Af Jens Bejer Damgaard, pleje- og rehabiliteringschef, Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune 

Hvis faste teams under serviceloven skal levere helhedspleje. Hvad kalder man det så, når teams favner og leverer ydelser efter både serviceloven og sundhedsloven? 

Udspillet til ny ældrelov fokuserer på servicelovens ydelser. Men for rigtig mange borgere gælder det, at de modtager ydelser efter sundhedsloven. Det ved de bare ikke – eller de tænker ikke over det. For borgerne kommer der ”én fra kommunen”. Udspillet rummer imidlertid muligheden for, at kommunerne kan lade faste teams levere ydelser til borgerne fra både servicelov og sundhedslov. Men det er op til kommunerne at indrette sig på det. 

Lad os se nærmere på dilemmaet. De borgere, der i dag modtager ydelser efter serviceloven er enten svækkede eller har en nedsat funktionsevne. Det søger kommunerne at kompensere for på forskellig vis. Men langt de fleste af disse borgere har også en eller flere (kroniske) sygdomme. Denne meget store gruppe af borgere modtager altså ydelser – ofte leveret af kommunen – efter begge lovgivninger.  

Ydelser efter serviceloven er omfattet af bestemmelserne om frit valg, mens det er kommunerne, der leverer kommunal (hjemme-)sygepleje efter sundhedsloven og efter ordination fra praktiserende læger eller hospitalslæger. 

I nogle kommuner, fx i Aarhus Kommune, har man taget konsekvensen af sammenblandingen og organiseret sig således, at de enkelte teams kan levere ydelser efter begge lovgivninger. Lederen af de enkelte teams disponerer således over social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, fysioterapeuter og ergoterapeuter.  

Det er nemlig afgørende for at opnå et andet mål for borgerne: Så få forskellige medarbejdere i hjemmet som muligt.  

For at det kan lykkes, er man nødt til at tænke alle ydelser sammen. Både dem der leveres efter serviceloven og efter sundhedsloven.  

Tænk ydelserne sammen

I praksis: Hvis sygeplejersken skal levere en ydelse til en borger omkring kl. 12 – kan han/hun så ikke også smøre en frokostmad? Kan en terapeut – i et rehabiliterende sigte – ikke hjælpe med et toiletbesøg? Kan en social- og sundhedshjælper ikke stå for noget af træningsindsatsen i hjemmet? Ja – dybest set, hvornår er en ydelse ikke en sundhedsydelse?  

Ad denne lille argumentationskæde følger: Kommunerne bør med den nye ældrelov tænke de kommunale sundhedslovsydelser sammen med servicelovsydelserne. Det vil betyde, at man reelt i de enkelte teams kunne øge kvalitet og kontinuitet for borgerne. De faste teams bliver med andre ord til tværfaglige faste teams.  

Det er nødvendigt, fordi antallet af ydelser efter sundhedsloven stiger ganske kraftigt, hvilket formentlig skyldes en højere grad af kompleksitet i de ydelser, borgerne har behov for. Antallet af visiterede i sygplejetimer i Aarhus Kommune steg i løbet af 2023 med 11 pct. på ét år.  

Derfor en opfordring til kommunerne: Tænk nu mulighederne ud fra et borgerperspektiv – ikke fra et systemperspektiv. Borgerne er ”ligeglade” med hvilke lov, ydelserne leveres efter. Men kommunerne kan skabe bedre rammer for, at leverandørerne kan leve op til borgernes ønske om 1) kvalitet og 2) kontinuitet – og i dén rækkefølge!