"Enormt shoutout til alle vores nyuddannede sosu'er" står der på banneret i Viborg Kommune.

"Enormt shoutout til alle vores nyuddannede sosu'er" står der på banneret i Viborg Kommune. - Foto: Viborg Kommune

TikTok, bannere og sosu-stolthed virker: Viborg Kommune løfter elevtallet

En målrettet SoMe-kampagne og en ny tradition med at hylde nyuddannede sosu’er i bybilledet har fået flere elever ind på sosu-uddannelserne i Viborg Kommune.

Udgivet: 11/12/2025

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

En influencer-kampagne på TikTok, Instagram og Snapchat samt fejringen af sosu’erne i bybilledet har fået flere unge direkte fra grundskolen til at søge ind på sosu-uddannelserne.

Det viser en foreløbig evaluering af Viborg Kommunes tiltrækningsstrategi for sosu-forløb, hvor antallet på grundforløb 1 på Vevo (Skolen for Velfærds- og Voksenuddannelser) er steget fra 44 til 49 – en fremgang på 11 procent fra 2024-2025. Det er netop de yngste ansøgere, som kommunen målrettet gik efter med deres indsats.

"Det var præcis den målgruppe, vi gik efter i kampagnen. Vi har i forvejen mange brancheskiftere, og den gennemsnitlige sosu-elev er omkring 35 år. Det er rigtig godt. Med denne kampagne gik vi derfor efter at se, om vi sammen med skolen kunne få flere ansøgere direkte fra grundskolen, og dem har vi fået flere af," siger hun og tilføjer:

"Det har givet rigtig mange og fine perspektiver at lade et ungt menneske, som har en stor rækkevidde på sociale medier og som forstår målgruppen, overtage vores budskaber."

Mange steder i ældreplejen er det – foruden fastholdelse – svært at tiltrække sosu’er til ældreplejen i kommunerne. En udfordring, der ikke nødvendigvis bliver mindre i fremtiden. Tværtimod. Derfor besluttede Viborg Kommune og Vevo-skolen, som en del af en tiltrækningsstrategi for social- og sundhedsuddannelserne, at skærpe synligheden i bybilledet og på sociale medier.

Men har det at arbejde med ældre mennesker overhovedet en appel på sociale medier som TikTok og Instagram?

"Det har givet rigtig mange og fine perspektiver at lade et sødt og rart menneske (...) overtage vores budskaber," siger ældrechef Kristine Stange.

Det spørgsmål stillede man sig i Viborg Kommune, før en influencer blev sendt ud for at fortælle om sosu-uddannelserne. Svaret, et år senere, er entydigt ja. Det er gået over al forventning, fortæller kommunens sundhedschef Kristine Stange:

"Emma Marie Aagaard (influencer, red.) gjorde det virkelig godt. Hun var ude at tale både med vores elever og de ældre, hvor hun fik nogle virkelig gode soundbites og overvejelser med fra begge parter. Hun engagerede sig selv rigtig meget – og det er formodentligt en af forklaringerne på, hvorfor det er gået så meget bedre end en gennemsnitlig kampagne," siger hun.

SoMe-kampagnen via Instagram, TikTok og Snapchat har samlet fået 276.750 visninger og 81.041 besøgende. Den har en såkaldt engagement rate – følgere, der enten liker eller kommenterer indholdet – på 3,75 procent. Normalt ligger det tal hos Viborg Kommune på 1 procent.

"Vi tænker, at kampagnen bestemt har været en succes. Både de unge og deres forældre vil rigtig gerne se indholdet, interagerer og interesserer sig for det," siger Kristine Stange.

Fejring i bybilledet

Foruden kampagnen på sociale medier har der også været en omfattende indsats i bybilledet. Her valgte Viborg Kommune at gå en anden vej end traditionelle rekrutteringsbudskaber og i stedet hylde de nyuddannede sosu’er, som man i årtier har gjort med studenterne.

"Det, vi havde i bybilledet, lagde rigtig meget vægt på at fejre sosu-uddannede på samme måde, som samfundet jo altid fejrer studenterne. De bliver jo ikke sendt rundt i studentervogne eller får en hue. Men ved at anerkende dem i bybilledet på den måde, har vi fået rigtig mange positive kommentarer."

Store bannere, digitale skilte ved byens indfaldsveje og reklamer i forbindelse med Superliga-kampe var nogle af de elementer, der skulle skabe synlighed og stolthed omkring faget. Ifølge Kristine Stange er netop denne fejring blevet et vigtigt greb i kommunens strategi.

Og fejringen er kommet for at blive.

Selv om det er sværere at måle effekten af den type kampagne, har Ældre- og Aktivitetsudvalget besluttet, at den del af kampagnen skal fortsætte næste år i januar og februar, lige op til den store ansøgningsfrist den 1. marts.

Sidst opdateret: 11/12/2025 - 12:23

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]