
Kommunerne kan snart se frem til en vejledning i, hvordan de skal lave afregningspriser for pakkeforløb i helhedsplejen. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vejledning til afregningspriser for helhedspleje på vej
I starten af maj forventer Kommunernes Landsforening at være klar med en vejledning til kommunerne om, hvordan de skal fastsætte prisen på helhedspleje over for de private leverandører.
Udgivet: 06/03/2025
Kommunerne modtager en vejledning fra Kommunernes Landsforening til at fastsætte afregningspriser for helhedsplejen, hvor der vil være eksempler på afregningspriser til inspiration.
Det fremgår af et ministersvar fra ældreminister Mette Kierkgaard (M). KL oplyser, at de forventer vejledningen er klar i starten af maj.
Kommunerne skal 1. juli være klar med helhedsplejen og i den forbindelse skal de kunne fortælle de private leverandører, hvad de får for opgaven. Flere ældredirektører har i den forbindelse tidligere efterlyst eksempler på, hvordan de bedst fastsætter afregningspriserne. Og det skal Kommunernes Landsforening altså komme med svar på i form af en vejledning.
"Det er helt centralt, at kommunerne understøttes i fastsættelsen af afregningspriser under omstillingen til levering af helhedspleje. KL har derfor modtaget to mio. kr. af de implementeringsstøttemidler, der blev afsat med ældrereformen, til styringsunderstøttelsesmateriale," skriver ministeren i svaret.
Pengene skal blandt andet bruges til at udarbejde en vejledning til at fastsætte afregningspriser for helhedspleje, skriver hun.
Kommunerne kan dog risikere, at vejledningen vil blive udskudt. Det er nemlig ikke KL, som styrer det alene.
”Man forventer, at vejledningen foreligger primo maj. Det forudsætter dog blandt andet, at de relevante lovmæssige dokumenter er på plads inden da,” oplyser KL i en skriftlig kommentar til NB-Ældre.
Det er Danmarksdemokraternes ældreordfører Marlene Harpsøe, som gennem Ældreudvalget har stillet et spørgsmål til ældreministeren. Hun ville gerne have svar på, hvilke initiativer ministeren vil tage i forhold til vejledning af kommunerne i at fastlægge forløbstakster for de rummelige pleje- og omsorgspakker.
Ministeren skriver desuden, at priserne skal fastsættes "ud fra en beregning af kommunens gennemsnitlige langsigtede omkostninger ved levering af et tilsvarende tilbud. Dette er en videreførelse af den nuværende metode til fastsættelse af afregningspriser."
Der indføres med ældreloven en fast overheadsats, som vil forenkle den beregning, kommunerne foretager i forbindelse med fastsættelsen af afregningspriserne, pointerer ældreministeren.
Overheadsatsen vil blive fastsat på baggrund af et analysearbejde med inddragelse af KL, erhvervsorganisationer og relevante ministerier. Arbejdet er forankret i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, skriver hun.
Sidst opdateret: 06/03/2025 - 08:25










































