Det kan få store konsekvenser, hvis sundhedsrådene - og ikke staten - fremover skal fordele de årlige penge til kommunernes sundhedsindsatser.

Sådan lyder vurderingen fra Bent Greve, professor ved Roskilde Universitet.

Alligevel er det netop, hvad regeringen lægger op til i et 171 sider langt forslag til ændring af sundhedsloven på baggrund af sundhedsreformen, som netop har været i høring.

"Jeg havde ikke set komme, at man ville give en økonomisk ramme til sundhedsrådene, som de så skal videreformidle ud til kommunerne. Det er mærkeligt," siger han og peger på en betydelig risiko for mere bureaukrati, nye interessekonflikter og ulemper for de mindre kommuner, der kan få svært ved at komme igennem med deres behov.

De 17 nye sundhedsråd skal være med til at styrke det nære sundhedsvæsen. Tanken er, at flere beslutninger om sundhed træffes tættere på borgerne og i højere grad tilpasses de lokale behov. Samtidig skal rådene have ansvaret for at udmønte en ramme til sundhedsindsatser, fremgår det af lovforslaget.

Det er et nybrud, forklarer Bent Greve, at det ikke er staten, men de nye sundhedsråd, der skal administrere økonomien i kommunerne. Han fremhæver især risikoen for, at lovforslaget skaber et ekstra lag af bureaukrati.

I stedet for at staten giver penge direkte til kommunerne med klare rammer for, hvordan midlerne skal bruges, skal kommunerne nu til at forhandle med de nye råd.

"Jeg må indrømme, at det forekommer mig overraskende i en tid, hvor man taler om mindre administration. Man kunne lige så godt give en sum penge direkte til kommunerne, opstille betingelser og klare vilkår for, hvad pengene skal bruges til."

Mindre kommuner bliver ramt

Det er ikke bare mere bureaukrati, som lovforslaget risikerer at bringe med sig. Hvis Bent Greve var ældredirektør i en mindre kommune, ville han frygte, at de store kommuner ville stå stærkere i forhandlingerne.

"De er bedre til at forklare og have ressourcer til at fremlægge deres ønsker og argumentere for, hvorfor de kan gøre det bedre end andre. Det er sværere for de mindre kommuner, fordi der står et mindre administrativt apparat parat til at lægge idéer frem," siger han.

Lovforslaget lægger ellers vægt på, at fordelingen af midler skal tage højde for patienttyngde, alderssammensætning og kommunernes socioøkonomiske situation. Men det er ikke sikkert, at det vil fungere i praksis, påpeger Bent Greve.

"Netop fordi man skal ud i nogle sundhedsråd, der kan have andre vurderinger, lokale hensyn og prioriteringer, de gerne vil have tilgodeset. Hvis man vil have det hensyn, burde man virkelig give penge direkte til kommunerne i stedet for at gå omvejen gennem sundhedsråd."

Gevinsten er uklar

Han understreger, at sundhedsrådene formentlig vil forsøge at gøre det så godt som muligt. Men netop fordi ressourcerne er begrænsede, kan det skabe svære prioriteringskampe – og her står små kommuner ofte svagest.

"Der er typisk ikke penge nok til alle de indsatser, man gerne vil. Og så er der en reel risiko for, at de store kommuner får mere end de små," siger han.

For Bent Greve er det uklart, hvad gevinsten ved den nye model egentlig er. Han peger på, at staten allerede i dag kan fastsætte kvalitetsstandarder og dermed styre, hvordan opgaverne løses ude i kommunerne.

"Lovforslaget anerkender, at man ønsker en bedre sammenhæng mellem regional og lokal genoptræning. Det synes jeg er vigtigt. Men jeg tror ikke, man når det mål ved at skyde et mellemled ind, der skal fordele penge videre. Tværtimod kan det skabe mere bureaukrati og mindre gennemsigtighed," siger han.