Jan Dehn, velfærds- og kulturdirektør i Hørsholm Kommune

”Det er den største reform siden Steinckes reformer.”

Sådan lød det fra ældreminister Mette Kierkgaard (M) i slutningen af 2024 i forbindelse med vedtagelsen af ældreloven.

Det stod aldrig klart for mig, hvordan hun målte størrelsen af reformen. Men på vegne af de ca. 75.000 chefer, ledere og medarbejdere på ældreområdet, som har skullet knokle som heste for at være klar til lovens ikrafttræden 1. juli 2025, forekommer det lidt pudsigt, at den største reform i 100 år ikke gives mere end 6 måneder til opstart.

Pudsigheden skal imidlertid ikke spærre for, at ældreministerens indsats fortjener anerkendelse og gerne må tjene som inspiration for kollegerne i regeringen og på Christiansborg.

For det første brugte ældreministeren lang tid i starten af sin embedsperiode på at forberede sig, søge inspiration kommunalt og internationalt. Det gjorde hun i samspil med kommuner, organisationer og videnspersoner på ældreområdet. Denne insisteren på at trække tempoet ned i lovgivningsprocessen fortjener anerkendelse og bør blive et eksempel til inspiration.

Fungerer som rettesnor

For det andet har regeringen og Folketinget - anført af ældreministeren - med ældreloven sat en tydelig retning, båret af værdier, mål og rammer.

Selv om de tre bærende værdier: 1) den ældres selvbestemmelse, 2) tillid til medarbejderne og den borgernære ledelse og 3) et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund, falder for ikke-testen, er værdier og mål langt at foretrække fremfor yderligere detailregulering og bureaukratisering. Det får vores ældre ikke bedre pleje og omsorg af, og det kvæler ledere og medarbejdere i deres daglige virke. Værdierne fungerer rent faktisk også som rettesnor for vores arbejde.

For det tredje er der inden for ældrelovens rammer plads til lokal udfoldelse og variation.

Det er en af grundpillerne for det lokale og kommunale selvstyre, og det er rigtig sundt at øve sig i, at forskelle og variation er en udviklingskraft, snarere end noget der skal tæmmes. Det skader formentlig ikke, at Mette Kierkgaard selv har en lang og god kommunal erfaring i sin rygsæk, inden hun blev minister.

Indre skeptiker

Endelig for det fjerde har ældreminister Mette Kierkgaard indtil videre udvist en forbilledlig tålmodighed med og nysgerrighed overfor implementeringen og effekterne af den nye ældrelov.

Ældreministeriet og INVI har for eksempel lanceret ældrereformens praksispanel, hvor op mod 1.000 ældre, pårørende og medarbejdere deler deres erfaringer og forslag, mens reformen rulles ud. Målet er at tage pulsen fra praksis, så der kan justeres undervejs.

Jeg vælger at forstå iværksættelsen af praksispanelet som en oprigtig måde at søge og arbejde med input. Selv om skeptikeren i mig viskede, at det måske også kunne handle om at kontrollere narrativet, når problemerne starter. Ingen roser uden torne.

Opstarten har været forceret. Risikoen for, at vi slår hinanden i hovedet med værdierne – borgerens selvbestemmelse overfor tillid til ledere og medarbejdere – er absolut til stede.

Jeg er spændt på, hvordan Ankestyrelsen finder sig til rette i forhold til ældreloven. Og den mediemæssige og Christiansborgske trang til fokus på og kritik af enkeltsager, kan hurtigt komme til at dominere. Men set i det store billede – og indtil videre - skal vi huske at ære den, som æres bør.