
Bettina Mosegaard Brøndsted, velfærdsdirektør i Kerteminde Kommune, er en af de direktører på ældreområdet, som er allermest tilfreds med ældrereformen. - Foto: Pressefoto
Stor fan af ældrereformen: Her giver hun forklaringen
Mange har de seneste uger udtrykt kritik over ældrereformen, men Bettina Mosegaard Brøndsted er i modsætning en af de direktører på ældreområdet, som er allermest tilfreds med ældrereformen.
Udgivet: 06/06/2024
Hun er meget tilfreds med ældrereformen i sin helhed. Hun tror i meget høj grad på, at reformen giver et kvalitetsløft til ældreplejen. At den vil give mere selvbestemmelse til de ældre. Og at der kommer mindre bureaukrati.
Bettina Mosegaard Brøndsted, velfærdsdirektør i Kerteminde Kommune, er således en af de mest positive ældredirektører i forhold til ældrereformen og dens muligheder for at påvirke ældreplejen i positiv retning. Det fremgår af hendes svar i en rundspørge fra NB-Ældre, som hun og 26 andre ældredirektører har svaret på. Her kommer hun med forklaringerne.
“Den giver rigtig mange muligheder i forhold til frisættelse af medarbejderne. Den giver dem mulighed for at bruge deres faglighed i langt højere grad ved at skulle lytte langt mere til borgerne,” siger Bettina Mosegaard Brøndsted og fortsætter:
“Med reformen går vi fra system mindset, hvor der er fokus på regler og standarder, til borger mindset med fokus på borgernes behov og det, der giver mening for borgerne. Selv om borgeren er visiteret til en ydelse, bliver det nu i højere grad muligt at lave det om, hvis der er behov for noget andet på dagen.”
Skal give mening for borgerne
Velfærdsdirektøren fra Kerteminde tror ‘i meget høj grad’ på, at reformen vil give et kvalitetsløft af ældreplejen, som er et af formålene. For hende består et kvalitetsløft af øget mening for borgeren og et bedre liv. Derfor tror hun også på øget selvbestemmelse til de ældre.
“Medarbejderen skal med reformen skabe mening sammen med borgeren, og i den kontekst vil vi kunne skabe en meningsfuld hjælp ved at lytte til, hvad der giver mening på dagen for borgeren og sammen gøre det,” forklarer hun.
Reformen har også til formål at mindske bureaukratiet i ældreplejen, og det tror Bettina Mosegaard Brøndsted også ‘i meget høj grad’ på vil ske. Det skyldes i høj grad, at tilsynene bliver lavet om, og der kommer samtilsyn.
“Jeg har en oplevelse af, at meget af det medarbejderne dokumenterer, gør de, fordi de altid vil være forberedt, hvis nogen nu kommer og spørger os om noget,” siger hun.
“Når der kommer samtilsyn får vi ikke længere besøg af et tilsyn den ene dag og et andet næste dag. Jeg håber, at det gør, at vi ikke skal have så meget fokus på at få skrevet det ned, som forventes ved et tilsyn, men at vi i stedet kan have fokus på at skrive det ned, som giver mening for, at vi kan levere den kvalitet, som vi skal give til borgerne,” forklarer hun.
For eksempel behøver man ikke at skrive ned, når man har været ved borgeren og givet den medicin, som man skal. For det er en selvfølge, når det er det, som man skal udføre. Plejepersonale skal således ikke længere dokumentere hver enkelt medicindosis i detaljer. Ligeledes vil der være dokumentation af daglig pleje og trivsel, som kan forenkles.
“Reformen lægger op til, at der skal være meget mere tillid til medarbejderne. Det er kun, hvis der sker ændringer, eller der er noget, som ikke er normalt den dag, at det skal skrives ned,” siger den reformpositive direktør.
Mindset bliver afgørende
Men forandringerne til en bedre ældrepleje kommer ikke af sig selv med ældrereformen, påpeger Bettina Mosegaard Brøndsted.
“Vores implementering og mindset bliver afgørende. Vi skal turde give slip og have fokus på det, der tager højde for det hele menneske. Medarbejderne skal sammen med borgerne skabe mening for borgeren. Vi skal bruge vores faglighed på en ny måde. Det er først, når man forstår borgeren, at man kan give mening for borgeren,” siger hun.
Sidst opdateret: 06/06/2024 - 07:22










































