
Loven om lokalplejehjem skal give kommunerne mulighed for at tilbyde borgerne flere forskellige typer plejeboliger. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix (arkiv)
Her er loven om lokalplejehjem ændret
Efter udkastet til lovforslaget om lokalplejehjem har været i høring er en række punkter blevet ændret ved det endelige lovforslag, som netop er fremsat.
Udgivet: 07/11/2024
Høringssvarene til udkastet om lovforslaget til lokalplejehjem har givet Ældreministeriet anledning til at ændre lovforslaget, inden det torsdag den 7. november blev fremsat.
Loven skal give kommunerne mulighed for fra 1. januar 2025 at etablere en ny form for plejehjem, de såkaldte lokalplejehjem.
Her er de væsentligste ændringer og justeringer af lovforslaget om lokalplejehjem set i forhold til det oprindelige udkast. Ændringerne fremgår af høringsnotatet fra Ældreministeriet.
- Aktieselskaber, der driver lokalplejehjem, kan etableres af en eller flere kommunalbestyrelser alene eller i forening.
- Lokalplejehjem skal levere hjælp og støtte m.v. efter ældreloven eller lov om social service.
- Bestyrelsen for det kommunale aktieselskab skal sikre, at ansatte på lokalplejehjem har løn- og arbejdsvilkår mindst svarende til, hvad der fremgår af landsdækkende kollektive overenskomster, der er indgået af de på det pågældende faglige område mest repræsentative arbejdsmarkedsparter.
- En kommune, der er ejer eller er medejer af et aktieselskab, der driver lokalplejehjem, kan modtage og anvende det overskud, selskabet udlodder.
- Det kommunale aktieselskab er omfattet af selskabsloven og de ledelsesprincipper, der følger heraf.
- De kommunale ejere skal sikre sig, at det i vedtægten for det kommunale aktieselskab fremgår, at generalforsamlingen udpeger formanden og en eventuel næstformand for bestyrelsen.
Sidst opdateret: 07/11/2024 - 22:41










































