Tre ud af fire plejemodtagere får også sygepleje

Hovedparten af de borgere, som er visiteret til personlig pleje, modtager også sygepleje, viser nye beregninger. Se hvordan tallene ser ud i din kommune.

Udgivet: 12/03/2024

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

Der er stort overlap mellem de borgere, der modtager hjemmehjælp i form af personlig pleje og dem, som modtager hjemmesygepleje.

Det viser beregninger, som NB-Ældre har lavet på baggrund af et særudtræk fra Danmarks Statistik.

75 procent af dem, som er visiteret til personlig pleje, modtager også sygepleje, viser beregningerne på baggrund af data fra 2022.

Og netop derfor burde ældrereformen også inddrage sygeplejen, påpeger Pia Kürstein Kjellberg, projektchef hos VIVE.

“Det bekræfter, at sygepleje er en væsentlig del af helheden for de borgere, som modtager personlig pleje. Når man ønsker helhedspleje på ældreområdet, så er det ikke bare oplagt at tænke sygeplejen med, det er også en udfordring, når det ikke er tænkt med,” siger Pia Kürstein Kjellberg, som har forsket i sundheds- og ældreområdets organisation, styring og ledelse i over 25 år.

Forhandlingerne om ældrereformen er i fuld gang og både ældredirektørerne og oppositionspartierne har i NB-Ældre allerede udtrykt deres frustration over, at sygeplejen ikke er medtænkt i ældrereformen. Beregningerne er interessante, fordi de bekræfter behovet for en sammentænkning.

(Artiklen fortsætter under kortet)

Fik du læst?

Ældredirektører enige: Dette er det største problem ved ældreloven

“Jeg håber, tror og forventer, at ældreudspillet bliver justeret, så sygeplejen kommer med. Borgerne har brug for, at hjemme- og sygeplejen bliver sammentænkt. Både fra kommunalt niveau, fra hele oppositionen og fra alle de faglige miljøer, der står folk og peger på, at det her er en gennemgående problematik. Så kan man da godt forvente, at der er en form for lydhørhed,” siger hun og henviser igen til manglen på sundhed i ældreudspillet.

Og problemstillingen med overlap mellem hjemmeplejemodtagere og sygeplejemodtagere bliver kun større, påpeger projektchefen.

“Tendensen på landsplan er, at der kommer flere og flere af de tunge borgere. Så vi må også forvente et endnu større overlap,” forklarer hun.

Dosisdispensering kan forklare forskelle

Langeland Kommune er den kommune, hvor flest personlig pleje visiterede borgere også modtager sygepleje. Her er andelen helt oppe på 92 procent. Også kommuner som Læsø, Stevns, Viborg og Bornholm ligger i den høje ende.

Den laveste andel finder man i Høje-Taastrup, hvor 'kun' 47 procent visiterede til personlig pleje også modtager sygepleje. I den lave ende ligger også kommunerne København, Frederikshavn og Jammerbugt, som allerede har en andel under 60 procent.

Pia Kürstein Kjellberg peger på to mulige forklaringer på, hvorfor der er stor forskel mellem kommunerne.

“Jo færre lettere borgere kommunerne har, jo mindre overlap vil der være. Hvis kommunen derimod har mange komplekse borgere, vil der være flere, som både får personlig pleje og sygepleje,” siger hun.

Derudover kan forskellene også hænge sammen med graden af dosisdispenseret medicin i de enkelte kommuner, da en stor del af sygeplejen handler om medicinadministration.

“Det kan være udtryk for, hvor gode kommunerne har været til at overgå til dosisdispensering. Indførelse af dosisdispensering betyder, at der er nogle borgere, som bliver selvhjulpne på ydelsesdelen på sundhedslovsdelen,” forklarer projektchef.

I Stevns Kommune, som er en af de kommuner med mange plejemodtagere, som også modtager sygepleje, bekræfter ældredirektør Ralf Klitgaard Jensen, at kommunen netop ikke har haft held til at komme i gang med dosisdispenseret medicin.

Det samme siger direktør Ann Hermansen fra Hedensted Kommune, hvor de også har en stor andel plejemodtagere, som får sygepleje. Hun peger dog også på, at manglen på sosu'er kan være en forklaring i Hedensted Kommune.

“Vi har svært ved at rekruttere sosu-assistenter, så derfor har vi relativt flere sygeplejersker ansat end i andre kommuner. Nogle af plejeopgaverne kan derfor være kommet over som sygeplejeopgaver i stedet," siger Ann Hermansen.

Sidst opdateret: 14/03/2024 - 12:40

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]