Kan man have en nærværende samtale med en borger via en skærm? 
"Det kan man – men det kræver forandring af kultur og arbejdsgange, så vi fastholder kvaliteten, men også lærer at levere kvaliteten på nye måder, i mødet med borgeren," skriver Mette Andreassen, direktør for Social, Sundhed og Omsorg i Viborg Kommune, i dette debatindlæg.

Kan man have en nærværende samtale med en borger via en skærm? "Det kan man – men det kræver forandring af kultur og arbejdsgange, så vi fastholder kvaliteten, men også lærer at levere kvaliteten på nye måder, i mødet med borgeren," skriver Mette Andreassen, direktør for Social, Sundhed og Omsorg i Viborg Kommune, i dette debatindlæg. - Foto: Viborg Kommune

Arbejdskraftsudfordringen kræver handling og kalder på nye løsninger

DEBAT: Det bliver en af de store opgaver for ledere og medarbejdere i de kommende år at koble faglighed og forestillingsevne og sætte fokus på produktivitetsgevinster i hverdagen, skriver ældredirektør.

Udgivet: 07/11/2024

Del artiklen:

Af Mette Andreassen, direktør for Social, Sundhed og Omsorg i Viborg Kommune

Velfærdsområderne, herunder særligt ældreområdet, står over for en række udfordringer, som har betydning for kommunernes mulighed for rekruttering af medarbejdere. Udfordringerne er velkendte: 

  • Store årgange, der forlader arbejdsmarkedet
  • Færre unge og dermed faldende optag på de store velfærdsuddannelser
  • Langt flere ældre, som forventes at have behov
  • Stigende forventninger fra borgere

KL har tidligere anslået, at der vil mangle 90.000 medarbejdere på tværs af Danmark i 2030. 

Som kommune kan vi arbejde på at skabe mere attraktive arbejdspladser. Men det løser ikke udfordringen, for vi er i konkurrence med andre kommuner og det private erhvervsliv om de samme medarbejdere. Kommunerne skal derfor forberede sig på en fremtid, hvor vi skal være færre til at løse flere opgaver. 

Der er flere greb ind i arbejdskraftudfordringen. Der kan arbejdes med at øge produktiviteten, der kan arbejdes med at sikre flere på arbejde (f.eks. mindre sygefravær, flere på fuld tid, fastholdelse af seniorer) og vi kan inddrage civilsamfundet mere. Her er der behov for, at vi bruger vores faglighed og forestillingsevne til at udvikle indsatser, der udfordrer ”plejer-tænkning”, og som finder nye veje til at løse arbejdskraftudfordringen. Det kan f.eks. være ved at tænke arbejdstidstilrettelæggelse langt mere fleksibelt eller ved at tænke frivillige ind som en naturlig del af velfærdsskabelsen.

Produktivitetsgevinster søges

Men når vi som kommunale ledere og beslutningstagere ved, at vi skal løse flere opgaver med færre medarbejdere, kræver det, at vi sætter fokus på produktivitet - forstået som samme eller større værdi for borgeren med lavere ressourceforbrug. Kan vi arbejde smartere, uden at gå på kompromis med hverken trivsel eller kvalitet?

Det er ikke mange år siden, at alle talte om LEAN og hverdagsinnovation. Vi kender også alle den lidt fortærskede floskel; Don’t work harder, work smarter! Så nogen vil påstå, at det har vi allerede prøvet. 

Men vores erfaring viser, at der fortsat er noget at hente gennem en struktureret tilgang til produktivitetsforbedringer. Det bekræftes også af data, hvor Disruptionsrådet allerede i 2017 i rapporten ”Automatiseringens effekter på det danske arbejdsmarked” pegede på, at 40 pct. af danskernes nuværende arbejdstimer kan automatiseres. 

Det sker naturligvis ikke af sig selv, og vi skal ikke automatisere og effektivisere med bind for øjnene. Fokus skal være på værdien for borgeren, når vi udfordrer eksisterende praksis og vanetænkning. Vi skal gøre noget andet, og vi skal gøre det, så borgeren oplever samme eller større værdi, og på samme tid opretholde medarbejdernes trivsel. Vores erfaring gennem velfærdsaftalen på ældreområdet er, at der ligger meget motivation og trivsel i muligheden for at udvikle på egen faglig praksis.  

Fik du læst?

AI-professor: Kommunerne bør interessere sig mere for kunstig intelligens

AI er vejen frem

En oplagt vej at gå er at forfølge de muligheder, som AI og digitalisering giver. Virtuel borgerkontakt, digitale træningsprogrammer og tryghedsskabende teknologier er her allerede og mange andre løsninger er på vej. Men det tager tid at høste gevinsterne, og digitale løsninger er stadig udfordrende for vores billede af omsorg. Kan man have en nærværende samtale med en borger via en skærm?

Det kan man – men det kræver forandring af kultur og arbejdsgange, så vi fastholder kvaliteten, men også lærer at levere kvaliteten på nye måder, i mødet med borgeren.

Det er dog indsatsen værd. I Viborg Kommunes hjemmepleje modtager 9,6 pct. af borgere skærmbesøg, hvilket betyder 6,6 mio. kr. sparet pr. år bl.a. i form af mindre medarbejdertid, som spildes på kørsel.

Det bliver en af de store opgaver for ledere og medarbejdere i de kommende år at koble faglighed og forestillingsevne og sætte fokus på produktivitetsgevinster i hverdagen. Vi skal også have en dialog om, hvad der skaber værdi for borgeren - for der er forskellige holdninger til det spørgsmål, hvis man spørger sygeplejersken, økonomen eller borgeren.

Fik du læst?

Nyt debatpanel skal diskutere sundhedsreformen

Sidst opdateret: 07/11/2024 - 12:09

Temaer: Debat

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]