Pernille Beckmann og Ann Sofie Orth er blandt de borgmestre der sidder i et af de 17 nye sundhedsråd.

Pernille Beckmann og Ann Sofie Orth er blandt de borgmestre der sidder i et af de 17 nye sundhedsråd. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix // Mathias Svold/Ritzau Scanpix

Borgmestre får ny rolle i sundhedsråd: "En af de vigtigste opgaver i den kommende tid"

To borgmestre har netop været med til det første møde i deres sundhedsråd. De er glade for, at man vil nedbryde skellet mellem kommuner og regioner, men de har også deres bekymringer.

Udgivet: 22/01/2026

Rebecca Mai Nilsson

Redaktør

Del artiklen:

En lang række borgmestre skal sidde i de nye sundhedsråd, hvor kommuner og regioner i samarbejde skal lave et mere sammenhængende og nært sundhedsvæsen.

Hvor de plejer at have forskellige roller, skal de nu smide deres vante kapper og repræsentere det område, som deres sundhedsråd dækker over.

Det kan vække flere bekymringer.

Hvordan akut- og omsorgspladser kommer til at fungere, hvordan fordelingen mellem kommunerne kommer til at se ud, når meget forskellige kommuner er samlet under samme sundhedsråd, og hvordan man får de kommunale embedsmænd med.

Læs i denne artikel, hvordan to borgmestre ser ind i den store opgave, hvor de sidder med til bords.

Vi skylder borgerne at få det til at virke

"Vi skylder borgerne at få det til at virke. Vi skylder borgerne at samarbejde meget bedre på tværs af sektorskel."

Det siger borgmester i Rudersdal Kommune, Ann Sofie Orth (K). Hun fortæller, at politikerne i kommunen allerede inden valget besluttede, at det skulle være borgmesteren, der sad i sundhedsrådet, så derfor er hun nu medlem af Sundhedsråd Københavns Omegn Nord.

"Jeg er helt overbevist om, at det bliver en af de vigtigste opgaver i den kommende tid," siger hun til NB-Kommune og uddyber, at hvis opgaven skal løftes, så agter hun at deltage i møderne i kommunens Ældre-, Omsorg- og Sundhedsudvalg for at have størst mulig indsigt i, hvad man gør på sundhedsområdet.

Hun fortæller, at man i sundhedsrådet er blevet enige om, at kommunale embedsmænd, som ikke bliver en del af møderne, får så meget indsigt i de ting, som der bliver arbejdet med, som muligt. Der er nemlig ikke i strukturen for rådene lagt op til, at kommunale embedsmænd skal være med til at behandle sagerne. Det er udelukkende regionerne, der har embedsmænd i rådene, fordi regionerne har myndighedsopgaven.

"Det er jo embedsmændene, der har implementeringskraften. Derfor har vi lovet hinanden, at der skal være så meget kommunal repræsentation som muligt," siger hun.

Ann Sofie Orth ser flere positive visioner i Sundhedsreformen. Hun er spændt på, hvordan omsorgspladser og akutpladser i praksis kommer til at blive organiseret. Hun håber blandt andet, at den nye organisering vil sikre, at flere borgere kan komme hjem igen med den rette støtte efter et sygdomsforløb.

"Vi skal sørge for at bruge den viden og ekspertise, der er i det specialiserede sygehusvæsen, så borgerne kan være der, hvor de helst skal være, nemlig så tæt på deres hjem som muligt," siger hun.

Hun mener, at samarbejdet mellem regioner og kommuner er den rette bevægelse for at lykkes med den opgave.

"Det, at vi bliver sat i samme rum, får ansvaret for den samlede population og får økonomien til at gøre det, det er vigtigt. For det er ikke bare en snakkeklub, så jeg tror, det er det rigtige udgangspunkt," siger hun og tilføjer:

"Når det så er sagt, så er det også nødvendigt, at vi alle sammen anerkender, at der også er tale om en tillidsøvelse. Fordi det er to sektorer, der skal lære hinanden at kende på nye måder."

Må ikke blive ny udligningsmodel

Pernille Beckmann (V), borgmester i Greve, sidder i Sundhedsråd Østsjælland og Øerne.

Hun understreger, at der er meget politikerne endnu ikke ved, men der er nogle ting, hun er særligt optaget af. Ligesom Ann Sofie Orth mener hun, at arbejdet med at nedbryde opdelingen mellem sektorer er positivt, men hun er spændt på, hvordan kommunale forskelle indenfor sundhedsrådet bliver håndteret.

Hun understreger, at de forskelle, der er kommunerne imellem i sundhedsrådet, er meget store. Derfor kan hun også være betænkelig ved, om sundhedsrådene bliver en form for udligning imellem dem.

"Vi går fra Nakskov til Greve, Roskilde til Køge. Det er meget, meget forskellige sundhedsprofiler på borgerne. Og hvordan lykkes vi med at give bedre sundhed til dem alle? Når pengene skal fordeles, skal de så fordeles skævt, eller skal de fordeles ens? Alle de samtaler, vi ender med at skulle have omkring det, bliver meget spændende," siger hun til NB-Kommune.

Hun mener, at politikerne efter første møde nu kan spore sig ind på hinanden og finde en fælles retning - uden at nogle borgere får en mindre bid af kagen end andre.

"Vi udvikler politik, hvis vi hele tiden husker formålet, som er at skabe bedre sundhed for borgerne," siger hun og fortsætter:

"Og hvordan gør vi det, uden at Greves borgere skal lide afsavn, og man for eksempel i Nakskov skal have mere. Og hvis det ikke skal blive på Greve Kommunes regning, hvem skal så betale?," siger hun og afslutter:

"Der er mange dilemmaer indbygget, og vi kender jo ikke halvdelen af det endnu. Vi bygger broen, mens vi går på den."

Sidst opdateret: 09/06/2026 - 15:19

Temaer: Sundhedsråd

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]