Faste teams i Haderslev Kommune skaber større stabilitet i hverdagen, ifølge Vive.

Faste teams i Haderslev Kommune skaber større stabilitet i hverdagen, ifølge Vive. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Modsat andre kommuner sikrer faste teams høj kontinuitet i sønderjysk kommune

Medarbejderkontinuiteten i Haderslev Kommunes hjemmepleje er - modsat andre kommuner - blevet forbedret, siden indførelsen af faste teams. Nu giver chefen sine råd til andre kommuner.

Udgivet: 19/08/2025

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

Mens en Vive-rapport tidligere i år konkluderede, at faste teams i tre kommuner ikke har forbedret medarbejderkontinuiteten, viser erfaringerne fra Haderslev Kommune det stik modsatte.

Det forklarer Louise Thule, chef for Senior og Rehabilitering i Haderslev Kommune.

"Vores kontinuitetstal er blevet bedre – og det er super vigtigt for vores borgere, deres pårørende og for os. Det er også noget af det, vi kommer til at blive målt på fremover," siger hun.

Partierne bag ældrereformen ønsker at udbrede faste teams i ældreplejen. Målet er blandt andet at reducere antallet af forskellige medarbejdere, som de ældre møder i deres hjem. Mange kommuner er i gang, men Haderslev har været i gang i flere år. Nu fortæller chefen, hvad de har gjort for, at medarbejderkontinuiteten er blevet forbedret.

Fik du læst?

Rapport afslører: Borgere møder stadig skiftende medarbejdere trods faste teams

Tidligere mødte medarbejderne ind i større grupper på omkring 30-40 personer, som sad i større lokaler sammen og koordinerede på kryds og tværs.

"Det kunne godt være lidt uoverskueligt at deltage i," forklarer Louise Thule.

I dag arbejder medarbejderne i mindre, faste teams på cirka 12 personer. Hvert team har sit eget lokale og ansvar for en fast gruppe borgere. Ifølge ældrechefen har organiseringen givet mærkbare resultater.

En ny rapport fra Vive underbygger kommunens oplevelser. Her konkluderes det, at Haderslevs model med faste, tværfaglige teams har styrket kontinuiteten for borgerne og forbedret det tværfaglige samarbejde.

Vive fremhæver især, at medarbejdere i Haderslev har lettere adgang til sparring på tværs af fagligheder - og at det faste team omkring borgeren skaber større stabilitet i hverdagen.

Kommunen har udviklet et dashboard med målinger på blandt andet kontinuitet, sygefravær og rehabiliteringseffekt. Selv om konkrete tal endnu ikke er offentliggjort, oplyser Louise Thule, at de interne nøgletal er positive.

Ønsket effekt

Målet er, at hvert team kan fungere så selvstændigt som muligt - især i landsbyområder, hvor relationerne til lokalsamfundet kan styrkes. Ved sygdom dækker man ind på tværs, men den tætte struktur styrker ansvarsfølelse og kollegialt sammenhold, ifølge Louise Thule Christensen:

"Fordi medarbejderne kender hinanden bedre, er de ofte villige til at hjælpe, hvis der er fravær, og de kan altid få støtte, hvis de har behov," siger hun.

Louise Thule har selv fulgt medarbejderne i praksis og set, hvordan den nye organisering har ændret hverdagen.

"Jeg fulgte forleden en social- og sundhedsassistent, der har været med fra starten. Hun sagde ting som: "Vi ses i morgen" og "Hvordan har du haft det siden i går?". Præcis den kontinuitet, vi har ønsket at skabe."

Louise Thule spurgte assistenten direkte, om hun oplevede en højere medarbejderkontinuitet – og svaret var ja. Hun bekræftede også, at hun oftere sagde 'Vi ses i morgen' end tidligere, og at arbejdet nu føles mindre stressende.

Ifølge Louise Thule er der flere vigtige greb, som kommuner kan tage i brug for at styrke medarbejderkontinuiteten.

Fakta

Råd til kommuner

Ifølge Louise Thule Christensen er der flere vigtige greb, som kommuner kan tage i brug for at styrke medarbejderkontinuiteten.

1. Anvendelse af kompetencer

"Høj kontinuitet kræver, at faggrupperne samles om opgaven," forklarer hun.

I praksis betyder det, at en sygeplejerske, social- og sundhedsassistent, social- og sundhedsmedhjælper eller terapeut udnytter deres kompetencer optimalt og tager mere ansvar for den enkelte opgave og klarer mest muligt af opgaven, så borgeren på den måde møder færre forskellige medarbejdere.

"Sygeplejersken kan måske tage hele opgaven i starten, og terapeuten kan bidrage med mål, men måske kan sygeplejersken også klare den del. Jo færre besøg af forskellige medarbejdere, desto bedre sammenhæng for borgeren," siger hun.

2. Hold teamstørrelsen nede

Én borger – et team. Jo større teamet er, desto dårligere bliver kontinuiteten, forklarer Louise Thule:

"Vi har erfaret, at omkring 12 medarbejdere fungerer godt. Vi har prøvet at slå teams sammen, men nogle har senere ønsket at blive delt op igen, fordi det blev for stort og uoverskueligt."

3. Giv hvert team sit eget lokale

Et andet vigtigt råd handler om arbejdsro og struktur:

"Hvis man sidder i et stort rum med flere teams, larmer det for meget, og man mister fokus. Et lokale per team gør en stor forskel, fordi det giver bedre koordinering og mere ro til opgaven," fastslår hun.

Siden 2021 har Haderslev gradvist omlagt hjemme- og sygeplejen til 27 små, faste teams. Omlægningen blev strukturelt afsluttet i september 2024 og er støttet af statslige puljer.

Nu fokuserer kommunen på indhold og implementering af den kommende ældrelov. Målet er klart: mere nærhed, stabilitet og selvstændighed i ældreplejen.

Sidst opdateret: 19/08/2025 - 12:38

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]