I 51 kommuner stiger omfanget af genindlæggelser med plejehjemsbeboere
Selv om der er stort fokus på at forebygge genindlæggelser blandt ældre borgere, er andelen af indlæggelse, som ender med en genindlæggelse, alligevel steget for plejehjemsbeboere i 51 kommuner.
Udgivet: 26/08/2025
I Herning Kommune er andelen af indlæggelser blandt plejehjemsbeboere, som ender ud i en genindlæggelse, steget med 14,3 procentpoint fra 13,6 procent i 2023 til 28 procent i 2024.
Selv om Herning Kommune er den kommune, hvor stigningen har været størst, så er det langt fra den eneste kommune, som har oplevet en stigning. I 51 kommuner er andelen steget.
Det viser beregninger, som NB-Ældre har lavet på baggrund af tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
På landsplan og i kommunerne er der stort fokus på at forebygge genindlæggelser. Men at det ikke er lykkedes at sænke andelen i 51 kommuner, hænger ikke kun sammen med kommunernes ældrepleje. Også praktiserende læger og sygehusene kan være medvirkende til, hvorvidt genindlæggelser forebygges.
Ligeledes er sundhedstilstanden og alderssammensætningen blandt de ældre i kommunerne forskellige, hvorfor det vil være nemmere at sænke tallene i nogle kommuner end andre. Men de kommuner, hvor andelen er steget, kan alt andet lige lade sig inspirere af de kommuner, der har formået at sænke niveauet. I 41 kommuner er andelen af indlæggelser, der ender med en genindlæggelse, faldet fra 2023 til 2024. I 16 af dem er faldet mere end fem procentpoint. I seks kommuner forefindes der ikke data for udviklingen.
Flest midtjyske kommuner i top ti
Ud over Herning er andelen for genindlæggelser også steget med over ti pointpoint i Hjørring og Favrskov kommuner.
Ser man på de ti kommuner, som har den højeste stigning i andelen af indlæggelser blandt plejehjemsbeboere, som ender ud i en genindlæggelse, så er fire fra Midtjylland, to fra henholdsvis Hovedstaden og Nordjylland, og en fra henholdsvis Syddanmark og Sjælland.
Af de kommuner, hvor andelen er faldet mest, topper Vallensbæk og Albertslund kommuner med et fald på 10,5 procentpoint. Vejen Kommune har et fald på 8,5 procentpoint, mens Jammerbugt, Vesthimmerlands, Kalundborg og Esbjerg har et fald på omkring syv procentpoint.
Fire gange så højt
Ser man på andelen af indlæggelser blandt plejehjemsbeboerne, som i 2024 endte med en genindlæggelse, er der markant forskel mellem kommunerne.
Tårnby Kommune er den kommune, som klarede sig bedst. Her endte 7,8 procent af indlæggelserne i en genindlæggelse. For Vejen, Thisted og Odsherred, som er de næste i rækken, var tallet omkring otte procent.
I den anden ende af skalaen er det økommunerne Ærø og Samsø, hvor andelen af indlæggelser, der ender i en genindlæggelse, er højest. Her er tallet omkring 31 procent i begge kommuner, altså fire gange højere end i Tårnby. Også i Herning, Vallensbæk og Favrskov er andelen over 25 procent.
Sidst opdateret: 26/08/2025 - 12:11










































