
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) var både på messe, hospitalsbesøg og plejehjemsbesøg, da hun var i Sydkorea og Japan for at blive inspireret af velfærdsteknologier i oktober. - Foto: Social-, bolig- og Ældreministeriet
Disse velfærdsteknologier har ældreministeren set på i Japan og Sydkorea
Ældreministeren har været i Japan og Sydkorea for at se på nye velfærdsteknologier til ældreplejen. Her er nogle af de teknologier, hun har set nærmere på.
Udgivet: 16/11/2023
Velfærdsteknologier spiller en større og større rolle i kommunerne. Både til at frigive tid, men også for at aflaste de ansatte og forbedre deres arbejdsmiljø.
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) var på teknologirejse til Japan og Sydkorea fra 23 til 30. oktober i år. NB-Ældre har undersøgt, hvilke teknologier på sundheds- og ældreområdet, som ministeren blev introduceret for.
Social-, bolig- og ældreministeriet har sendt en liste med nogle af de teknologier, som ældreministeren har set på, som vi gennemgår nedenfor.
Ældreloven og ældrereformen forventes at blive præsenteret inden årets udgang. Nye velfærdsteknologier kan ende med at spille en rolle i forhold til, hvordan man kan frigive tid fra personalet til mere borgernær service. Flere kommunerne er allerede i fuld gang med at implementere og afprøve forskellige velfærdsteknologier, den proces kan blive accelereret de kommende år.
Se udvalgte teknologiområder nedenfor.
Frigivelse af tid og ressourcer
En app, der har "tale-til-tekst teknologi" indbygget, hvilket betyder, at de ansatte kan tale i et headset, uden at bruge hænderne, når de skal have dokumentation og data struktureret. App'en "opsamler det indtalte til struktureret data, frem for at dokumentere på en computer eller tablet, hvilket sparer tid på dokumentation," skriver ministeriet i listen.
Teknologien kommer fra producenten Carekarte.
Ministeren har også set en vaskerobot, hvor borgeren på en kørestol kan køres ind i et bad, som vasker borgeren uden faldrisiko og assisteret af én medarbejder frem for to.
Producent: Uvist
På et hospital i Sydkorea, så ministeren også en række teknologier. Det var blandt andet "leveringsrobotter, der for eksempel kan hente og bringe den korrekte medicin ud til patienterne", "robotter, der kan desinficere gulvene på patientstuerne" og "robotter, der blandt andet kan informere patienterne om praktiske ting i forbindelse med en indlæggelse," skriver ministeriet.
Producenter: Uvisse
Forbedringer af arbejdsmiljø
Der var også teknologier til stede, som har potentiale til at minimere rygskader blandt medarbejderne.
"For eksempel var den japanske teknologi, Hug. Den hjælper ældre borgere fra seng til kørestol og så videre, og reducerer dermed risikoen for rygskader hos de ansatte," står der på listen. Robotten har dog ikke gjort alle de ansatte glade i Japan, da nogle synes, den er for besværlig at bruge.
Producenten er Fuji Machine Manufacturing.
Dataindsamling, der kan forbedre borgerens hverdag
Ældreministeren har også interesseret sig for sensorer. I Japan så hun blandt andet på "sensorteknologier, herunder faldsensor og søvnsensor, som medarbejdere kan monitorere data fra samlet på en skærm," står der samt:
"Elektriske rollatorer, som støtter borgeren og justerer aflastningen afhængigt af, om borgeren går op eller ned ad bakke."
Begge producenter er uvist.
Sidst opdateret: 16/11/2023 - 13:22
Emner: Ældreminister, Velfærdsteknologi





































