
Solrød Kommune har valgt at udskyde pleje- og omsorgsforløb til 1. jan 2026. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Kommune bryder ældrelovens krav om visitation
Solrød Kommune venter med at visitere borgere til pleje- og omsorgsforløb til 1. janaur 2026, selv om det er i uoverensstemmelse med ældreloven. Det skal ikke negligeres, men andet er vigtigere, understreger ekspert.
Udgivet: 19/08/2025
Det er i strid med ældreloven. Ikke desto mindre har Solrød Kommune valgt at udskyde tildelingen af pleje- og omsorgsforløb med et halvt år, så borgere fortsat visiteres til hjælp efter serviceloven til og med 1. januar 2026.
Forsinkelsen skyldes ifølge byrådets referat blandt andet, at vejledninger fra Ældreministeriet er kommet sent, og at der har været udfordringer med it-systemet. Det bekræfter Dorte Saabye, direktør for Ældre og Sundhed i Solrød Kommune:
"Der er stadig meget, der mangler, blandt andet når det gælder at stille private leverandører lige og at beregne en ny timepris samt indgå nye kontrakter. Det har ikke kunnet lade sig gøre blandt andet på grund af sent udkomne vejledninger fra statslig side og midt i en sommerferie. "
Med ældreloven skal borgere ikke længere visiteres til enkeltydelser, men til ét samlet pleje- og omsorgsforløb. Loven trådte i kraft 1. juli. Borgere, der allerede modtager hjælp efter serviceloven, skal dog først overgå til helhedsforløb senest i sommeren 2027. Målet er en mere sammenhængende ældrepleje med fokus på forebyggelse og færre medarbejdere omkring den enkelte.
Borgerens oplevelse trumfer
Selv om Solrød Kommune ikke efterlever ældreloven fuldt ud, understreger Dorte Saabye, at det ikke har den store betydning for borgerne. Alle medarbejdere arbejder i faste teams, og borgerne får den hjælp, de skal have, forklarer hun:
"Det, borgeren mærker, er de faste teams og de faste medarbejdere, der kommer derude. Og det er sat i værk 1. april 2025. Det, der er udskudt, er mere administrative ting, såsom fornyet visitation efter ældreloven og kontraktindgåelse med fritvalgsleverandører."
Ifølge Thomas Karlsson, selvstændig konsulent med speciale i sundheds- og ældreområdet, er det i sidste ende netop borgerens oplevelse, der er det vigtigste.
"Om der så i nogle uger eller måneder stadig står på papiret fra visitationen, at man er visiteret til ydelse A, B og C, i stedet for at der står rummeligt pleje- og omsorgsforløb 3. Det kan nok være en mindre del."
Konsekvenser på længere sigt
Men, tilføjer han:
"Forudsætningen er, at de rent faktisk har lavet små, faste teams, hvor der indgår forskellige fagligheder, hvor der arbejdes tæt sammen på tværs af vagtlag og hvor borgerne har faste hjælpere, som de kender godt. Hvis borgeren mærker den effekt, så kan jeg godt forstå, at det på kort sigt er langt vigtigere end, om der står det ene eller det andet i afgørelsen."
Men på længere sigt har det betydning, at Solrød Kommune endnu ikke er begyndt at visitere til pleje- og omsorgsforløb, understreger Thomas Karlsson. Ifølge ham gør det det sværere at ændre strukturerne i ældreplejen, herunder måden økonomien og driften er organiseret på.
Når hjælpen fortsat visiteres og afregnes i faste minutintervaller, smitter det af på hele tilrettelæggelsen af hjælpen - for eksempel i form af kørelister og opgavestyring. Den nye ældrepleje skal i stedet tage udgangspunkt i borgerens behov og ikke i tid, forklarer han.
"Pointen er, at man visiteres til et samlet forløb med en overordnet ramme, ikke til enkelte ydelser som bad eller rengøring. Derfor er det vigtigt, at de også kommer dertil, men det ved de med garanti også," siger Thomas Karlsson.
Sidst opdateret: 25/08/2025 - 12:26










































