
Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (M) slog begge fast, at ældreområdet kan blive påvirket senere hen med sundhedstiltag, når Sundhedsstrukturkommissionen kommer med sine anbefalinger om nogle måneder. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Regeringen vil først se på sundhedstilsyn på ældreområdet senere
Ældrereformen har ikke fokus på at afbureaukratisere sundhedstilsynene, der påvirker ældreområdet. Det kan dog komme senere, når regeringen skal se på Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger, siger Lars Løkke (M) til NB-Ældre.
Udgivet: 30/01/2024
Ældreloven og ældrereformen er ikke færdigbagt. Selvom regeringen vil afbureaukratisere tilsyn på ældreområdet, så har ministrene endnu ikke taget stilling til, hvad der skal ske med de mange nye tilsyn, der opstår på sundhedsområdet, der påvirker ældreplejen.
Her venter SVM-regeringen på Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til NB-Ældre til pressemødet om den nye ældrereform og ældrelov på et plejehjem i Kolding.
"Nu spiller vi ud med det her (ældreudspil, red.), og så sidder der jo en Sundhedsstrukturkommission, der kommer (med anbefalinger, red.) senere i foråret. Det kommer regeringen jo til at tage ned, og der kan bestemt være ting i den måde, vi har tilrettelagt vores sundhedsvæsen på, som skal gøres anderledes i forhold til ældreområdet," understreger Lars Løkke Rasmussen.
Regeringen har med ældrereformen proklameret, at de ønsker at fjerne de kommunale ældretilsyn og Styrelsen for Patientsikkerheds ældretilsyn og erstatte det er et nyt tværkommunalt tilsyn. Men Styrelsen for Patientsikkerhed har sidste år tilføjet hele fire nye sundhedstilsyn, der påvirker plejeområdet.
Sundhed skal flettes ind i ældreområdet senere
Regeringen mener, at de har ventet længe nok på at komme med ældrereformen, så de har ikke villet vente yderligere få måneder, så de kunne samtænke sundhed og ældreområdet.
I stedet lægger regeringen op til, at sundhedsområdet bliver noget, der skal kobles på ældreområdet hen ad vejen. Ældrereformen skal derfor ikke ses som et færdigt svendestykke, der kan nemlig komme sundhedselementer på senere hen.
Statsminister Mette Frederiksen (S) slog dog fast under pressemødet, at ældreloven og den nye indretning med helhedspleje står fast, uanset hvad der sker på sundhedsområdet. Retningen på plejen er dermed fast, men man kan flette sundhed ind i ældreområdet på længere sigt.
"Alle er bevidste om, at det her selvfølgelig ikke kan ses isoleret fra en kommende sundhedsreform. Omvendt har vi heller ikke noget lyst til at vente, fordi vi kommer til at diskutere mange forskellige ting på sundhedsområdet," sagde Mette Frederiksen på pressemødet.
"Så vi tror sådan set godt med det, vi lægger frem nu, og den grundlæggende idé om helhedsplejen, at de to ting (ældre og sundhed, red.) kan mødes på et senere tidspunkt."
Sidst opdateret: 30/01/2024 - 11:40










































