Det er et problem, at hverken borgere, Folketinget eller frivillige foreninger kan se, hvor mange penge kommunerne afsætter til frivilligt arbejde på ældreområdet.

Sådan lyder det fra professor ved Roskilde Universitet Bent Greve – om end ikke alle eksperter er enige.

"De lokale aktører på ældreområdet har brug for at vide helt præcist, hvad der er til rådighed, uden at de skal bruge meget energi på at undersøge og spørge ind til, hvor det ligger henne," siger han med henvisning til, at nye frivillige risikerer at give op, inden de overhovedet er kommet i gang, hvis det for besværligt at finde frem til midlerne.

Årsagen er, at udgifterne ikke fremgår af kommunernes kontoplaner. Ifølge ældrelovens paragraf 7, som trådte i kraft i sommeren sidste år, skal kommunerne hvert år fastsætte et konkret beløb til støtte af det frivillige arbejde på ældreområdet – men beløbet registreres under én bred fælles konto, der dækker frivilligt socialt arbejde på tværs af både ældre-, social- og børneområdet. Det er dermed ikke muligt at se, hvad der specifikt går til ældreområdet.

Professorens anbefaling

Problemet rammer særligt nye frivillige foreninger, som endnu ikke kender systemet og ikke ved, hvor de skal henvende sig, forklarer Bent Greve, som forsker i velfærdsstat og den offentlige sektor:

"Mange af etablerede frivillige organisationer ved godt, hvem de skal spørge. Men nye aktører med friske idéer kan have svært ved at finde frem til, hvad der er til rådighed," siger han.

Og selv hvis de finder frem til det lokalt, er det næsten umuligt at sammenligne på tværs af kommuner og vide, om ens kommune prioriterer området mere eller mindre end nabokommunen. Det kræver i dag, at man manuelt skriver til samtlige 98 kommuner og beder dem indberette det.

Bent Greve anbefaler, at kommunerne får en særskilt konto i den kommunale kontoplan. Det ville gøre det muligt for frivillige foreninger at gå til kommunalbestyrelsen med konkrete tal: I nabokommunen bruger de dobbelt så meget per indbygger, hvorfor gør vi ikke det samme? Og det ville gøre det muligt at identificere, hvilke kommuner der får mest ud af deres indsats og dermed lade sig inspirere.

"Det vil jeg faktisk anbefale, så bliver det muligt at sammenligne på tværs af kommunerne – og dem, der arbejder med frivillighed på ældreområdet, kan bruge tallene til at argumentere for flere ressourcer eller pege på kommuner, der har gode erfaringer, som andre kan lære af."

En afvejning, ikke et problem

Kurt Houlberg, professor i kommunal økonomi ved Vive, ser anderledes på det. Han vil ikke kalde det et problem.

"Det er altid en afvejning i forhold til, hvor meget administrativt arbejde og bureaukrati man skal lægge over på kommunerne i forhold til at få registreret forskellige typer af udgifter," siger han.

Han peger på, at der er andre og langt større udgiftsposter i kommunerne, som man heller ikke kan følge i budgetter og regnskaber, herunder udgifter til særlig støtte i folkeskolens almindelige klasser og klima- og energisikring af kommunale bygninger.

"Det afhænger rigtig meget af, hvad det er for en interesse, man har i et bestemt område, om noget er af en sådan væsentlighed, at det kan berettige, at man pålægger kommunerne de administrative byrder, der vil være forbundet med at synliggøre det," siger han.

Bent Greve afviser dog, at det behøver at være en stor byrde.

"Det er en engangsudgift. Hvis først man har fået lagt ind i den kommunale kontoplan og også lagt ind i indberetningssystemet, så vil det ikke være nogen væsentlig merudgift for kommunerne," siger han og tilføjer:

"Kommunerne vil alligevel blive spurgt til det, og de vil alligevel være nødt til at finde oplysningerne frem. Og derfor kan man lige så godt sige, at der er nogle engangsudgifter på det her, men det betyder så, at vi på regnskabssiden ikke har et problem med at fortælle, hvad vi bruger."