I nogle kommuner bliver de nødt til at skære i rengøringen til de ældre, andre steder går kommunernes pressede økonomi ud over aktivitetstilbuddene til de ældre.

I nogle kommuner bliver de nødt til at skære i rengøringen til de ældre, andre steder går kommunernes pressede økonomi ud over aktivitetstilbuddene til de ældre. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Så mange kommuner vil reducere serviceniveauet for de ældre

34 ud af 48 kommuner forventer at skulle give de ældre med behov for hjælp en dårligere service til næste år. KL's udvalgsformand kalder det “en rigtig trist situation”.

Udgivet: 19/09/2023

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

Kommunerne er i øjeblikket ved at forhandle næste års budgetter. Og her vil besparelser på ældreområdet være et udbredt vilkår. Det viser en rundspørge, som NB-Ældre har lavet til alle landets ældredirektører i kommunerne.

Næsten tre ud af fire af de 48 kommuner, som har svaret på NB-Ældres rundspørge, forventer at serviceniveauet over for de ældre i kommunen vil blive reduceret næste år. 13 forventer ingen besparelser over for de ældre.

Sisse-Marie Welling (SF), fungerende formand for Sundheds- og Ældreudvalget i KL, er ærgerlig over forholdene:

“Det er en rigtig trist situation, men det er den virkelighed, vi har i kommunerne,” siger udvalgsformanden, som også er sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune.

Det er ikke kun udgifterne på ældreområdet, der presser ældredirektørerne. De bliver også underlagt rammebesparelser, fordi kommunernes økonomi er presset generelt. Og så er det svært at undgå besparelser på de store velfærdsområder i kommunerne. Besparelserne har fået repræsentanter for mere end 200.000 kommunalt ansatte til at skrive et fælles brev til Folketingets politikere om deres bekymringer ved besparelserne.

(Artiklen fortsætter under figuren)

Christiansborg skal tage udfordringen seriøst

KL’s udvalgsformand håber, at politikerne på Christiansborg får øjnene op for den udfordring, kommunerne står med.

“Der er ikke sket en forventningsafstemning på Christiansborg i forhold til de krav, de stiller til dokumentation, og de øgede opgaver kommunerne står med. Hvis de frigav medarbejderne til at bruge mindre tid på dokumentation, så ville der være mere tid til borgerne,” siger borgmesteren.

Det er ikke kun næste års økonomi, som presser kommunerne. Allerede i år forventer 28 af de 48 kommuner, som har svaret på rundspørgen, at budgettet på ældreområdet bliver overskredet i 2023.

Læs også:
Ny undersøgelse: Kommuner forventer overskridelser på ældrebudgettet i år

Ekstra penge skal lukke huller

Professor ved VIVE, Kurt Houlberg, som har studeret de kommunale budgetter i over 20 år, forventer også, at kommunerne må spare på servicen over for den enkelte ældre.

“Min forventning er, at kommunerne samlet set vil øge budgetterne på ældreområdet, fordi der kommer flere ældre, men næppe så meget, at det følger med udviklingen for, hvor mange ældre der er. Så per ældre vil serviceniveauet i mange kommuner formentligt blive mindre,” siger han.

Det skyldes, at kommunernes økonomi er presset, selv om de på papiret er blevet tilført mange penge, forklarer professoren. Kommunerne har i økonomiaftalen fået 1,4 mia. kr. ekstra til, at der bliver flere småbørn og ældre. Og i forbindelse med regeringens finanslovudspil fik de yderligere 650 mio. kr.

“Når det ikke nødvendigvis sætter spor i, at kommunerne kan tilbyde et uændret serviceniveau per ældre, så handler det om, at kommunernes økonomi også er presset af andre ting,” siger Kurt Houlberg.

Han peger på, at inflationen har været høj og trukket 1,9 mia. kr. ud af kommunernes økonomi over det seneste år, som de ikke er blevet kompenseret for af staten. Udgifterne til det specialiserede socialområde er også kun gået opad de seneste fem år. Alene sidste år steg de med 1,5 mia. kr.

“Kommunerne kommer derfor ikke til at kunne bruge de ekstra penge på småbørn og ældre, fordi der skal lukkes huller andre steder,” siger Kurt Houlberg.

Rammebesparelser og ufinansieret behov

I rundspørgen peger nogle ældredirektører på, at de ældre, som har brug for hjælp, kommer til at få gjort mindre rent, andre steder går det ud over den personlige pleje og færre aktivitetstilbud.

En af de kommuner, som forventer at skulle spare på ældreområdet er Thisted Kommune.

Her skal kommunen finde ca. 17 mio. kr. på ældreområdet til næste år, hvis budgetforliget følger direktionens forslag til budget, ligesom forslaget rummer lukning af to plejecentre.

Det skyldes, at direktionens forslag rummer en rammebesparelse på 1,5 pct. af budgettet, hvilket svarer til ca. otte mio. kr. på ældreområdet. Derudover har ældreområdet et ufinansieret behov på ni mio. kr. til næste år, forklarer Tue von Påhlman, direktør for Social, Sundhed og Kultur i Thisted Kommune.

"Det ufinansierede behov skyldes eksempelvis, at vi allerede i år kan se, at der er flere borgere, som har fået plejehjemsplads i andre kommuner, der er flere borgere end forventet, som skal have hjemmepleje og endelig er de faste udgifter i hjemmeplejen steget,” siger direktøren, som er i gang med at se på, hvordan besparelserne kan gøre mindst ondt på de ældre.

Sidst opdateret: 03/10/2023 - 11:57

Emner: Ældrepleje

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]