Af Mette Andreassen, direktør for Social, Sundhed og Omsorg i Viborg Kommune

Med sundhedsreformen er der sat retning for fremtidens sundhedsvæsen. Ansvars- og opgavefordelingen er på plads, og der er – heldigvis – store ambitioner for det nære sundhedsvæsen. Nu kender vi de store streger på spillepladen: Regionerne har det overordnede ansvar samt en række nye opgaver i ’det nære’. Og i kommunerne har vi en stor og vigtig opgave i at sikre, at dette forvaltes til gavn for borgernes sundhed. Det glæder jeg mig til at bidrage til.

Samtidig står det også klart, at der fortsat er mange ubekendte – og det vil der være en rum tid endnu. Først i foråret 2025 får vi fuldstændig klarhed over hvilke kommunale sundhedsopgaver, som regionen skal overtage. Og derefter følger drøftelser og afklaring af den økonomi, som skal danne grundlag for ’bodelingen’. Samtidig giver sundhedsreformen mulighed for en kommunal ’leverandørrolle’. Vilkårene for det kender vi pt. ikke, men det er selvsagt vigtigt, at det skal være bæredygtigt – fagligt og økonomisk. 

Hvad der til gengæld ikke er ukendt, er de sundhedsudfordringer vi står midt i: Lav mental sundhed hos mange børn og unge, flere borgere med kronisk sygdom, et stigende pleje- og behandlingsbehov som følge af flere ældre osv. Vi ved også, at det enkelte menneske skal leve med og håndtere sundhedsudfordringer så godt som muligt i sammenhæng med hverdagen i øvrigt. En hverdag som udfolder sig midt i ungdomslivet, familielivet, arbejdslivet, seniorlivet eller måske livets sidste fase. 

Kommunerne skal have fokus på tre punkter

Og det perspektiv skal vi dagsordenssætte i det forestående arbejde. I kommunerne er vi i dialog med borgerne om mange af hverdagslivets forhold. Vi samarbejder med borgere om håndtering af skolevægring, sygedagpengeforløb, træning af hverdagsfunktioner, pleje og støtte, når der er brug for hjælp, recovery-forløb for psykisk sårbare borgere, socialpædagogisk støtte til borgere med psykisk sygdom m.v. Alt sammen med det mål, at borgeren så vidt muligt skal finde fodfæste i eget liv igen.   

At borgerens sundhed – såvel fysisk som mentalt – er en helt afgørende faktor i denne indsats er åbenlyst. Lige så åbenlyst er det, at den faglige viden og de kompetencer, som vores dygtige medarbejdere har, er helt afgørende, når der skal findes gode og langtidsholdbare sundhedsløsninger for borgerne.

For et diagnosefokuseret, klinisk ’hospitalsblik’ kan ikke stå alene, når vi skal løse sundhedsudfordringerne. Et højt specialiseret hospitalsvæsen er en helt afgørende forudsætning for borgernes sundhed, men vi kan ikke alene diagnosticere og behandle på udvalgte diagnoser, når borgeren skal finde fodfæste og genvinde mestring af eget liv. Der skal mere til. Både for det enkelte menneske, som vi skal hjælpe, og for sundhedsvæsenet som helhed.

Derfor har vi i kommunerne en vigtig rolle i at bidrage til, at et mere nuanceret og helhedsorienteret blik på sundhed og sygdom vinder indpas i vores sundhedsvæsen. Hvis vi skal lykkes med at udvikle gode sundhedsløsninger i ’det nære’ kræver det, at vi dagsordenssætter vores brede faglighed, vores lokalkendskab og fokus på det hele menneske som herre i eget liv. Opgaven med at videreudvikle det nære sundhedsvæsen kræver en helt anden tilgang og styringslogik, end den som kendetegner hospitalsvæsenet. Volumen og centralisering kan ikke være de bærende principper, når opgaven er at sikre løsninger tæt på- eller hjemme hos borgerne. 

Lang erfaring af spille ind med

En lokal nærsundhedsplan skal danne afsæt for omstillingen og udviklingen af det nære sundhedsvæsen under de enkelte sundhedsråd. Her bliver det afgørende, at de lokale kommuners faglighed, viden og kendskab til både borgere og lokale aktører sætter aftryk i arbejdet med at skabe nye løsninger. Og vi starter jo ikke fra blankt papir.

I Midtklyngen har vi gennem de seneste 15-20 år haft et velfungerende og konstruktivt tværsektorielt samarbejde om at udvikle gode sundhedsløsninger for borgerne. Erfaringerne herfra skal vi have med videre.

Vi har således både et vigtigt fagligt input og en lang række erfaringer at spille aktivt ind med i den forestående proces, hvor brikkerne i den nye reform skal lægges endeligt på plads. I skrivende stund er præmisserne fortsat uafklarede. Men jeg ser konturerne af nogle muligheder – for eksempel i en kommunal leverandørrolle. Under de rette vilkår kan en fortsat kommunal drift medvirke til, at vi kan bevare den tætte kobling til øvrige kommunale tilbud og fagligheder, og helhedsperspektivet i indsatsen over for borgeren kan fortsat understøttes.

Meget er således fortsat usikkert, men sikkert er det, at vi har en stor og vigtig opgave foran os i kommunerne.