Af Sisse Marie Welling, formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg med ressortansvar for sundhedsområdet

Debatten om fremtidens sundhedsvæsen er godt i gang. Kædeansvar og end-to-end er blevet de nye buzzwords, og for nogle er fælles myndighedsansvar den eneste løsning på sammenhæng, når linjerne for fremtidens sundhedsvæsen tegnes.

Men at ville sikre og styrke det nære sundhedsvæsen gennem en centralisering af sundhedsvæsenet, som Sundhedsstrukturkommissionen foreslår, er et fatamorgana, som i sidste ende risikerer at gå ud over netop det nære.

Vi har gang på gang set, hvordan centralisering af økonomi og politiske beslutninger også fører til centralisering af de tilbud, som borgerne får. Hvad skulle være anderledes denne gang? I sidste ende er det jo kampen om ressourcer, der bliver afgørende. Og her vil ældreplejen og lokale sundhedstilbud unægtelig blive de store tabere, når der skal konkurreres om penge og opmærksomhed med partikelkanoner, kræftpakker og andre højt specialiserede behandlinger.

Styrk det nære med afsæt i borgernes hverdagsliv

De borgernære sundhedstilbud og ældreplejen skal ikke være et add-on til det specialiserede sygehusvæsen. Nærhed er vigtigt for borgerne. Hvis vi rykker sundhedstilbud væk fra de lokale sundhedshuse, og borgerne fremover skal bevæge sig 20, 30 eller 50 kilometer for fx at komme til genoptræning eller sundhedstjek, så vil der være borgere, der aldrig kommer derhen. Og vi ved af erfaring, at det særligt bliver de ældre og udsatte borgere, der bliver væk, når tilbuddene centraliseres.

Vi skal i stedet værne om lokale sundhedstilbud ved at fastholde og styrke tilbud i de kommunale sundhedscentre og hos de praktiserende læger. Løsningen findes i kommunerne, der sammen med almen praksis i langt højere grad kan give borgerne en tidlig, forebyggende og lokal hjælp, så langt de fleste borgere – og ikke mindst ældre – kan blive hjemme i trygge rammer og undgå turen på hospitalet.

På tilsvarende vis skal beslutninger, der vedrører ældreplejen, træffes lokalt. Ældrepleje er andet og mere end sundhed, og vi skal passe på med at reducere ældre borgere til patienter. Ældreplejen handler grundlæggende om at skabe gode rammer for borgernes hverdag. Det har vi de bedste forudsætninger for i kommunerne, fordi vores plejehjem og hjemmepleje er en integreret del af lokalsamfundet. Og fordi vi med den kommunale sygepleje kan give behandling til borgere uden at skabe store forstyrrelser i hverdagen. Fordi vi møder borgerne, hvor de er – i det lokale sundhedscenter eller deres eget hjem.

Sæt ikke det gode arbejde med ældrereformen over styr

Når vi taler sundhedsstruktur, så kommer vi ikke udenom også at tale om ældrereformen. Det kan være vanskeligt at få øje på, hvordan ældrereformens bærende værdier om øget selvbestemmelse, nærvær og øget samspil med lokal- og civilsamfund rimer på Sundhedsstrukturkommissionens optagethed af centralisering og kædeansvar som den universelle løsning.

Mange kommuner er fx allerede godt i gang med at organisere ældreplejen i faste teams og sikre tværfaglige og helhedsorienterede indsatser, der tager afsæt i den enkelte borgers ønsker og behov. Hvad betyder det for intentionerne med ældrereformen, hvis vi slår ældreplejen tilbage til start og skal til at opbygge nye strukturer og rammer i sygehusregi?

Lad os være enige om, at sundheds- og ældreområdet er uløseligt forbundet, og lad os bruge den viden til at give den manglende brik til ældrereformen; at sikre at sygeplejen bliver en del af helhedsplejen. Det vil gavne borgerne, og det vil gøre den kommunale ældrepleje bedre rustet til fremtidens udfordringer.

Jeg er glad for den debat om vores sundhedsvæsen og ældrepleje, som først ældrereformen og så Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger har sat i gang. For der er behov for forandringer for at fremtidssikre både ældreplejen og sundhedsvæsenet – ingen tvivl om det.

Men det er mit håb, at det ikke er strukturelle buzzwords som kædeansvar og ’end-to end’, men egentlige værdier som forebyggelse, hverdagsliv, nærhed og helhed, som kommer til at fylde mere og får den fremtrædende plads – så vi får en ældrereform og sundhedsreform, der spiller sammen. Og så vi får styrket dét nære sundhedsvæsen, som opgaven lød på!