Af Michael Bjørn, direktør Assens Kommune

Det bliver et ja. Den nye ældrelov peger på mange måder i den rigtige retning. Med værdier som selvbestemmelse, tillid og samspil med civilsamfundet, sætter loven mennesket i fokus og medarbejdernes faglighed og ansvar i centrum. Medarbejdere og borgere skal frisættes for unødigt bureaukrati. Vi bevæger os fra et kontrollerende paradigme mod et meningsstyret paradigme. Det er en tiltrængt og sund bevægelse. 

Den bevægelse har vi også arbejdet med i Assens Kommune de sidste tre til fire år. Vores organisatoriske grundstruktur er ændret radikalt. Hjemmeplejegrupperne, sygeplejen og den centrale myndighed er nedlagt. Der er dannet nye større og tværfagligt stærkere helhedsplejegrupper. I fuld tillid er beslutninger og ansvar placeret tættest muligt på borgeren. Nye standarder er sat for samspillet med civilsamfund og udnyttelsen af teknologier. Organisationen er godt med, MED-systemet aktive, Ældrerådet deltagende og det politiske fagudvalg målrettet.

Fra min stol er der stolthed og respekt.

Men det beskriver desværre kun den halve virkelighed.

Medarbejderne findes ikke

I en anden virkelighed ligger der en tikkende bombe under vores ældrepleje. Det står mejslet i granit for enhver, som er tæt på driften og den ægte hverdag: En ekstrem mangel på arbejdskraft, som får ældrelovens ambitioner til at krakelere – med mindre forventningerne afstemmes og en radikal nytænkning prioriteres.

FOA nævner, at der i 2034 vil mangle 25.000 fuldtidsansatte på SOSU-området. I Assens Kommune svarer det til 175 medarbejdere eller omkring hver femte af vores ansatte. 

Det er ganske enkelt et regnestykke, der ikke går op. De medarbejdere, der skal kaste et fortryllende skær over ældreloven, findes kort sagt ikke. For udbuddet af arbejdskraft matcher ikke efterspørgslen.

De ældre borgere vil i sagens natur ikke kunne få den hjælp, de har ret til og sundhedsmæssigt behov for. Medarbejderne brænder ud, klemt mellem borgernes forhøjede forventninger og manglen på at være nok. Enkeltsager, mediesult, mistillid og den politiske over-pegefinger vifter med budskabet ”vi har givet rammerne - nu må kommunerne ...”

De centrale beslutningstagere står på ryggen af hinanden og taler om værdighed og helhedspleje - eksemplificeret med vinterbadning, bolle-bagning og charterrejser. Og lover borgerne, at de nu kun vil se få og kendte medarbejdere i deres hjem.

Det hjem og den hverdag ligger i Utopia.

Kommunerne kan ikke med et Harry Pottersk svirp trylle 25.000 uddannede medarbejdere frem. Det kan ingen. Universel velfærd er ikke universel, hvis der ikke er medarbejdere til at levere den.

Tag nu den samtale

Når politikerne undlader at være ærlige om velfærdens begrænsninger, er det ikke dem selv, det går ud over. (Nuvel – der afregnes en smule i stemmeboksen).

Dem, som for alvor mærker fraværet af ærlighed er vores medarbejdere i frontlinjen. Det er vores social- og sundhedshjælpere- og assistenter, terapeuter, sygeplejersker og ledere, som skal forsvare. Og forklare, hvorfor fortællingen om ældreloven på de bonede gulve på Christiansborg ikke helt matcher oplevelsen af ældreloven på de krogede veje rundt om i Danmark.

Medarbejderne står ansigt til ansigt med borgernes skuffelse, bristede forventninger. Medarbejderne klemmes. Fordi ingen valgte at fortælle, at der ikke er medarbejdere nok. Det er ikke fair.

I værste fald virker fraværet af ærlighed forstærkende på manglen på arbejdskraft. Image forringes. Omtalen forrås. Og sandheden defineres gennem enkeltsager og Tessa og Iben Hjejle som storrygende og Breezer-drikkende velfærdsmedarbejdere.

Derfor:  Tag nu den samtale – højt og ærligt. Hvordan ser vores ældrepleje ud, når arbejdskraften reduceres med 20 procent? Hvad kan vi realistisk forvente, hvilke opgaver skal prioriteres og hvilke skal løses af andre end vores faguddannede medarbejdere?