
Ældreministeren havde fokus på frihed i sin tale til KL's Ældre- og Sundhedskonference. NB-Ældre interviewede hende på konferencen om ældrechefernes fremtidige rolle. - Foto: Rikke Gundersen / NB-Ældre
Ældreminister: Kommunerne skal have nye ledelseskompetencer med ældrereform
Chefer på ældreområdet i kommunerne skal have mere fokus på at lede selvstyrende teams, når en ny ældrereform skal implementeres. Det siger ældreministeren til NB-Ældre.
Udgivet: 12/10/2023
Forvaltningschefer på ældreområdet i kommunerne skal indstille sig på at opbygge nye kompetencer, når en ny ældrereform bliver til virkelighed. Det siger ældreminister Mette Kierkgaard (M).
Chefer på ældreområdet skal i fremtiden kunne lede selvledende teams, frem for at udstikke konkrete opgaver og krydse tjeklister af.
"Vi vil gerne have beslutningskompetencerne helt ud til medarbejderne tæt på de ældre, så de skal være dygtigere til at træffe nogle faglige kvalificerede beslutninger," siger Mette Kierkgaard til NB-Ældre i et interview til KL's Ældre- og Sundhedskonference i Kolding torsdag og tilføjer, at det vil kræve nye ledelseskompetencer til cheferne.
"I stedet for at løse konkrete anviste opgaver, og de skal krydse af her og der - det hedder en direktiv ledelse - så skal ledere have en mere faciliterende ledelse."
I en tale tidligere på konferencen, prøvede Ulrik Kjær, der er professor i blandt andet kommunalpolitik på Syddansk Universitet (SDU), at forklare, hvordan han opfatter regeringens afgrænsning af frihed. Han peger ligesom ministeren på, at det er frihed til medarbejderne tæt på den ældre borger. Men han satte som et lidt provokerende indslag spørgsmålstegn ved, hvor det efterlader ældrechefen.
Men det vil ældreministeren gerne komme med et bud på.
"Ledere skal dygtiggør medarbejderen til selv at træffe beslutninger," siger Mette Kierkgaard og fortsætter:
"Det er ikke altid, at en nyuddannet social- og sundhedsassistent ved, hvad en hjemmesygeplejerske eller fysioterapeut laver."
Ældreministeren understreger dog, at det ikke kommer til at blive op til regeringen, hvordan ledernes rolle skal fyldes ud i fremtiden. Det skal kommunalbestyrelserne og direktionen i kommunerne fastlægge. Hun har dog selv erfaring med at lede selvstyrende teams, hvorfor hun gerne ville dele sine egne oplevelser og anbefalinger om den form for ledelse.
"Den lokale tilrettelæggelse skal være lokal ud fra de ressourcer og kompetencer, man har til rådighed i sin kommune. Men nu skal jeg ikke blande mig i, hvordan en kommune opbygger deres ledelseshierarkier," siger ministeren.
Medarbejderen skal sættes mere fri - men det betyder ikke total frihed
Ulrik Kjær rejser også spørgsmålet, om der kan komme en afspecialisering af ældreområdet, hvis man lægger alle beslutningskompetencer og friheden ud til den enkelte medarbejder.
Ministeren er ikke tilhænger af den totale decentralisering eller anarki i kommunerne, hvor hvert enkelt medarbejder eller plejested har den totale frihed til at gøre hvad som helst, uanset den faglige kvalitet. Hun forestiller sig i stedet, at de selvstyrende teams kan bruge ledelseslaget til faglig sparing, hvor central viden er samlet.
"Jeg ved, at man ikke bare kan give teams totalt fri. Så sætter man dem også fri til noget farligt, hvis man ikke sikrer, hvordan man samarbejder på tværs," siger hun.
"Det er vigtigt for mig, at vi ikke får decentralisering tilbage. Vi skal ikke tilbage til, at vi bare gør, hvad vi vil. Det er også derfor, jeg lægger vægt på hele kvalitetstænkningen."
Derfor vil det også kræve tværfaglige kompetencer at lede faste og selvledende teams, som er den rolle, chefer på ældreområdet kan udfylde i fremtiden, forudser Mette Kierkgaard.
Opdateret kl. 19.15 ældrechefer er blandt andet ændret til chefer på ældreområdet og rubrik præciseret.
Sidst opdateret: 13/10/2023 - 10:40
Emner: Ældreminister





































