"Det er væsenligt, at alle omkring plejeforløbene opnår den tillid til ældreplejen, der er indskrevet i ældreloven," siger Margrethe Kusk Pedersen, ældredirektør i Slagelse Kommune.

"Det er væsenligt, at alle omkring plejeforløbene opnår den tillid til ældreplejen, der er indskrevet i ældreloven," siger Margrethe Kusk Pedersen, ældredirektør i Slagelse Kommune.

Ældredirektør: Nyt tilsyn risikerer at skjule forskelle i kvalitet

Når “god” og “acceptabel” blandes sammen, bliver konklusionerne svære at bruge. Ældredirektøren i Slagelse Kommune savner mere nuancerede vurderinger i det nye ældretilsyn.

Udgivet: 25/03/2025

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

Det kan være svært at måle kvaliteten i den kommunale ældrepleje, når tilsynets vurderingskoncept er så bredt, at væsentlige nuancer går tabt og gør vurderingerne mindre brugbare.

Sådan lyder et opmærksomhedspunkt fra Margrethe Kusk Pedersen, direktør for Handicap, Ældre og Arbejdsmarked i Slagelse Kommune, efter at have læst Ældreministeriets udkast til vurderingskonceptet for tilsyn, som fremgår af udkast til bekendtgørelsen om ældretilsyn. Ældredirektøren understreger, at hun lægger allermest vægt på, at det bliver et lærende tilsyn.

"Det, at vi forstår at omsætte den nye model, så det bliver et reelt lærende tilsyn, mener jeg er afgørende. Lige nu kan det være lidt svært at gennemskue, om det faktisk er lærende – men det giver mening, fordi vi stadig kun ser på et vurderingskoncept," siger hun og forholder sig til selve udkastet:

"Jeg synes, vi springer ret meget fra "god eller acceptabel kvalitet" til "bekymrende kvalitet" og "kritisk kvalitet. Jeg kunne godt savne fire kategorier - frem for kun tre," siger hun med henvisning til den samlede kvalitetsvurdering.

Kommunerne vurderes ud fra 19 kvalitetsmarkører og placeres i én af tre kategorier: "God eller acceptabel kvalitet", "Bekymrende kvalitet" eller "Kritisk kvalitet". Udkastet til vurderingskonceptet, som det nye tværkommunale ældretilsyn skal bygge på, er sendt i høring. Det tager afsæt i de tre værdier fra ældrereformen: den ældres selvbestemmelse, tillid til medarbejderne og den borgernære ledelse samt et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfundet.

Fik du læst?

Forsker: Nyt tilsynsdesign risikerer at overse vigtige problemer

Mange tolkninger

Ifølge Margrethe Kusk Pedersen har vurderingskonceptet en god struktur, men hun sætter spørgsmålstegn ved, om det er hensigtsmæssigt at placere "god" og "acceptabel" i samme kategori.

"Vi ønsker – over for borgere, pårørende og politikere – at vurdere: Hvordan ser det ud? Hvis man får det forkortet for meget, vil der være mange tolkningerne nede i en ’god eller acceptabel’ vurdering. Altså, var det så kun lige acceptabelt, eller var den faktisk god?," siger hun og tilføjer:

"Afhængigt af, hvordan fakta udstilles og bruges, mener jeg, vi har brug for noget, der fjerner tvivlen – så vi, som borgere, pårørende, medarbejdere og ledere, kan være trygge i, at vi faktisk lever op til det, der forventes af os. Det er væsenligt, at alle omkring plejeforløbene opnår den tillid til ældreplejen, der er indskrevet i ældreloven.”

Hvilke konsekvenser ser du, hvis der opstår tvivl om fortolkningen?

"Det er i virkeligheden brugbarheden. Fordi hvis vi skal have en landsdækkende kvalitetsdatabase, så er det et spørgsmål, om det her svarer på kvaliteten ved den samlede vurdering alene. Får vi det, som vi håber og forstår vi at omsætte den nye model, så det bliver reelt lærende tilsyn,” siger ældredirektøren. 

Også Pia Kürstein Kjellberg, projektchef hos Vive, har tidligere udtrykt bekymring for, at det nye vurderingskoncept kan give et for snævert billede af virkeligheden i ældreplejen. Hun peger på, at en mere klassisk tilgang med fokus på borgeroplevet, faglig og organisatorisk kvalitet kunne give et mere nuanceret billede – og dermed styrke tilsynets brugbarhed og læringspotentiale.

Sidst opdateret: 25/03/2025 - 11:12

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]