Hvis vagtplanerne i ældreplejen skal tilpasses efter de enkelte ansattes ønsker, så kræver det løbende ændringer og mere fleksibilitet fra planlæggernes side.

Hvis vagtplanerne i ældreplejen skal tilpasses efter de enkelte ansattes ønsker, så kræver det løbende ændringer og mere fleksibilitet fra planlæggernes side. - Foto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Sådan arbejder plejehjem i Viborg med fleksible vagtskemaer og lange vagter

Flere kommuner er i øjeblikket i gang med at eksperimentere med fleksible vagtplaner. Det skal blandt andet få flere op i tid og sænke sygefraværet, lyder det fra en af kommunerne.

Udgivet: 07/12/2023

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Plejehjemmet Kildehaven i Viborg Kommune forsøger at få mere fleksible vagtplaner, hvor de ansatte kan få 10- og 12-timers vagter, møde senere end normalt eller bytte deres weekendvagter.

Håbet er at høste flere gevinster på samme tid. Flere sosu'er har måske lyst til at gå op i tid, fordi de i højere grad har indflydelse på deres arbejdstid. Det samme gælder arbejdsglæden, som gerne skulle gå med op i takt med, at man kan få fri eller møde senere, hvis man skal have logistikken til at gå op i privatlivet, når børn skal hentes og bringes fra daginstitutionen.

Begge dele kan måske reducere sygefraværet, og minimere brugen af vikarer. Det er en udfordring, langt de fleste kommuner står med. Derfor er flere kommuner også i gang med at eksperimentere med, hvordan man kan tilrettelægge dagene for medarbejderne mere fleksible.

"Vi har virkelig lagt os i selen for at sige, at vi vil prøve at imødekomme den enkeltes behov i en langt højere grad, end vi gør i dag," siger Annette Sofie Kirstine Jensen, der er centerleder på plejehjem Kildehaven i Viborg Kommune til NB-Ældre.

Annette Sofie Kirstine Jensen forklarer, at et vagtlag i mange kommuner er bundet op på faste tidspunkter i tre lag, der hedder dag-, aften-, og nattevagter. Men de faste skemaer passer utrolig dårligt til personalets familier, der ikke nødvendigvis har en lægetid uden for de lag eller muligheden for at aflevere børn inden kl. 7 eller lignende.

"Vi har spurgt samtlige medarbejdere, hvad der ville være attraktivt ved arbejdet, eller hvad de synes er svært ved arbejdet. Så er der nogle, der har sagt, at hvis bare de kunne møde et kvarter senere, så ville de kunne aflevere deres børn uden at være stresset, fordi arbejdslivet ikke har harmoneret med familielivet," siger Annette Sofie Kirstine Jensen, som sammen med vagtplanlæggerne har fundet løsninger tilpasset de ansattes behov.

"Andre kunne måske godt tænke sig færre arbejdsdage, uden at gå ned i tid. Så betyder det jo, at arbejdsdagen bliver længere, og der har vi kunnet tilbyde længere vagter. Jeg kan selvfølgelig ikke tilbyde, at folk slet ikke kan arbejde i weekenden. Så der er jeg afhængig af, at alle tager del i weekenddækningen, for så er der også færre weekendvagter til alle," pointerer Annette Sofie Kirstine Jensen.

Der er dog fleksibilitet, hvis man for eksempel har særlige ønsker om fri i bestemte weekender.

Nye vagtplaner har givet blod, sved og tårer

Vagtplanlægningen har dog ikke været en dans på roser. Der har også været torne på de roser, som krævede, at Annette Sofie Kirstine Jensen som leder måtte træde til med vejledning.

"Det er et kæmpe arbejde umiddelbart, for så skal vi lave vagtplaner om hele tiden. Det er udfordringen ved det. Der er meget koordinering i det. Der prøver vi virkelig at sige, at det er konsekvensen, som vi kommer til at få, fordi vi ønsker, at folk skal kunne få privatliv og arbejdsliv til at hænge sammen i et fag, der har åbent 24/7," siger hun.

Det har ikke altid været lige let for vagtplanlæggerne konstant at rykke rundt i medarbejdernes ønsker.

"Vi har to vagtplanlæggere, og jeg kan godt se, at håret stritter på dem, når jeg kommer og siger, at nu har hende her ønsket at gå to timer op eller ned. Så kigger de på mig og siger “for helvede Annette, det har du ikke lovet dem vel?”. Det er den tankegang, vi har, at det er et stort stykke arbejde at planlægge, og om vi kan blive fri for det arbejde," siger hun.

"Her er jeg blevet kendt for at sige, at hvis du er ansat til at passe telefoner, så kan du ikke blive irriteret hver gang, telefonen ringer. Nu er du så ansat til at lave vagtplan, så kan man ikke sige, det er træls, når nogen kommer og skal have ændret deres vagt, for det er det, som er opgaven. Når jeg siger det, så griner de," siger centerlederen.

Annette Sofie Kirstine Jensen siger også, at vagtplanlæggerne er blevet mere rolige, efter hun har forsikret dem om, at der heller ikke er en forventning om, at der skal leveres en færdig vagtplan, der er fuldstændig skråsikker det næste halve år. Det er heller ikke det, der er målet.

"Det handler om at forstå, at vagtplanlægning ikke er noget, man bliver færdig med, det er noget, man hele tiden løbende justerer og prøver af," siger Annette Sofie Kirstine Jensen.

De to ansatte, der delvist styrer vagtplanlægningen, har hun fundet blandt sine medarbejdere, da de havde et ønske om at prøve kræfter med mere administrativt arbejde. Ifølge Annette Sofie Kirstine Jensen ville det være kontraproduktivt, hvis ikke hun satte medarbejdere på opgaven, som ikke allerede havde et ønske om den type af arbejde, for så ville de søge ind i et andet fagområde.

Er din kommune allerede kommet langt med fleksible vagtplaner og har målbar succes med det? Så skriv endelig til os på [email protected].

Sidst opdateret: 24/06/2024 - 12:41

Emner: Ældrepleje

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]