Der er nok at tage fat på i 2025. Med ældre- og sundhedsreformerne fra 2024 står kommunerne over for store omstillinger i en sektor, hvor personalemangel, økonomiske stramninger og en voksende ældrebefolkning går igen på tværs af kommunerne. NB-Ældre har spurgt tre ældredirektører, hvad de ser som de største udfordringer i det nye år.

Implementering af faste teams

Jan Nielsen, direktør for Senior og Omsorg i Aalborg Kommune, peger på implementereingen af faste teams i hele kommunen. Det bliver afgjort den største udfordring i 2025, forklarer han:

"Vi går i fuld skala med 14 distrikter og 44 teams. Det har været under planlægning i halvandet år. Så det bliver en kæmpe, kæmpe opgave at få det til at fungere optimalt," siger han.

Aalborg Kommunen har lavet forsøg med faste teams i distriktsområdet Team Humlebakken, og det er gået rigtig godt, fortæller Jan Nielsen. Det er de erfaringer, som kommunen skal trække på, men kulturforandringer tager tid.

"Vi har haft en opdeling i hjemmepleje og hjemmesygepleje. Nu kommer der en helt ny snitflade, altså hvor man skal arbejde sammen og arbejde fælles om borgerne, så det med at skabe en ny fælles kultur. Det bliver den største udfordring," forventer direktøren.

Han forklarer, at det især handler om de faglige tilgange, som nu skal forenes.

"Sygeplejen er pr. tradition monofaglig i deres tilgang, mens assistenter og hjælpere har en mere helhedsorienteret tilgang til borgeren. Det handler om at få skabt en ny kultur, hvor det monofaglige stadig lever videre og udvikles, men hvor vi samtidig får skabt en fælles faglighed omkring borgeren," siger Jan Nielsen og tilføjer, at det kræver tid og tilpasning:

"Når man kommer med forskellige faglige tilgange, kan det selvfølgelig godt skabe nogle konflikter. Det har vi arbejdet med i hele det forberedende arbejde, og vi tror på, at det kan lykkes. Men det kommer ikke til at ske fra den ene dag til den anden."

Udfordringer med rekruttering og fastholdelse

Hos Mette Andreassen, direktør for Social, Sundhed og Omsorg i Viborg Kommune, falder svaret hurtigt: "Rekrutteringsudfordringer." Selv om Viborg Kommune aktuelt kan sikre tilstrækkeligt faglært personale, ser hun en tendens med færre ansøgere. Samtidig kræver en del af eleverne og de nyuddannede en særlig opmærksomhed fra både arbejdspladsen og skolen:

"Det mærkes blandt andet gennem højt sygefravær og øget frafald, særligt inden for SOSU-området. Det kræver en markant tættere opfølgning," siger Mette Andreassen.

Og det skaber udfordringer, da udbuddet af sosu'er er begrænset.

"Hvis der var rigtig mange om buddet, havde vi også et større felt, vi kunne vælge imellem. Nu er vi i højere grad afhængige af, at dem, der bliver uddannet, også kan sættes i funktion," siger hun.

For at tiltrække flere til området har Viborg Kommune iværksat en række tiltag, herunder en kampagne, der skal gøre SOSU-uddannelsen mere attraktiv. Eksempelvis hænger der bannere i byen, som hylder nyuddannede, og kommunen har indgået et samarbejde med en influencer, der omtaler området positivt. Samtidig har kommunen skærpet fokus på fastholdelse.

"De bliver ikke kastet ud på egen rute fra dag ét. De har egen mentor, og de får lov til lige at være med," forklarer Mette Andreassen.

Trods indsatsen erkender hun, at udfordringen er større, end hvad flere midler alene kan løse. Ifølge fremskrivninger fra Kommunernes Landsforening (KL) vil der samlet set mangle omkring 90.000 medarbejdere på det danske arbejdsmarked i 2030, og Viborg Kommune forventer ifølge Mette Andreassen at mangle mellem 400 og 800 offentlige medarbejdere.

"Vi kan ikke løse udfordringen bare ved at få flere midler og ansætte flere, fordi hænderne er der ikke. Vi er nødt til at tænke i andre baner – og derfor arbejder vi massivt med produktivitetstiltag. Det vil sige, at vi hele tiden er bevidste om: Hvor kan vi arbejde smartere? Løser vi opgaver, der ikke længere skaber værdi, og som vi derfor ikke behøver at udføre længere? De opgaver, vi skal udføre – kan de løses på en anden måde?" siger hun.

Nye forventninger til pårørende

Else Zippor, direktør for Voksne i Billund Kommune, ser udfordringer i kunne leve op til forventningerne til ældreplejen.

"I den nye ældrelov en af de tre kerneværdier et tæt samspil mellem kommunen, pårørende, civilsamfund og lokale fællesskaber. Men jeg synes ofte, vi støder på  samfundskontrakten, som siger, at vi betaler høj skat – og derfor alle har ret til en god offentlig velfærd. Derfor kan jeg godt være i tvivl, om vi som samfund er helt klar til de forventninger, vi begynder at have i den kommunale ældrepleje," siger hun.

Hun påpeger, at loven stiller krav om samskabelse og medborgerskab, hvor alle bidrager, men understreger også, at det kan skabe utilfredshed:

"Når der efterspørges mere liv på plejehjemmet, så kunne det måske ske ved at pårørende brugte en del af deres besøg i plejehjemmets fællesstue. Men det er ikke sikkert, man som pårørende ser det som "sin opgave". Det er heller ikke sikkert, at naboen, der bliver bedt om at hjælpe med et tryghedsbesøg, føler det er deres ansvar."

Else Zippor ser desuden en risiko for, at der kommer et pres på kommunens frontmedarbejdere.

"De kan godt komme i et krydspres, fordi vi som ledelse kommer til at skubbe dem og sige, at vi skal forvente noget af de pårørende. Vi skal forvente noget af de frivillige foreninger, også civilsamfundet, måske endda naboerne. Det er slet ikke sikkert, man er klar til den dagsorden," siger hun og tilføjer:

"Det kan skabe frustrationer, fordi mange stadig ser ældreplejen som en opgave, kommunen løser alene."

Derfor efterlyser Else Zippor en bredere samfundsdiskussion om skiftet fra den traditionelle velfærdsmodel, hvor det primært var det offentlige, der tog ansvar for løsningen af opgaver, til en ny model, hvor civilsamfundet, pårørende og lokale fællesskaber også får en større rolle i at bidrage til velfærd og omsorg for ældre.

"Jeg tror ikke, at vi kan lovgive os ud af det, men vi skal sammen skal finde ud af, hvad det er for nogle forventninger, vi har til hinanden og vores velfærdssamfund."