Af Anne Frølich, professor ved Københavns Universitet, forsker i sammenhængende patientforløb

Lige nu afventer vi udspillet fra Sundhedsstrukturkommissionen. Jesper Fisker har bebudet, at vi får vi tre til fire organisatoriske bud på, hvordan vi bedst organiserer fremtidens sundhedsvæsen ”når bøgen springer ud”, citat fra multisygdomskonference på Christiansborg den 9. januar. Udspillet forventes at indeholde forslag til, hvordan vi bedst tackler de største udfordringer i det danske sundhedsvæsen.

Blandt flere udfordringer er den ændrede demografi i forekomsten af kroniske sygdomme herunder i særdeleshed multisygdom en helt central udfordring. Vi ser ind i en aldrende befolkning, der lever længere med en eller flere kroniske sygdomme. Cirka 25 pct. af den danske befolkning er i dag multisyge og forekomsten af multisygdom forventes at stige med 1,4 pct. om året i de kommende år.

Stigningen i forekomsten af kroniske sygdomme og multisygdom tilskrives både en genuin stigning af sygdommene i befolkningen, men også forbedrede diagnose- og behandlingsmuligheder. Stigende alder er den vigtigste risikofaktor for multisygdom, desuden rammes kvinder hyppigere, og lav social position er også en væsentlig faktor. Multisygdom defineres simpelt som det at samme menneske lider af to eller flere samtidige kroniske sygdomme. Patienter med multisygdom er en central årsag til, at vi må se på organiseringen af vores sundhedsvæsen.

Sammenhæng for kompleks multisyge

Den nuværende organisering af sundhedsvæsenet betyder, at læger og sygeplejersker varetager behandlingen af multisygdom, som var de enkeltsygdomme, det vil sige i silo-opdelte specialer. Det betyder, at patienterne med flere samtidige sygdomme ofte oplever mange besøg både hos egen læge, på hospitalet og i kommunen.

De mennesker, som har en særlig høj sygdoms- og behandlerbyrde, er dem vi betegner ”kompleks multisyge”. De kompleks multisyge beskriver deres forløb i sundhedsvæsenet som fragmenterede med manglende sammenhæng, væsentlige informationer går tabt, når de skifter organisation og komplekse problemstillinger, som kroniske smerter og psykisk sygdom overses.

Patienterne føler sig ofte utrygge ved den medicinske behandling, som ofte omfatter en del receptpligtig medicin. Der er desuden meget der tyder på, at der foregår både et over- og underforbrug sted af sundhedsfaglige ydelser i disse patientgrupper. Gruppen af kompleks multisyge mennesker udgør samlet omkring 5-15 pct. af gruppen af multisyge.

Det bliver derfor helt centralt for den nye organisering af sundhedsvæsenet at sikre, at særligt gruppen af kompleks multisyge mennesker tilbydes forløb, der ”hænger sammen”. Dette forudsætter gode samarbejder mellem patientens forskellige behandlingssteder, deling af data og generelle informationer. Desuden tyder meget på, at det også er grundlæggende, at de underliggende incitamenter mellem organisationerne hænger sammen.

Tænkning i nye baner

Baseret på både nationale og internationale erfaringer er viden om hensigtsmæssig organisering af sundhedsvæsenet i forhold til patienter med multisygdom relativt sparsom. Gennem de sidste 10-15 år er en række forskellige organisatoriske modeller for indretning af sundhedsvæsenet ved multisygdom afprøvet både i Danmark og internationalt.

I et tidligere studie i almen praksis fandtes, at forlængede konsultationer for patienter med kompleks multisygdom, uddannelse af sundhedspersonalet samt øget tværsektorielt samarbejde førte til større tilfredshed blandt både personale og patienter. Denne indsats er ved at blive yderligere afprøvet både i et tværregionalt projekt og i et nationalt projekt.

På Regionshospitalet i Silkeborg gennemføres to studier med fokus på multisygdom. Ved klinik for multisygdom i Silkeborg fokuserer man på at styrke samarbejdet med almen praksis om komplekst multisyge patienter. Projektets resultater konkluderer, at samarbejdet er øget mellem flere kliniske discipliner, dvs. den specialiserede behandling i hospitalet og almen praksis for kompleks multisyge patienter. De medicinskes ambulatorier har vist, at en ny organisatorisk intervention med multidisciplinære ambulatorieforløb for patienter med multisygdom kunne samle 15 pct. af ambulatoriebesøg til at foregå på samme dag og at blodprøve antallet blev reduceret med 20 pct.

Det er dermed helt centralt, at den nye organisering af sundhedsvæsenet, er med til at sikre sammenhængende patientforløb for gruppen af multisyge mennesker med kompleks multisygdom. Desuden er der i høj grad brug for innovation og ”tænkning i nye baner” for inddragelse af nye teknologier for at opnå et sammenhængende sundhedsvæsen.