43 kommuner udelukkes for bedre finansieringsordning for friplejeboliger
RETTET VERSION: Flere kommuner end oprindeligt står nu til at blive udelukket for udvidede finansieringsmuligheder i forbindelse med friplejeboliger. Det fremgår af det netop fremsatte lovforslag om friplejeboliger.
Udgivet: 07/11/2024
43 kommuner står til ikke at blive omfattet af forbedrede muligheder for etablering af støttede friplejeboliger. Der er tale om de kommune, der af Danmarks Statistik kategoriseres som hovedstads-, storby- og provinsbykommuner.
Det viser en opgørelse, som NB-Ældre har lavet på baggrund af det netop fremsatte lovforslag om friplejeboliger. Derudover udelukkes større byer med over 20.000 indbyggere fra de øvrige kommuner også, fremgår det af lovforslaget.
I udkastet til lovforslaget, som blev sendt i høring i august, stod der, som NB-Ældre tidligere har beskrevet, at 15 storbyer ville blive udelukket for den nye ordning med 100 pct. statsgaranterede lån og obligationer til friplejeboliger. Men efter høringssvarene er kommet og forligspartierne har diskuteret udkastet er der således, som NB-Ældre skrev i sidste uge, flere områder i Danmark, som er blevet udelukket. Disse områder er blevet konkretiseret i det netop fremsatte lovforslag.
"Bysamfund omfatter det øvrige land – det vil sige hovedstadskommuner, storbykommuner, provinsbykommuner samt byer med mere end 20.000 indbyggere," står der i lovforslaget.
I ældrereformen fremgik det, at regeringen og aftalepartierne ønskede at forbedre rammerne for etablering af støttede friplejeboliger ved, at friplejeboliger omfattes af ordningen med 100 pct. statsgaranterede lån og obligationer til finansiering af almene boliger. Men det var ikke specificeret ud, hvor finansieringsordningen skal gælde. Der stod blot, at ordningen skal gælde i områder, "hvor markedsvilkårene ikke gør det muligt at etablere ustøttede friplejeboliger."
Nu har ministeriet altså vurderet, at flere områder i Danmark kan fungere efter markedsvilkår.
(Artiklen fortsætter under kortet)
Social- og boligministeren vil i en bekendtgørelse fastsætte regler om offentliggørelse af en liste over landområder, som omfattes af ordningen med 100 pct. statsgaranterede lån og obligationer, står der endvidere i lovforslaget.
Disse 15 byer blev udelukket i lovudkastet
Her kan du se en liste over de 15 byer, som stod til at blive udelukket af den nye finansieringsordning, da udkastet til lovforslaget blev offentliggjort i august:
København
Aarhus
Odense
Aalborg (inklusive Nørresundby)
Frederiksberg
Gentofte
Esbjerg
Gladsaxe
Randers
Kolding
Horsens
Vejle
Hvidovre
Roskilde
Herning
Grunden til, at alle kommuner og byer ikke er omfattet af den nye ordninger er ifølge Social- og Boligministeriet, "at rammerne for etablering af friplejeboliger i bysamfund er gode, og at der ikke er generelle problemer ved garantiloftet. Det skyldes, at vurderingen af værdien på ejendomme i de større byer generelt er højere end i landområder. Social- og Boligministeriet finder på den baggrund ikke, at der er grund til at udstrække den foreslåede finansieringsordning til bysamfund," står der i lovforslaget.
Friplejeboligleverandører i bysamfund vil fortsat have mulighed for at optage lån med op til 75 pct. statsgaranti efter den gældende finansieringsordning.
RETTET 07.11.24 kl. 16: I den første version stod der: 'De 43 land- og oplandskommuner i Danmark står til ikke at blive omfattet af forberede muligheder for etablering af støttede friplejeboliger.' Der skulle stå de 43 hovedstadskommuner, storbykommuner og provinsbykommuner. Nu står det korrekt.
Sidst opdateret: 08/11/2024 - 11:56










































