Mindre hjælpemidler som rollatorer, badestole og håndtag bør i højere grad kunne udleveres uden en omfattende visitationsproces.

Det vurderer senioranalytiker Lea Graff fra Vive, som fremhæver, at det kan frigive ressourcer i kommunerne og give borgerne hurtigere hjælp.

"Det er ikke, fordi folk så begynder at hamstre rollatorer. Det er hjælpemidler, der er brug for i hverdagen, og som burde være lettere tilgængelige," siger hun.

Udtalelsen kommer i forlængelse af, at kommunale chefer over for NB-Ældre har beskrevet, hvordan omfattende dokumentationskrav i sager om hjælpemidler efter serviceloven presser både økonomi og medarbejderressourcer. Ifølge dem dokumenteres der indgående i næsten alle sager – også mindre – for at være forberedt på, at de kan ende i Ankestyrelsen.

Peger på enklere løsning

Lea Graff genkender det billede, som kommunerne tegner. Ifølge senioranalytikeren hænger de omfattende krav i sager om hjælpemidler tæt sammen med, hvordan området er reguleret. Hjælpemidler hører under serviceloven, som er mere juridisk og rettighedsbaseret end ældreloven.

"Dokumentationskravene er høje, fordi hjælpemidler er en individuel rettighed. Der er klare kriterier for, hvem der kan få dem, og afgørelserne kan prøves i Ankestyrelsen," siger hun.

Det betyder, at kommunerne skal kunne redegøre for deres afgørelser – også længe efter, at de er truffet. Samtidig handler kravene også om økonomisk kontrol, da nogle hjælpemidler kan være meget dyre.

Netop derfor giver det ifølge Lea Graff mening at skelne mellem forskellige typer hjælpemidler.

"Det er ikke de dyre biler eller større hjælpemidler, kommunerne peger på. Det er de små ting i hverdagen – badestole, håndtag og hjælpemidler til at klare sig selv," siger hun.

Hun fremhæver samtidig, at en stor del af de hjælpemidler, der gives i dag, er relativt simple og bruges bredt.

"Størstedelen af de hjælpemidler, man modtager – som for eksempel badestole eller hjælp til at tage støttestrømper på – kunne måske være noget, der ikke krævede de samme visitationsprocedurer som de større hjælpemidler," siger hun.

Et muligt spor er derfor at indføre en form for minimums- eller standardløsning for de mest anvendte hjælpemidler.

"Man kunne forestille sig et system, hvor nogle hjælpemidler i højere grad kan udleveres uden en omfattende visitation – og hvor man i stedet følger op efterfølgende," siger hun.

I dag kan der ifølge Lea Graff gå lang tid, før en sag er endeligt afgjort, hvis den bliver prøvet i klagesystemet.

"Så er der hurtigt gået et år, fra borgeren har søgt, til der ligger en endelig afgørelse," siger hun og henviser til, at sagsbehandlingstiden i Ankestyrelsen kan være omkring ti måneder.

Kan frigive ressourcer

Et enklere system for de mest anvendte hjælpemidler vil ifølge hende have klare fordele.

"Borgerne vil få hjælpemidlerne langt hurtigere. Og på kommunesiden vil det frigive ressourcer i visitationen," siger hun.

Samtidig peger hun på, at der i dag kan være et misforhold mellem ressourcerne brugt på sagsbehandling og selve hjælpemidlernes værdi.

"Når man får sat tal på det, vil jeg umiddelbart tro, at kommunerne bruger langt flere ressourcer på visitation, klagesager og omgørelser i Ankestyrelsen, end de her hjælpemidler i virkeligheden ville koste," siger hun og tilføjer:

"Bortset fra det retssikkerhedsperspektiv, der ligger i, at ydelsen går fra at være en juridisk rettighed, som kan afprøves, til noget, der potentielt kan blive mere vilkårligt, så er det svært at se de store ulemper."

En ændring af dokumentationskravene vil i sidste ende kræve politiske beslutninger, da det er politisk fastsat, hvor omfattende dokumentationen skal være, forklarer hun.