
"Jeg synes ikke altid, at brugertilfredshedsundersøgelser kan stå alene," siger professor Tine Rostgaard. - Foto: Roskilde Universitet
Professor: Sådan bør vi måle kvaliteten i ældreplejen
Mens Ældreministeriet udvikler nye kvalitetsindikatorer for ældreplejen, peger professor Tine Rostgaard på tre afgørende faktorer, der bør være i fokus.
Udgivet: 11/03/2025
Tre typer af kvalitetsindikatorer er vigtige for god ældrepleje, når Ældreministeriet udvikler nye kvalitetsindikatorer: struktur, proces og outcome.
Det mener Tine Rostgaard, professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet.
"I 2015 var hverdagsrehabilitering i fokus, da aktivering og selvhjulpenhed blev anset som en kvalitetsmarkør – i dag er det faste teams, der prioriteres i forhold til medarbejderkontinuitet," forklarer hun.
Den udvikling afspejles også i målingen af kvalitet i ældreplejen. De nye indikatorer skal danne grundlag for vurdering og sammenligning af plejetilbud og vil fremgå af plejeoversigten, hvor blandt andet oplysninger om faste teams og medarbejderkontinuitet bliver tilgængelige.
I den forbindelse har NB-Ældre spurgt Tine Rostgaard, der forsker i kvaliteten af ældreplejen, hvilke kvalitetsindikatorer, hun mener, er de vigtigste.
De første kvalitetsindikatorer, hun nævner, kaldes strukturelle kvalitetsindikatorer. De handler om ressourcer: Hvor mange medarbejdere er der? Hvilken uddannelse har de? Hvad er deres arbejdsvilkår? Og hvad er deres sygefravær?
"Disse kvalitetsindikatorer er vigtige, fordi de siger noget om, hvor mange medarbejdere der reelt er til rådighed. Deres kompetencer og muligheder for at yde en god pleje. Hvis jeg er visiteret til 20 minutters hjemmehjælp, får jeg så den tid, eller dukker der en op, der kun har fem minutter? Ressourcerne er vigtige, da de kan påvirke kontinuiteten blandt de ansatte og kvaliteten af den omsorg, jeg modtager," siger Tine Rostgaard.
Individuelle behov
Men antal medarbejdere, deres kompetencer og arbejdsvilkår siger ikke alt om kvaliteten af ældreplejen. Ud over de strukturelle faktorer peger Tine Rostgaard også på en anden vigtig type kvalitetsindikatorer: proceskvalitet.
Proceskvalitet kan for eksempel handle om at sætte borgeren i centrum ved at tilbyde individuelt tilpassede løsninger frem for standardiserede pakker: Hvem er du? Hvad kunne du tænke dig? Hvad passer dig bedst?
"Meget af det handler altså om at individualisere og personliggøre plejen og omsorgen, og i hvilken grad borgeren bliver inddraget i beslutningerne," siger Tine Rostgaard.
Hun forklarer, at proceskvalitet er sværere at måle end de strukturelle kvalitetsindikatorer.
Man kan spørge leverandører, om de anvender sådanne procedurer. Men i sidste ende vil det - ifølge Tine Rostgaard - give bedre mening at spørge de ældre - eller medarbejderne, om de oplever at modtage eller yde personcentreret pleje og omsorg. Det kan for eksempel ske i en spørgeskemaundersøgelse, såsom de brugertilfredshedsundersøgelser, som kommuner anvender.
Man kan for eksempel spørge: I hvor høj grad oplever du, at dine personlige præferencer bliver imødekommet? Oplever du, at medarbejderne kender dine behov?
"Nu bevæger vi os over i noget, der er forskelligt fra borger til borger. Kvalitet afhænger i høj grad af individuelle behov – for nogle er det vigtigere at få en ren bluse på hver dag end at tage et dagligt bad," forklarer Tine Rostgaard.
Afhænger af perspektivet
Endeligt, forklarer forskeren, er det vigtigt at holde øje med de såkaldte outcome-kvalitetsindikatorer. Med andre ord: Hvad kommer der ud af indsatsen?
"Det kan også afdækkes gennem spørgeskema, for eksempel brugertilfredshedsundersøgelser. Men der kan også indgå administrative data som genindlæggelser," siger Tine Rostgaard.
Tine Rostgaard understreger, at brugertilfredshed ikke nødvendigvis betyder, at borgeren får kvalificeret pleje, set ud fra et fagligt perspektiv. En borger kan for eksempel synes, at medarbejderen Gitte er fantastisk, men hvis hun ikke arbejder ud fra en rehabiliterende tilgang, lever plejen måske ikke op til standarderne for god kvalitet.
"Det afhænger af perspektivet. Jeg vil derfor anbefale, at man også inddrager medarbejdernes perspektiv på det her. Jeg synes ikke altid, at brugertilfredshedsundersøgelser kan stå alene," påpeger forskeren.
Sidst opdateret: 11/03/2025 - 11:19










































