
Selv om regeringen og aftalepartierne bag ældrereformen har ambition om et kvalitetsløft i ældreplejen med ældrereformen, så tror en række ældredirektører ikke på, at det vil ske. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ældredirektører tror ikke på kvalitetsløft med ældrereformen
Med ældrereformen vil regeringen give ældreplejen et kvalitetsløft. Men det, tror de færreste ældredirektører på, kommer til at ske, viser ny rundspørge.
Udgivet: 06/06/2024
Det bliver ikke til noget kvalitetsløft af ældreplejen, som ellers er et af målene med ældrereformen. Sådan lyder det fra de fleste ældredirektører i en ny rundspørge, som NB-Ældre har foretaget.
Således svarer 16 af de 27, som har svaret, at de ‘slet ikke’ eller ‘i mindre grad’ tror på et kvalitetsløft. Otte svarer 'i nogen grad'. Kun tre svarer, at de ‘i meget høj grad’ eller ‘høj grad’ vurderer, at der kommer en bedre ældrepleje.
Med aftalen sikres et varigt kvalitetsløft af ældreplejen på en mia. kr. årligt, står der i ældrereformen. Det er dog ikke sikkert, at disse penge kommer til at gå til ældreområdet, da de gives via bloktilskuddet og særligt det specialiserede område er økonomisk presset i kommunerne. På den måde kan de mange ældredirektører have ret i, at et kvalitetsløft af ældreplejen kan være urealistisk. Dog har KL og regeringen lige indgået en økonomiaftale for 2025, som løfter servicerammen med 3,2 mia. kr., som ikke er øremærket noget velfærdsområde, og derfor potentielt kan dække de stigende udgifter på socialområdet, så der ikke skal tages penge fra for eksempel ældreområdet.
Hvor skal det komme fra?
Jan Christensen, direktør for bl.a. Pleje og Omsorg i Vordingborg Kommune, er en af dem, som har svaret, at han ‘i mindre grad’ vurderer, at ældrereformen vil medføre et kvalitetsløft.
“Jeg kan ikke helt se, hvor det skal komme fra. Hvis jeg skal være positiv, så er det, regeringen mener med kvalitetsløft, at en øget valgfrihed er en kvalitet. Der vil kunne komme større valgfrihed, hvis der åbner flere friplejehjem og lokalplejehjem,” siger han og fortsætter:
“Men vi har haft friplejehjem en del år, og som jeg hører det, benytter borgerne i meget beskedent omfang muligheden for tilkøbsydelser. De friplejeoperatører, som jeg har talt med, vurderer selv, at tilkøb andrager omkring en procent af deres omsætning. Derfor har jeg svært ved at se, at det vil betyde noget særligt,” siger han.
Kræver udvikling af medarbejderne
En af de få, der tror på et kvalitetsløft, er Søren Liner Christensen, direktør i Social, Sundhed og Beskæftigelse i Herning Kommune.
“Hvis vi evner at gribe ældrereformen, så vi får noget udvikling i den helt konkrete tilrettelæggelse af vores arbejde med de medarbejdere, der er meget tæt på den enkelte borger, så kan vi få et kvalitetsløft i den pleje, den enkelte borger får, og den enkelte borger vil også mene, at det er blevet bedre,” siger han.
Søren Liner Christensen forklarer, at det for eksempel kan ske ved, at kommunerne får flytte tyngdepunktet i deres planlægning længere væk fra rådhuset og længere ud mod borgerens hjem.
Sidst opdateret: 06/06/2024 - 07:19










































