
Vejen Kommune bliver kåret som Danmarks bedste kommune på ældreområdet i en omfattende kortlægning af ældreområdet. - Foto: Rikke Gundersen
Borgmester: "Det her er jeres fortjeneste"
Vejen Kommune kan kalde sig Danmarks bedste på ældreområdet. Det blev fejret med smil, tårer og klapsalver i byrådssalen, hvor medarbejdere, ledere og politikere blev hyldet for deres fælles indsats – og rundede dagen af med kaffe og kage.
Udgivet: 29/10/2025
De hvide caféborde står dækket med duge og enkle blomster i glasvaser, og snakken summer lavmælt i byrådssalen på Vejen Rådhus denne onsdag eftermiddag. Ved indgangen får de fremmødte en velkomstdrink i hånden, mens de finder plads ved bordene og hilser på kolleger og samarbejdspartnere.
Omkring 150 medarbejdere, lokalpolitikere og ledere er mødt op – uden helt at vide hvorfor.
Borgmester Frank Schmidt-Hansen (K) træder frem og byder velkommen til NB-Ældre, som afslører spændningen: Vejen Kommune er netop blevet kåret som Danmarks bedste kommune på ældreområdet af NB-Ældre.
Et øjebliks stilhed afløses af høje klapsalver, brede smil og glade blikke. Borgmesteren takker efterfølgende for kåringen, da de tilhørende har hørt, hvad det handler om.
"Jeg kan mærke, at jeg bliver lidt berørt. Der er nogle, der tror, at borgmesteren er en maskine, der kun tænker på erhvervshemmeligheder og penge – det er ikke rigtigt," siger borgmesteren, mens kameraerne klikker, og salen endnu en gang bryder ud i applaus.
"Det her er jeres fortjeneste."
Rundt omkring i salen tørrer flere byrådspolitikere diskret tårer væk fra kinderne, mens nyheden synker ind.
Bag kåringen ligger en omfattende analyse, der tager afsæt i 18 parametre – fra genindlæggelser til andelen af ikke uddannet personale til – som landets kommuner er blevet vurderet ud fra. Et ekspertpanel bestående af tre forskere og ni kommunale topledere er kommet med input til parametrene og fastlagt, hvor meget hvert enkelt skulle vægte i den endelige analyse.
“Jeg takker NB-Ældre for at have lavet undersøgelsen og kåret den bedste ældrepleje,” siger Frank Schmidt-Hansen med et smil.
“Det er vigtigt at sætte fokus på alt det gode, der sker på ældreområdet. Typisk er det enkeltsager, der fylder i medierne, men virkeligheden er meget mere end det,” siger han og tilføjer:
“Den fine placering skyldes en holdindsats, så vi vil sørge for at alle medarbejdere modtager en tak for at bidrage til denne kåring, som vi er stolte af. Tak til medarbejdere, ledelse, frivillige og pårørende. Vi vil bruge kåringen til at fortsætte udviklingen,” siger borgmesteren, mens klapsalverne igen breder sig i salen.
Tusind tak til medarbejderne
Da applausen stilner af, træder formand for Udvalget for Social og Ældre, Bodil Staal (S), op på skamlen.
"Hvor er det fantastisk at kigge ud over så mange glade mennesker," siger hun med et stort smil.
"Det her betyder rigtig meget – især for lederne, men særligt for medarbejderne, som hver dag gør en forskel. Jeg er stolt af, at kåringen bygger på 18 parametre, som viser, at vi er på rette vej med forebyggelse, rehabilitering og livskvalitet for borgerne."
"Tusind tak til medarbejdere og ledere for at gøre jer umage – det er jeres fortjeneste, at vi kan kalde os Danmarks bedste ældrepleje."
Det er en milepæl
Kort efter tager ældre- og rehabiliteringschef Kirsten Dyrholm ordet. Hun smiler og griner lidt, mens klapsalverne stadig lyder:
"Tusind tak. Ja, det er ikke hver dag, man står sådan her – jeg ryster lidt på stemmen, for det er en stor dag. På vegne af medarbejdere og ledere modtager vi kåringen med ydmyghed og stolthed. Ydmyghed, fordi der sker mange gode ting i landets kommuner – og stolthed, fordi den vej, vi har valgt, viser sig at være den rigtige."
Hun fortsætter:
"Det her er ikke en afslutning, men en milepæl. Vi fortsætter med at lytte, lære og udvikle os. Tusind tak til medarbejdere, ledere og alle engagerede – det er jer, der har gjort det her muligt."
Nu beder Egon Nissen, formand for Ældrerådet, om ordet.
"Det er en stor glæde og ære at stå her og fejre Vejen Kommune. Det er fantastisk! På vegne af Ældrerådet vil jeg gerne kvittere for denne flotte anerkendelse og rette en stor ros til kommunen for det smaddergode arbejde, der hver dag bliver gjort," siger han og fortsætter:
"Jeg vil især fremhæve det forebyggende arbejde. Det er tydeligt, at den tidlige indsats, som medarbejdere, ledere og politikere har haft, har gjort en mærkbar forskel. Tak til alle medarbejdere, frivillige og beslutningstagere for at skabe tryghed og livsglæde. Arbejdet bliver set – og i dag fejrer vi jer."
Da de sidste klapsalver stilner af, træder borgmesteren endnu en gang frem og byder gæsterne på kaffe og kage.
"Jeg ved, hvad det betyder"
Der lyder latter og små grin, mens folk bevæger sig mod det tilstødende lokale. Der bliver givet håndtryk og kram på kryds og tværs.
"Tiløk," siger en kvinde på klingende jysk og klapper sin kollega på skulderen. Begge bærer lyseblå T-shirts og mørkeblå veste – frontmedarbejdere, som hver dag står tæt på borgerne.
Der bliver skålet i kaffe og taget billeder foran den store planche med ordene Vejen – Danmarks bedste kommune på ældreområdet i 2025.
Mens folk langsomt bevæger sig ud, fanger NB-Ældre Tanja Bachmann Hansen (S), der sidder i Udvalget for Social og Ældre. Hun er en af dem, der fik tårer i øjnene, da borgmesteren talte.
"Først og fremmest er jeg uddannet social- og sundhedsassistent, så jeg ved, hvad det betyder. Nu bliver jeg helt vildt rørt igen. Det er en anerkendelse af vores medarbejdere – og af dem, der er ude i marken hver eneste dag. Jeg ved, hvor stor en betydning det har."
Hun smiler og fortsætter:
"At vi sætter nogle regler og rammer, som kan gøre det lidt mere besværligt i hverdagen – det er vores lod at trække det. Så jeg er bare så glad for, at de bliver anerkendt. De baner vejen, selvom vi sætter rammerne, og det bliver jeg bare mega rørt over."
Sidst opdateret: 29/10/2025 - 16:07












































