
89 iranske sygeplejersker har indtil videre fået opholds- og arbejdstilladelse som social- og sundhedshjælpere, ifølge udenrigs- og integrationsministeren. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Udenlandsk arbejdskraft: Regeringens planer udstiller et paradoks
Systemet spænder ben for mange udenlandske sygeplejersker, der allerede er i landet. Alligevel vil regeringen hente mere udenlandsk arbejdskraft til ældreplejen. Det gav panderynker på et samråd i Folketinget tirsdag.
Udgivet: 05/02/2026
Danmark mangler hænder i ældreplejen. Alligevel befinder omkring 1.700 udenlandske sygeplejersker, primært fra Iran, sig allerede i landet, hvor mange hverken kan arbejde som sygeplejersker eller som social- og sundhedshjælpere og fortsat afventer en afklaring i systemet.
Samtidig planlægger regeringen at rekruttere nye medarbejdere til ældreplejen fra Indien og Filippinerne.
Det paradoks prægede et åbent samråd i Folketingets Ældreudvalg tirsdag. Her måtte både ældreministeren og udlændinge- og integrationsministeren forklare, hvorfor kvalificeret sundhedspersonale, som allerede er i Danmark, ikke i højere grad bringes i spil i ældreplejen – samtidig med at nye rekrutteringsaftaler bygges op i udlandet.
Samrådet var indkaldt, fordi Folketingets Ældreudvalg vil have svar på, hvorfor en gruppe iranske sygeplejersker er kommet i klemme i SIRIs sagsbehandlingssystem om opholdstilladelser og lønkrav, og hvordan regeringen vil løse problemerne. Spørgsmålene var stillet efter ønske fra SF’s ældreordfører Kirsten Normann Andersen, som er formand for Ældreudvalget.
Hun pegede på, at flere af sygeplejerskerne har gjort præcis det, politikerne har opfordret til: fundet job i kommunerne som social- og sundhedshjælpere på gældende overenskomstvilkår. Alligevel risikerer de afslag, fordi lønnen ikke anerkendes i udlændingesystemet.
De iranske sygeplejersker kom oprindeligt til Danmark for at arbejde i sundhedsvæsenet. Det kræver autorisation og dermed en evalueringsansættelse. Men da behovet for sygeplejersker faldt, blev der indført en nulkvote for nye evalueringsansættelser. Autorisationssporet gik i praksis i stå – også for mange, der allerede var i landet.
Som en midlertidig løsning blev der åbnet for, at udenlandske sygeplejersker i stedet kan arbejde i ældreplejen som social- og sundhedshjælpere. Kommunerne fik mulighed for at ansætte dem på overenskomst. Men for at kunne blive i Danmark kræver det en opholds- og arbejdstilladelse efter positivlisten for faglærte – og her opstod problemerne.
Minister: Systemet fungerer
Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S) afviste på samrådet, at problemerne skyldes fejl i SIRIs sagsbehandling. Ifølge ham var udfordringen, at systemet ikke var afklaret, da de første ansøgninger kom ind. Styrelsen kunne ikke umiddelbart vurdere, om løn- og ansættelsesvilkår var sædvanlige efter danske forhold og måtte derfor afvente udtalelser fra de regionale beskæftigelsesråd.
Den afklaring kom først i januar. Først dér kunne sagerne behandles i større tempo. Ministeren beskrev udviklingen som en klassisk ketchup-effekt: Når først proppen ryger, begynder afgørelserne at komme hurtigt.
Ifølge ministeren er der nu truffet afgørelse i 90 sager. 89 sygeplejersker har fået opholds- og arbejdstilladelse som social- og sundhedshjælpere, mens én har fået afslag. Antallet stiger fortsat, efterhånden som flere sager færdigbehandles.
10 millioner kroner
Tallene ændrer dog ikke ved, at en betydelig del af de omkring 1.700 udenlandske sygeplejersker fortsat mangler en afklaring af deres arbejdssituation. Det var her, kritikken samlede sig.
Kirsten Normann Andersen stillede gentagne gange spørgsmål ved, hvorfor regeringen i denne situation vælger at opbygge omfattende rekrutteringsordninger i Indien og Filippinerne, når der allerede befinder sig veluddannet sundhedspersonale i Danmark.
Hun pegede på, at mange af de iranske sygeplejersker både har en længere sundhedsfaglig uddannelse og allerede har investeret i sprog og integration, men alligevel risikerer at ende i et administrativt tomrum.
Ældreminister Henrik Frandsen (M) anerkendte, at situationen er vanskelig, men afviste, at regeringen svigter. Han pegede på, at der er afsat 10 millioner kroner til sprog- og kulturforståelse for udenlandske sygeplejersker i Danmark, og at projekterne forventes at kunne gå i gang i løbet af 2026.
Samtidig fastholdt han, at partnerskaberne med Indien og Filippinerne er nødvendige. Fremskrivninger viser, at Danmark i 2035 kan mangle op mod 24.000 social- og sundhedsmedarbejdere, hvis der ikke handles nu.
Kirsten Normann Andersen sagde afslutningsvis, at hun fortsat er bekymret over, at mange iranske sygeplejersker befinder sig i Danmark uden en afklaret arbejdssituation, mens regeringen opbygger et modtageapparat til social- og sundhedshjælpere fra Indien og Filippinerne. Hun varslede, at hun vil følge sagen tæt.
Sidst opdateret: 06/02/2026 - 11:06










































