Hvis regeringen reelt ønsker at skabe mere sammenhæng for de ældre patienter, er opgaveflytningen fra kommunerne ikke nok. Det kan være en god idé. Men et velfungerende tværsektorielt samarbejde er helt afgørende, hvis det skal blive en succes.

Det mener seniorforsker Ditte Høgsgaard fra forskningsenheden PROgrez og Syddansk Universitet.

"Den forskning, som jeg arbejder med, viser, hvor svært det kan være at udskrive eller indlægge en borger fra den ene sektor til den anden. Simpelthen fordi, at de sundhedsprofessionelle ikke har helt kendskab til, hvad der foregår i den anden sektor. Det er ikke nogen nem opgave at samarbejde på tværs af sektorer, men det er utrolig vigtigt," siger seniorforskeren, som forsker i tværsektorielt samarbejde.

Udspillet til sundhedsreformen lægger op til, at de 17 nye sundhedsråd skal tilrettelægge og planlægge opgaver, som overtages fra kommunerne. Det gælder blandt andet akutsygeplejen, de nuværende kommunale akutpladser, den specialiserede rehabilitering og dele af den avancerede genoptræning samt den patientrettede forebyggelse.

Regeringens mål er, at opgaveflytningen skal skabe bedre sammenhæng for de ældre patienter. Det mål støtter Ditte Høgsgaard op om, og opgaveflytningen er ikke nogen dårlig idé:

"De opgaver, der fremover skal varetages i forhold til de syge borgere, er ret komplekse. Derfor tror jeg, at det ville være rigtig godt at bruge noget af den faglige ekspertise og viden fra sygehusene, som kan række ud i kommunerne," siger hun.

Men for at skabe mere sammenhæng for de ældre patienter, kræver det ifølge Ditte Høgsgaard en styrket opmærksomhed på, hvordan man griber opgaven an, og hvordan man udnytter den faglige ekspertise, der er i begge sektorer. Det er vigtigt, at bidragene fra både kommunerne og sygehusene kommer i spil, forklarer hun og fremhæver fem elementer fra forskningen, som bliver afgørende for, om formålet med opgaveflytningen bliver en succes.

1: Kendskab til hinandens praksisser

"Vi skal være opmærksomme på, hvad der er vigtigt, for at pleje, behandling og genoptræning kan lykkes i den anden sektor. Det betyder, at sygehuset skal have en forståelse for, hvordan dagligdagen ser ud i en kommunal enhed, og omvendt," siger Ditte Høgsgaard og tilføjer:

"Vi har i dag et meget fragmenteret sundhedsvæsen, hvor de sundhedsprofessionelle har begrænset kendskab til opgaveløsning i den anden sektor. Derfor må vi medtænke en organisering, hvor vi nedbryder siloer og øger kendskabet til hinandens praksis," siger hun.

2: Involvering af patienter og pårørende

"Det er afgørende, at vi medtænker, hvordan vi aktivt inddrager både patienter og deres pårørende i det tværsektorielle samarbejde," siger hun.

Ditte Høgsgaard forklarer, at det giver stor mening for patienterne – og især for de pårørende, når der bliver afholdt et (digitalt) møde fra sygestuen, som for eksempel inkluderer den praktiserende læge, hjemmesygeplejersken, den kommunale læge, visitatoren eller terapeuten, som taler om og sammen med patienten og dens pårørende.

"De får en fornemmelse af sammenhæng i deres forløb. Det viser sig gang på gang, hvor stor en effekt det har, at de mødes i et fælles rum."

3: Kommunikation med fokus på modtageren

"Når vi kommunikerer, er det vigtigt, at vi har fokus på modtageren. Det vil sige, at når man laver et udskrivelsesnotat til enten den praktiserende læge eller kommunen, skal det give mening for modtageren og ikke kun for afsenderens perspektiv."

Seniorforskeren forklarer, at meget af kommunikationen ofte foregår uden fokus på, hvad modtageren på hospitalet eller i den kommunale setting har behov for.

"Man skal kommunikere det, der er need to know og ikke nice to know."

Det kan ifølge Ditte Høgsgaard være svært, fordi de sundhedsprofessionelle har forskellige forståelser af, hvad der vigtigt at formidle videre om borgerens/patientens situation". 

4: Alle som en del af et fællesskab

"Vi bliver nødt til at se det som et sammenhængende sundhedsvæsen, hvor vi betragter hinanden som kolleger, frem for at se hinanden som nogen, vi skal sende stafetten videre til," siger Ditte Høgsgaard.

"Det er især vigtigt i forhold til gruppen af komplekse og multisyge borgere, som kan have behov for at blive indlagt. Deres situation kræver mere, end man også i fremtiden kan honorere i hjemmene. Derfor er det nødvendigt at fokusere på, at det for borgeren er ét sundhedsvæsen, hvor vi arbejder sammen om deres forløb."

Når alle aktører ser sig selv som en del af et fælles system, skabes der bedre muligheder for samarbejde, og man undgår at falde ind i siloer, forklarer hun.

5: Behandling på tværs af sektorer

"Det sidste element handler om, hvordan den behandling, der startes på sygehuset, kan fortsætte hjemme – og omvendt. Det er noget af det, som, jeg også tror, bliver en udfordring, fordi kompleksiteten i opgaven stiger," siger Ditte Høgsgaard og tilføjer:

"Vi har en lang historik og tradition for, at kommunikationen foregår fra sygehuset og ud. Men hvordan sikrer vi, at viden fra kommunen og almen praksis om igangværende behandling og pleje i langt højere grad inddrages ved borgerens indlæggelse?"

Hun mener, at det er afgørende, at det ikke kun bliver en udskrivelsessamtale, men en forløbssamtale.

"Det er vigtigt, at den praktiserende læge for eksempel har mulighed for at byde ind og sige: ’Mit kendskab til Oda er sådan. Jeg ved, at hun ikke tåler denne smertemedicin over længere tid’. Det er en faglig kommunikation, som bidrager til bedre behandling og patientsikkerhed - og ikke mindst til patienter og pårørendes tryghed, fordi alle har hørt det samme - og der er lavet en fælles plan."