Af Mette With Hagensen (S), 1. næstformand Region Syddanmark og formand for Sundhedsråd Sydvestjylland

Kære ældreminister

Velkommen til en ministerpost og et område, der berører rigtig mange mennesker. For enten er vi selv ældre, eller også er vi tæt på nogen, der er.

Ældreområdet har stor betydning og optager de fleste borgere. Alligevel får det langt fra den opmærksomhed, det fortjener. Alt for ofte er det kun, når der opstår en skandale, og ministeren bliver kaldt til ansvar, at ældreområdet fylder i medierne. Så nyd arbejdsroen – så længe den varer.

I Danmark har vi i årevis organiseret os i sektorer: kommuner, regioner og almen praksis, hver med deres egen lovgivning, økonomi og styringslogik. Men borgerens liv følger ikke de grænser.

Borgerne er fløjtende ligeglade med, om behandling, pleje og omsorg er en regional eller kommunal opgave. Det, der betyder noget for ældre og deres pårørende, er, om der er nogen, der tager ansvar for hele forløbet.

Alt for ofte oplever de det modsatte.

Tag fat i sundhedsministeren

Når din gamle mor bliver udskrevet fra sygehuset med en behandlingsplan, forventer du helt naturligt, at kommunen fører planen ud i livet. Men i praksis skal store dele af planen først igennem en visitation. Det betyder, at der kan gå lang tid, før din mor får en toiletstol eller kommer i gang med genoptræning.

Vi bruger tid på at diskutere, hvem der skal levere en ydelse, i stedet for at tale sammen om hvad borgeren faktisk har brug for. Der går tid med gråzoner, dokumentation og afgrænsninger. Og vi kender alle eksemplerne, hvor systemet kommer til at fylde mere end mennesket. Der findes næppe en lokalpolitiker i Danmark, som ikke er blevet mødt med undren over bøvlet i overgangen mellem sygehus og hjemmepleje.

Det mest absurde eksempel! Diskussionen om, hvem der har ansvaret for noget så konkret som støttestrømper. Er det behandling – eller et hjælpemiddel? Den sag ser endelig ud til at blive løst, men problemerne stopper ikke dér.

Det er ikke værdigt. Og det er heller ikke en god måde at bruge vores fælles ressourcer på.

Derfor er mit vigtigste ønske til den nye ældreminister klart:

En folkesundhedslov.

I dag styrer vi efter forskellige lovgivninger: sundhedsloven i regionerne og serviceloven i kommunerne. Det giver forskellige logikker, rettigheder og finansieringsmodeller. Det skaber ikke bare kompleksitet, det skaber også konflikter.

Så kære ældreminister, tag fat i sundhedsministeren og få fremsat forslag til en folkesundhedslov. En lov, der samler indsatsen på tværs af behandling, pleje og forebyggelse. En lov, der tager udgangspunkt i borgerens samlede behov og ikke i systemets opdeling.

Giv sundhedsrådene en central rolle

Mit andet ønske er:

Brug de strukturer, der allerede er skabt. Systemerne skal skabe sammenhængen – ikke borgerne.

Vi behøver ikke opfinde nye samarbejdsfora. De findes allerede. Sundhedsrådene er skabt for at samle kommuner og regioner om fælles løsninger. Her sidder kommunalpolitikere og regionspolitikere ved samme bord med et fælles ansvar for det nære sundhedsvæsen.

Giv sundhedsrådene en central rolle i implementeringen af ældrereformen. Ikke kun som høringspart, men som en reel drivkraft. Hvis vi mener noget med sammenhæng, skal vi bruge de fælles politiske rum, vi allerede har etableret.

Jeg har læst ældrereformen, og meget er naturligt nok et kommunalt ansvar. Men det, vi i dag arbejder med i sundhedsrådene, er i høj grad et regionalt ansvar. Når samarbejdet fungerer den ene vej, kan det også fungere den anden.

Brug civilsamfundet aktivt

Og en opfordring:

Inddrag pårørende og civilsamfund langt mere aktivt i løsningerne.

Ikke som en erstatning for velfærdssamfundet, men som en integreret del af det. Pårørende og civilsamfund spiller en afgørende rolle i mange ældres liv. De skaber ofte kontinuitet, tryghed og overblik, når systemet ikke gør det.

Som regionalpolitiker og formand for Sundhedsråd Sydvestjylland oplever jeg hver dag, hvor stor vilje der er til samarbejde. På tværs af sektorer, på tværs af politiske niveauer og på trods af regler og begrænsninger.

Men viljen skal følges af retning.

Det er ikke systemet, der skal hænge sammen.

Det er borgerens liv.

Og det er vores opgave som politikere at få det til at hænge sammen.

Velkommen til. Jeg glæder mig til samarbejdet.