
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) holder oplæg om ældrereformen og svarer på spørgsmål ved Kommunale Velfærdschefers årsmøde i oktober 2024. - Foto: Rikke Gundersen, NB-Ældre
Ældreminister søger hjælp til løsning på mangel på arbejdskraft
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) erkender, at regeringens tiltag i forhold til rekruttering på ældreområdet ikke er nok. Hun søger nu hjælp hos kommunerne.
Udgivet: 07/11/2024
I starten af året sagde ældreminister Mette Kierkgaard (M) til NB-Ældre, at de tiltag, som regeringen har fremlagt, er nok til at løse manglen på arbejdskraft på ældreområdet, men nu lyder der nye toner.
"Og så tror jeg, at vi har brug for at gøre endnu mere," sagde hun som svar på et spørgsmål om arbejdskraftmanglen fra en af deltagerne i salen på Kommunale Velfærdschefers årsmøde i slutningen af oktober.
"Og der må I gerne byde ind med, hvordan hjælper vi bedst," sagde hun.
I februar viste en rundspørge til landets ældredirektører foretaget af NB-Ældre, at kun fem ud af de 37 direktører, som havde svaret, i ‘meget høj grad’ eller ‘høj grad’ vurderer, at regeringens tiltag er nok til at løse rekrutteringsudfordringer på ældreområdet i deres kommune. Men da NB-Ældre dengang spurgte ministeren, om tiltagene er tilstrækkelige, var meldingen klar.
“Ja, men det er noget, vi kommer til at følge tæt, for ellers må vi finde på nogle andre ting. Vi kommer ikke udenom at skulle have den nødvendige medarbejderkraft,” sagde Mette Kierkgaard.
"Den største udfordring"
På Kommunale Velfærdschefers årsmøde påpegede hun, at der mangler 15.000 på ældreområdet frem mod 2030. Og der i dag er 60.000.
"Jeg tror, at det er den største udfordring, vi har på ældreområdet," sagde hun.
Inden hun opfordrede til dialog om, hvordan udfordringen løses, nævnte hun flere af de ting, som regeringen allerede har gjort, og hvordan ældrereformen kommer til at bidrage til en løsning på arbejdskraftmanglen.
"På ældreområdet har man i gennemsnit sygefravær på 17,9 fuldtidsdage pr. år i 2022. 20 procent af dem, som stoppede i ældreplejen, havde været i ældreplejen et år eller mindre. Det er banegårde på arbejdspladser, som er super vanskeligt. Så der er brug for at skabe nogle bedre rammer på arbejdspladserne," sagde hun.
Og det skal de faste teams og helhedsplejen være med til at skabe, forklarede hun.
Samtidig har regeringen også givet lønløft, forbedret mulighederne for international arbejdskraft og arbejder på at udvikle velfærdsteknologien gennem et partnerskab.
Hvordan løser vi manglen på arbejdskraft på ældreområdet?
På Kommunale Velfærdschefers årsmøde opfordrede ældreminister Mette Kierkgaard (M) kommunerne til at komme med forslag til, hvordan ministeren bedst hjælper kommunerne med at løse manglen på medarbejdere på ældreområdet.
Har du et forslag til, hvad ministeren kan gøre, må du meget gerne skrive til redaktør på NB-Ældre Rikke Gundersen på [email protected]
Sidst opdateret: 07/11/2024 - 12:11










































