Af Jens-Kristian Lütken, sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune (V)

Ældrereformen og sundhedsreformen giver organisatorisk frihed, fokus på den ældres selvbestemmelse og nye rammer for det samlede sundhedsvæsen.

Sundhedsreformens grundtanke er et opgør med snitflader. Det er et både rigtigt og sympatisk udgangspunkt. For borgerne skal ikke forholde sig til overgange og snitflader mellem forskellige myndigheder. De skal opleve en koordineret og sammenhængende indsats tæt på deres hverdag. Og både politikere og embedsmænd skal kæmpe sig op af siloerne og se på tværs for at tage udgangspunkt i den enkelte borgers behov.

Vi skal være politikere og ikke embedsmænd

Vi politiske medlemmer af sundhedsrådene er valgt af borgerne, og vi sidder der for at repræsentere borgernes interesser. Vi skal passe på med ikke at falde i en embedsmandsfælde, hvor der er risiko for, at vi bliver forsvarere for siloernes administrative interesser eller processer.

Vi skal have modet til at tage det politiske lederskab på os og være stemmerne på tværs, for det er vejen til at mindske suboptimering og silotænkning i de vigtige forhandlinger, som er i gang lige nu mellem regioner og kommuner. Og det kan samtidig være med til at sprænge siloerne, når hverdagen rammer, og sundhedsrådene skal stå sin prøve.

Hvis vi vil, kan sundhedsrådene virkelig komme til at spille en helt central rolle i sikringen af helhedsorienterede indsatser til gavn for borgerne – ikke mindst de ældre.

Et tænkt – men realistisk – eksempel: Pia er 71 år, og hun har fået en hjertesygdom. Efter udredning henviser hospitalet Pia til kommunens tilbud, hvor hun som det første bliver indkaldt til en afklarende samtale. Her planlægger hun sit forløb sammen med en sygeplejerske fra kommunen. Pia får hjælp til at mestre sin nye hverdag med en kronisk sygdom gennem blandt andet samtaler, sygdomsmestring med andre i samme situation, træning og praktisk madlavning.

Det er et eksempel på en helhedsorienteret indsats, som har haft positive indvirkninger for dem, som oplever den. For når det er hospitalet, som henviser Pia til kommunen, undgår hun unødig ventetid, og hun oplever en sømløs overgang uden synlige snitflader.

Og dét er den rigtige vej: Det vi gør, tager udgangspunkt i Pia og hendes hverdag.

De fantastiske fællesskaber

Helhedsorienterede indsatser kan også tage udgangspunkt i fællesskaberne og deres vigtige betydning for at fastholde gode vaner. Det kan for eksempel være de madfællesskaber, man bliver en del af, når man lærer at sygdomsmestre i forbindelse med håndtering af en kronisk sygdom.

Fællesskaberne har også stor betydning i forhold til at bekæmpe ensomhed blandt ældre. Tag for eksempel vores mange lokale seniorklubber, hvor man som ældre kan komme og deltage i forskellige aktiviteter og knytte venskaber for resten af livet. Det har stor indvirkning på ældres livskvalitet og dermed også på deres sundhedstilstand. Fællesskaber er den bedste forebyggelse!

Geografisk lighed i sundhed

Sundhedsreformen har fokus på sikring af lægedækning i hele landet. Det er i sig selv positivt. Men i et københavnerperspektiv må jeg bemærke, at geografisk ulighed alt for ofte kommer til at handle om, at de store byer har det godt, mens udkanten har det skidt. Og det er meget unuanceret.

De færreste ved, at der er både geografisk og social ulighed inden for Københavns egne kommunegrænser. De sundhedsmæssige udfordringer, vi har på Nørrebro, kan på mange områder sidestilles med det, man oplever i landets mest udfordrede kommuner. Ja, faktisk er gennemsnitslevealderen på Nørrebro lavere end i de kommuner, som har den laveste middellevetid i landet. Derfor har vi også fokus på lægerne og deres rolle både i Københavns Kommune og i sundhedsrådene.

Flere opgaver med færre medarbejdere

Hvis vi skal gøre noget ved den geografiske ulighed i sundhed både inden for og uden for Københavns kommunegrænser (og det skal vi!), kræver det nære tilbud til alle uanset adresse. Men vi skal ikke gøre det blindt og ukritisk.

For nærhed er ikke altid den rigtige løsning. At samle indsatser og tilbud kan være det rette, og det kan være til stor gavn for borgerne, hvis det medfører specialisering og ekspertise i håndteringen af komplekse forløb.

Både i dag og i fremtiden mangler vi uddannede sundhedsmedarbejdere – de faglige hænder – også inden for omsorg og pleje. På samme tid bliver opgaverne flere og mere komplekse. Min pointe er, at nære tilbud skal give mening for både den enkelte og for det samlede sundhedsvæsen.

Så herfra og hermed et løfte om, at jeg vil kravle op af min silo og arbejde for, at opgaverne bliver løst der, hvor de giver bedst mening for borgeren. Vi ses om forhandlingsbordet.