Jakob Bigum Lundberg advarer om, at manglende fokus på faglighed i tilsynet kan få konsekvenser for kvaliteten i ældreplejen.

Jakob Bigum Lundberg advarer om, at manglende fokus på faglighed i tilsynet kan få konsekvenser for kvaliteten i ældreplejen. - Foto: Pressefoto

Velfærdsformand: Nye kvalitetsindikatorer må ikke tage tiden fra plejen

Ældrereformens nye kvalitetsindikatorer skal sikre bedre ældrepleje uden at føre til øget bureaukrati, understreger formanden for Kommunale Velfærdschefer. Samtidig har han et andet vigtigt fokuspunkt med kvalitetsindikatorerne.

Udgivet: 06/03/2025

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

To punkter bliver centrale at holde øje med i udviklingen af nye kvalitetsindikatorer for ældreplejen: risikoen for øget bureaukrati og behovet for at sikre, at borgernes oplevelse af plejen bliver en del af målingen.

Sådan lyder det fra formanden for Kommunale Velfærdschefer, Jakob Bigum Lundberg.

"Jeg tror ikke, der er nogen, der har lagt en færdig finger på udkastet til kvalitetsindikatorerne. Men det er de to ting, jeg kommer til at kigge efter," siger han.

De nye kvalitetsindikatorer er en del af regeringens reform af ældreområdet, hvor ambitionen er at skabe en mere ensartet og gennemsigtig ældrepleje. Indikatorerne skal offentliggøres og gøre det lettere for borgere at vælge plejetilbud. Men hvis indikatorerne kræver for meget administrativ registrering, kan det i stedet føre til mindre tid med borgerne.

"Når jeg har set tidligere kvalitetsindikatorer, som vi arbejdede med i egne kvalitetsstandarder og den danske kvalitetsmodel i sundhedsvæsenet, så var det et omfattende dokumentationskrav. Det indebar mange registreringskrav, indberetningspligt og behandling af indikatorer, som tog tid væk fra kerneopgaven," siger han.

Jakob Bigum Lundberg vil derfor holde øje med, at de nye indikatorer i ældreplejen bliver enkle og rummelige og ikke skaber et unødvendigt dokumentationspres på medarbejderne.

Borgerens behov skal være i fokus

Et andet væsentligt punkt er, hvordan kvalitetsindikatorerne afspejler borgernes oplevelse af plejen.

"Hvis vi nu indfører en model, der definerer, hvad god kvalitet er, så risikerer vi at modsige os selv. For selve formålet med reformen er at overdrage svaret på det spørgsmål til samarbejdet mellem den enkelte ældre og medarbejderen," siger han.

Han understreger, at plejekvalitet ikke kun kan måles på faste sundhedsfaglige parametre, men i høj grad også handler om borgerens trivsel og oplevelse af hjælpen.

Regeringen og partierne bag aftalen om ældrereformen har aftalt, at kvalitetsindikatorerne skal offentliggøres på plejeoversigten og give borgerne et bedre grundlag for at vælge plejetilbud. Samtidig må initiativerne ikke føre til mere bureaukrati.

Tæt dialog

Jakob Bigum Lundberg mener, at udviklingen af indikatorerne skal ske i tæt dialog med dem, der arbejder i ældreplejen hver dag.

"Jeg håber, at der bliver nogle få indikatorer, som i høj grad har fokus på oplevelser – og naturligvis også en grundlæggende sundhedsfaglighed. Men det, vi oplevede sidst i Styrelsen for Patientsikkerhed, var et tilsyn, der havde fokus på, om der stod Panodil eller Pamol på æsken. Det håber jeg, vi kan bevæge os væk fra," siger han.

Han peger på, at et for rigidt system kan ende med at hæmme fleksibiliteten og borgerens medbestemmelse i hverdagen.

Jakob Bigum Lundberg ser en tæt dialog mellem myndigheder, medarbejdere og borgere som afgørende for at skabe de bedste forudsætninger.

"Vi må sikre, at kvalitetsindikatorerne ikke bliver en teknisk øvelse, men reelt bliver et redskab, der kan forbedre den pleje og omsorg, borgerne får," siger han.

Sidst opdateret: 06/03/2025 - 08:29

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]