For at kommunerne kan bruge Ældreministeriets brugertilfredshedsundersøgelse for plejehjem til at udvikle plejehjemmene, som er målet, så kræver det klarhed omkring brugbarheden af resultaterne. Den klarhed afviser Danmarks Statistik at give kommunerne.

For at kommunerne kan bruge Ældreministeriets brugertilfredshedsundersøgelse for plejehjem til at udvikle plejehjemmene, som er målet, så kræver det klarhed omkring brugbarheden af resultaterne. Den klarhed afviser Danmarks Statistik at give kommunerne. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Statistikmyndighed lukker i omkring brugbarheden af brugertilfredshedsundersøgelse

Kommunerne er stadig i vildrede i forhold til, om de kan stole på resultaterne for deres egne kommuner i Ældreministeriets brugertilfredshedsundersøgen for plejehjem. For Danmarks Statistik afviser at give svar.

Udgivet: 26/02/2026

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

Selv om flere topchefer i kommunerne kræver svar fra Danmarks Statistik, om de kan stole på resultaterne i Ældreministeriets brugertilfredshedsundersøgelse for plejehjem i den enkelte kommune, afviser statistikmyndigheden at kommentere mere på sagen. Det skriver myndigheden i en mail til NB-Ældre.

"Danmarks Statistik har ikke yderligere til sagen. Kommunerne er velkomne til at kontakte os, hvis de er i tvivl om noget i forbindelse med undersøgelsen," skriver myndigheden.

Grunden til, at kommunerne ikke ved, om de kan stole på resultaterne skyldes blandt andet, at Danmarks Statistik har erkendt, at der er usikkerhed omkring resultaterne, når der kun indgår få respondenter på et enkelt plejehjem i kommunen.

Hvis der for eksempel kun er to respondenter, som har svaret fra et plejehjem, så tæller disse svar forholdsvis meget i det samlede billede af resultaterne for den enkelte kommune, fordi Danmarks Statistik vægter resultaterne. Og det kan give misvisende resultater. Men kommunerne ved ikke, hvor mange respondenter, som har svaret fra hvert plejehjem.

Danmarks Statistik har tidligere skrevet til NB-Ældre, at der er ‘fuld gennemsigtighed omkring, hvor mange respondenter der er for hvert plejehjem i kommunerne.’ Men kommunerne har ikke fået den oplysning, og den er heller ikke tilgængelig i forbindelse med dokumenterne omkring brugertilfredshedsundersøgelsen. Det har fået flere topchefer til at reagere og kræve klarhed omkring tallene fra Danmarks Statistik.

Men den centrale myndighed for dansk statistik ønsker ikke at kommentere yderligere på sagen, når NB-Ældre forelægger den, at kommunerne gerne vil have oplysning om, hvor mange respondenter der er for hvert plejehjem hos dem. Ligesom de gerne vil have, at statistikmyndigheden forholder sig til tallene og oplyser hver kommune om, hvor usikre resultaterne er for netop deres kommune.

NB-Ældre har også spurgt, hvad myndigheden mener med, at der er 'fuld gennemsigtighed' i tallene omkring antal respondenter for hvert plejehjem, hvilket den heller ikke vil kommentere.

Fik du læst?

Kommuner kræver klar besked: Hvilke kommuner kan bruge brugertilfredshedsundersøgelsen?

Afviser svar på flere spørgsmål

Statistikmyndigheden har tidligere erkendt, at ‘tallene er naturligvis behæftet med usikkerhed, når der er få respondenter’ for det enkelte plejehjem. Men de vil heller ikke svare på, hvorfor der ikke står noget om den usikkerhed i kommunerapporterne, som er det eneste kommunerne har modtaget.

Danmarks Statistik har dog tidligere skrevet til NB-Ældre, at den har gjort sig nogle erfaringer på baggrund af sagen i forhold til reduktion og formidling af usikkerhed. Og den erfaring vil myndigheden tage med i det videre arbejde med spørgeundersøgelser som denne.

NB-Ældre har derefter spurgt, hvilke erfaringer myndigheden har gjort sig, og hvad de konkret vil gøre anderledes næste gang. Men heller ikke dette vil den svare på.

Fakta

Dokumentation: Dette vil Danmarks Statistik ikke svare på

NB-Ældre har forelagt Danmarks Statistik den nye kritik, men statistikmyndigheden afviser at kommentere yderligere. Disse spørgsmål har vi spurgt om for at give kommunerne indsigt i, hvad de kan bruge tilfredshedsundersøgelsen til.

  1. Hvorfor skriver I i kommunerapporterne, som er det eneste kommunerne har modtaget, at “undersøgelsen giver et repræsentativt billede af plejehjemsbeboernes tilfredshed i kommunen”, når der kan indgå plejehjem med kun to beboere og disse vægter meget, når de bliver vægtet op? (To negative beboere fra ét plejehjem kan således komme til at fylde forholdsvis meget i det samlede billede for en kommune)

  2. Har I undersøgt, hvad det får af konsekvenser for hver enkelt kommunes resultater, hvis man ændrer lidt på afgrænsningen for, hvornår et plejehjem skal indgå? Altså hvad det betyder, hvis man kun medtog plejehjem, hvor mindst tre, fire eller fem har svaret.

    • Hvis nej, hvorfor ikke? Forsker peger på, at det kan indikerer, hvor følsomt resultatet er over for, hvilken antagelser man gør.

    • Hvis ja, hvad viser resultatet?

  3. I skriver i jeres svar, at ‘tallene er naturligvis behæftet med usikkerhed, når der er få respondenter’. Hvorfor står der intet om den usikkerhed i kommunerapporterne, som er det eneste kommunerne har modtaget?

  4. I skriver, at der er ‘fuld gennemsigtighed omkring, hvor mange respondenter der er for hvert plejehjem i kommunerne.’ Hvad mener I med det? For det står ingen steder i rapporterne.

  5. Hvorfor står det ikke i kommunerapporterne, hvor mange respondenter der er for hvert plejehjem i kommunen?

  6. Flere kommuner kræver oplysning om, hvor mange respondenter der er for hvert plejehjem hos dem. Men ikke nok med det, de forventer også, at I forholder jer til tallene og oplyser hver kommune om, hvor usikker resultaterne er for netop deres kommune. Vil I efterkomme dette krav? Eller hvad vil I gøre for, at kommunerne bliver oplyst om, hvorvidt resultaterne kan bruges for den enkelte kommune, eller de er behæftet med stor usikkerhed?

  7. Vi vil imidlertid gerne give læserne denne gennemsigtighed, så I må meget gerne sende mig et Excel-ark hvor det fremgå, hvor mange respondenter der er fra hvert plejehjem, herunder hvilken kommune, som de enkelte plejehjem hører under.

  8. Hvilken erfaringer har I konkret gjort jer omkring reduktion og formidling af usikkerhed i denne sag, som I vil tage med i det videre arbejde med spørgeundersøgelser som denne? Hvad vil I konkret gøre anderledes næste gang?

Sidst opdateret: 25/02/2026 - 12:22

Temaer: Kan man stole på brugertilfredshedsundersøgelsen?

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]