
Ældreordførerne Pernille Vermund (t.v., LA), Lotte Rod (R) og Marlene Harpsøe (DD) vil have regeringen til at tænke sundhed med ind i ældreområdet. - Foto: Christina Yoon / NB-Ældre
Ældreordfører: Ældreaftale bør genåbnes efter Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger
Hvis regeringen insisterer på at lukke en ældreaftale uden at tage hensyn til sundhedsområdet, så bør man genbesøge aftalen, efter Sundhedsstrukturkommissionen kommer med sine anbefalinger, mener ældreordfører.
Udgivet: 12/03/2024
Liberal Alliance vil have skrevet ind i ældreaftalen, at man genbesøger aftalen, når man ved, hvilke anbefalinger, der kommer fra Sundhedsstrukturkommissionen.
Det slår ældreordfører Pernille Vermund (LA) fast over for NB-Ældre, da vi møder ældreordførerne ude foran Ældreministeriet tirsdag eftermiddag, kort inden forhandlingerne om den nye ældrelov gik i gang klokken 16.
"Vi presser på fra Liberal Alliances side, at vi skal skrive ind i aftaleteksten, at vi forpligter hinanden på, at når Sundhedsstrukturkommissionen er kommet med deres anbefalinger, så er der en stor del af ældreplejen, som vi bliver nødt til at genbesøge. Så skal vi potentielt ændre i aftalen. Men noget af det, vi aftaler, bliver der først lovgivet om i det kommende folketingsår (fra oktober 2024 og frem, red.), derfor kan man sagtens bygge videre på sådan en aftale," siger Pernille Vermund.
Samtlige oppositionspartier vil have sundhed tænkt med ind i ældreloven, men flere ældreordførere slår fast tirsdag eftermiddag, at de ikke oplever lydhørhed fra regeringens side. Hvis regeringen vil trumfe sit flertal igennem, betyder det, at personalet på ældreområdet skal orientere sig i både ældreloven og sundhedsloven for hele tre ud af fire plejemodtagere, viser en ny analyse fra NB-Ældre tidligere i dag. Det er kun omkring 25 procent af dem, som er visiteret til personlig pleje, som ikke også modtager sygepleje. På Landeland er det kun 8,3 procent.
Sundhed- og ældreområdet skal samtænkes
Liberal Alliance står langt fra alene i deres kritik af, at regeringen ikke har taget hensyn til flertallet af de plejekrævende ældre, som også har en sygdom, i deres ældreudspil.
"Vi tager det op igen og igen over for regeringen og siger, at man ikke kan skille ældre- og sundhedspolitik fra hinanden. Det er én og samme ting, derfor er det også vigtigt at koble de to ting i forhandlingerne. Borgerne skal jo opleve, at der er en sammenhængende indsats omkring dem," forklarer ældreordfører Marlene Harpsøe (DD) til NB-Ældre lige inden forhandlingerne går i gang.
"I Danmarksdemokraterne oplever vi ikke lydhørhed fra regeringen. De vil meget gerne have en ny ældrelov hurtigt igennem."
Hos Radikale Venstre frygter man ikke blot, at de ansatte skal orientere sig i to love, men i hele tre love fremover. Det vil sige, ældreloven, sundhedsloven og serviceloven. Det kan blive tilfældet, hvis nogle af de 75 procent ældre, der også har en sygdom tilmed har et handicap, som skal håndteres efter serviceloven.
"Vi ønsker at forhandle det samlet. Jeg er bange for, at hvis vi tager ældreområdet ud og har det som en selvstændig lov, så kan det være, der bare bliver tre forskellige love frem for to love. Så ender det med at blive mere besværligt," siger ældreordfører Lotte Rod (R).
Kritik af regeringen
For den tidligere S-regering var det ellers en selvfølge, at sundhed og ældre skulle tænkes sammen.
"Selvfølgelig skal vi sørge for bedre sammenhæng mellem sundhedsvæsenet og den kommunale indsats for ældre, der modtager pleje og omsorg," skrev den daværende ældreminister Astrid Krag (S) til NB-Økonomi tilbage i april 2022.
Men Socialdemokratiet har ikke i den nye SVM-regering været lige så stålfast. Mette Frederiksen (S) forklarede til pressemødet om ældrereformen, at sundhed- og ældreområdet sagtens kunne "mødes" på et senere tidspunkt.
Pernille Vermund langer ud efter især Moderaternes partiformand Lars Løkke Rasmussen for ikke at tænke de store og komplicerede løsninger sammen på sundhed- og ældreområdet, frem for at gå efter en mere populistisk dagsorden, hvor man får en masse omtale.
"Jeg synes, at det peger i retning af det modsatte af det, som Lars Løkke Rasmussen var ude at bruge som argument for at danne en regeringen hen over midten. Nemlig at de store og svære beslutninger, de skulle ikke drukne i kampen om at komme frem på scenen - det vil sige komme ud og præsentere det ene forslag foran det andet. Det er jo det, man gør her med først ældreområdet dernæst sundhedsområdet," siger Pernille Vermund og tilføjer, inden hun skynder sig ind i Ældreministeriet:
"Det lugter af, man gerne vil præsentere en ældrelov, selv om det er en halvfærdig aftale, fordi sundhedsområdet ikke kommer med," siger hun.
SVM-regeringen sendte tre ministre til forhandlingen. Ældreminister Mette Kierkgaard (M), udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S) og økonomiminister Stephanie Lose (V). Forhandlingsparterne mødes både tirsdag, onsdag og fredag i denne uge.
Sidst opdateret: 12/03/2024 - 17:20










































