Af Kirsten Normann Andersen, formand for ældreudvalget og ældreordfører for SF

Det er ikke let at blive gammel, og mange oplever med tiden, at svimmelhed og problemer med bentøjet eller sygdom gør hverdagen lidt mere usikker. For den enlige svækkede borger kan det være direkte utrygt at bo alene.

Det oplevede min egen far. Han havde fået Parkinson og var blevet alene. Sygdommen gjorde det svært at komme op igen, hvis han faldt, så nu frygtede han, at han pludseligt kunne ligge på gulvet, uden at nogen opdagede det. Så selv om han satte en ære i at klare sig selv, så tog han nu kontakt til den kommunale hjemmepleje, og bad om at få et tryghedskald. Det kunne han ikke få – men han kunne få hjælp til rengøring, som han ikke havde bedt om. 

Jeg ved ikke, hvad et tryghedskald koster, men det koster kun personaleressourcer, hvis kaldet bliver brugt – og bliver det brugt, så har det i den grad gjort gavn. Men på papiret er det sandsynligvis en dyr ydelse, fordi man formelt skal have tilknyttet personale, hvis kaldet bliver aktiveret. 

Rundt om i landet sidder der mange ældre og deres pårørende, som hver især har nogle helt særlige behov, som ikke bare kan sættes på formel, men hvor sund fornuft tilsiger, at man burde finde en god løsning. 

Mere selvbestemmelse er et gennemgående tema i regeringens udspil til en ældrelov. Og i den bedste af alle verdner, så ville vi i fremtidens ældrepleje være i stand til at imødekomme lige præcis de behov, som kan skabe tryghed, og støtte den ældre i at klare sig selv – i længst mulig tid. Det ville både være bedre – og i min fars tilfælde også billigere.

Forringer mulighed for selvbestemmelse

Når det alligevel på papiret bliver dyrere, så skal det ses i sammenhæng med bestemmelsen om frit valg af leverandør. Når kommunen skal afgive en bestilling til en privat leverandør på en opgave, så er det nødvendigt at aftale præcist, hvad der skal laves, og hvad leverandøren får for det.

Og i lighedens navn, skal kommunerne behandle deres egne kommunale leverandører på samme vilkår. Det forudsætter transparens i såvel ydelser som priser. Ikke af hensyn til borgeren, men af hensyn til leverandørerne.

Ud over, at det er et stort og bureaukratisk system, så forringer det også muligheden for selvbestemmelse og fleksibilitet – for både den kommunale og i den private virksomhed får altså kun betaling for det, der er aftalt – hverken mere eller mindre. 

I praksis har det betydet, at borgernes frie valg er reduceret til spørgsmål om logo på firmabilen – mens de opgaver, som skal løses, er defineret i ydelseskataloger. 

Mindre kan gøre det, og det giver fint mening, at regeringen i fremtiden vil forenkle ydelseskatalogerne, så man i stedet kan visiteres til nogle pakkeforløb, hvor borgeren og den ansatte i fællesskab aftaler, hvad der skal laves.

Regeringen kalder det helhedspleje, selv om ældreudspillet af uransagelige grunde er skrællet for sundhed. Men ideen om helhedspleje, som kan varetages af mindre tværfaglige teams, som selv kan regulere hjælpen efter behov, er afgjort et skridt i den rigtige retning. 

Ulige konkurrence

Men hvis vi skal komme i mål med det, så må private leverandører melde sig på banen med en all-inclusive model, hvor de varetager alle opgaver i borgerens hjem – nøjagtigt sådan som kommunerne også gør det. 

I sådan en model må man nødvendigvis skrive et element ud af de private leverandørers forretningsmodel. For det harmonerer skidt, at man som leverandør både får ansvaret for – i samarbejde med borgeren, at aftale hvordan man får løst de opgaver, der skal løses – og samtidig har en kommerciel interesse i at sælge tilkøbsydelser. Og det skaber ulige konkurrence, for den kommunale hjemmepleje må ikke tilbyde tilkøbsydelser.

Og muligheden for at tilbyde tilkøbsydelser skaber også nye problemer, for det forudsætter jo ret beset, at vi aftaler en bund, som alle har ret til – mens de bedst stillede så kan købe sig til resten. Det kan blive en regulær glidebane, og vil for alvor betyde en opdeling i A- og B hold. 

Jeg nærer ingen illusioner om, at private leverandører ikke skal være en del af ældreplejen i fremtiden. Men hånden på hjertet – så er der stadig lang vej til reel selvbestemmelse, hvis vi kun kan vælge, hvilken leverandør der skal løse opgaverne. Og det er jo ærlig talt en skam, hvis regeringen ikke benytter lejligheden til reelt at sikre, at det for alvor skal være slut med at lade strukturer og erhvervsvilkår vægte over borgerens frihed til selv at bestemme den nødvendige hjælp. For de fleste ældre kræver sådan set ikke andet!