige pladser til regionerne i forbindelse med sundhedsreformen.
Ældredirektør bekymret over opgaveafgrænsning af omsorgspladser
Afgrænsningen af sundheds- og omsorgspladserne vækker bekymring hos ældredirektør Henrik Aarup-Kristensen. Han frygter, at kommunerne risikerer at stå med flere borgere, end der er både kapacitet og økonomi til at tage hånd om.
Udgivet: 10/04/2025
Afgræsningen af de nye sundheds- og omsorgspladser er særligt vigtig at holde øje med - ellers risikerer kommunerne at stå med et ansvar, de hverken har kapacitet eller økonomi til at løfte.
Sådan lyder det fra Henrik Aarup-Kristensen, direktør for Sundhed og Velfærd i Brønderslev Kommune, efter at have nærlæst Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til en opgaveafgræsning.
"Vi har brug for balance mellem de opgaver, vi skal løfte, antallet af pladser vi har til rådighed, og den økonomi, der følger med. Det vil vi være optaget af," siger han og tilføjer, at han ikke er blevet klogere på, hvordan dén balance konkret skal opnås.
Som led i sundhedsreformen har Sundhedsstyrelsen udarbejdet en række faglige oplæg, der præciserer afgræsningen af de sundhedsopgaver, som flytter fra kommunerne til regionerne. Det gælder sundheds- og omsorgspladser, patientrettet forebyggelse, akutsygepleje og dele af genoptræningsindsatsen.
Lange ventetider
Henrik Aarup-Kristensen bider mærke i, at borgernes liggetid er underbelyst i notatet om sundheds- og omsorgspladserne.
Med det mener ham, at borgere, der først skal stabiliseres efter et sygehusophold, ofte har korte forløb og vil fylde en del på de nye sundheds- og omsorgspladser.
Men der er også borgere, som for eksempel venter på plejehjemsplads og værgemål. De har blot brug for et midlertidigt opholdssted, men sagerne kan tage op mod et halvt år – og i den tid blokerer de en plads.
"Min anke er, at vi ikke må aflevere for mange pladser i forhold til den opgave, vi står tilbage med – og vi skal passe på ikke at blive klippet for en for stor økonomi," siger han og fortsætter:
"Hvis man taler om, at 75 procent af pladserne skal overgå til regionen, så kan det godt være, at det nærmere skal ned på to tredje dele. Jeg kan ikke lave afgrænsningen. Jeg kan bare sige, at vi skal være opmærksomme på det".
Fik du læst?
Nye notater kortlægger: Sådan skal opgaveflytningerne fra kommuner til regioner afgrænses
Hvilke konsekvenser kan det få, hvis ikke man er opmærksom?
"Ja, men så står jeg med en større opgave, end jeg har pladser til bagefter. Så kan vi enten sige, at der vil være ting, vi skal gøre meget hurtigere – og det er måske ikke det, der er det mest optimale. Ellers skal vi etablere flere aflastningspladser. Vi bliver klippet i økonomien, svarende til det antal pladser, man fjerner. Jeg har brug for den balance, som jeg siger."
Forebyggelse kan ende i blind vinkel
Et andet opmærksomhedspunkt, som ifølge Henrik Aarup-Kristensen ikke er specielt synligt i Sundhedsstyrelsens notat, er kommunernes arbejde med at forebygge indlæggelser. Det kan konkret dreje sig om en borger i eget hjem, hvor det er tydeligt, at situationen ikke kan blive ved med at gå godt.
Her træder kommunen til og stabiliserer borgeren – for eksempel ved at tilbyde en aflastningsplads, hvor der kommer styr på mad, medicin og støtte. Derefter kan borgeren vende tilbage til eget hjem uden nogensinde at have været i kontakt med sygehuset.
"De forløb er ikke synlige for regionen – og jeg ved heller ikke, hvor synlige de egentlig er for Sundhedsstyrelsen," siger Henrik Aarup-Kristensen og fortsætter:
"Det er uklart, om de fremover skal håndteres via de nye sundheds- og omsorgspladser eller fortsat i kommunalt regi. Men opgaven med at forebygge indlæggelser ligger der – også selv om den godt kan ende lidt i en blind vinkel."
Udfordringen, forklarer han, er, at kommunerne i dag har et tydeligt incitament til at forebygge indlæggelser – og det bør de fortsat have. Hvis for mange pladser forsvinder, risikerer man, at kommunerne mister muligheden for at tage imod borgere, der har brug for midlertidig støtte og stabilisering.
"Man risikerer i yderste konsekvens, at de bliver indlagt, selv om det kunne være undgået – og det er der ingen, der er tjent med. Og slet ikke borgeren," siger ældredirektøren.
Henrik Aarup-Kristensen håber, at KL (Kommunernes Landsforening) bliver inddraget i drøftelserne, så deres synspunkter kommer med. Det er vigtigt, at det hele er ordentligt drøftet, før man fastlægger resultatet, ifølge ham.
Sidst opdateret: 10/04/2025 - 07:37










































