Hvis vi mener noget med værdighed og selvbestemmelse, må vi begynde tidligere – og arbejde aktivt for at forebygge behovet for pleje, skriver ældreforsker Anne Liveng i dette debatindlæg.

Hvis vi mener noget med værdighed og selvbestemmelse, må vi begynde tidligere – og arbejde aktivt for at forebygge behovet for pleje, skriver ældreforsker Anne Liveng i dette debatindlæg.

Debat

Det er bekymrende: Ældreloven stiller ingen krav om sundhedsfremme

Den nye ældrelov fokuserer på værdighed og valgfrihed, men ignorerer forebyggelse og sundhedsfremme, skriver Anne Liveng, lektor ved Roskilde Universitet.

Udgivet: 19/06/2025

Del artiklen:

Anne Liveng, lektor ved Roskilde Universitet, forsker i  omsorgs- og plejearbejde for ældre

Der er store ambitioner i den nye Ældrelov. Lovens intention er en værdig ældrepleje med udgangspunkt i borgerens behov, selvbestemmelse og livskvalitet. Det er principper, man næppe kan være uenig i.

Men når man læser Ældreloven og de politiske aftaler bag, springer ét afgørende fravær i øjnene: Sundhedsfremme nævnes slet ikke, og selvom det i loven formuleres, at kommunerne skal tilbyde en generel forebyggende indsats over for ældre borgere, stilles der ingen krav hertil. Det er bekymrende.

Som alle ved, vil den voksende ældrebefolkning øge presset på både sundhedsvæsen og ældrepleje i de kommende årtier. Derfor burde det være en central prioritet at tænke forebyggende og sundhedsfremmende – ikke mindst i kommunerne, hvor ansvaret for forebyggelse ifølge Sundhedsloven allerede ligger.

Forebyggelse gælder også ældre

Forebyggelse er ikke kun relevant i forhold til børn, unge eller kronisk syge. Tværtimod viser både forskning og erfaring, at det giver mening at forebygge hos ældre borgere. Tidlige indsatser kan bremse eller udsætte funktionstab, mindske risikoen for indlæggelser og forlænge ældres mulighed for at klare sig selv.

Det handler om livskvalitet, men også om økonomisk bæredygtighed. Danske Ældreråd har med rette kritiseret den nye lovs manglende fokus på krav til forebyggelse.

Fik du læst?

Kunstig intelligens på ældreområdet: Klar til kickoff, men hvad er reglerne?

I et nyligt udspil fra KL – Fremtidens forebyggelse (2024) – pointeres det, at den kommunale ældrepleje allerede arbejder med at fremme ældre borgeres trivsel og sundhed. Og det fremhæves, at kommunernes force er kendskabet til nærområdet og de muligheder, der er for at tænke i forhold til borgerens samlede livssituation – på tværs af sundhed, ældre og socialområdet.

Med sloganet om, ”at sunde rammer ’rammer’ alle” henvises til den grundige forskningsbaserede viden, der viser at sundhedsfremmende og forebyggende indsatser rettet mod hele befolkningen, har de største potentiale for at nå også særligt sårbare grupper, herunder ældre. Udspillet peger bl.a. på potentialet i at tænke forebyggelse ind i hverdagslivet og det lokale miljø.

Det nære miljø som ramme for sund aldring

Vi ved fra både dansk og international forskning, at det nære miljø spiller en stor rolle for ældres sundhed og trivsel. Hjemmet, boligområdet, nærbutikken og den lokale frivillige forening er ikke bare baggrunde for ældres liv – de udgør aktive sundhedsfremmende settings.

Her er den ældres liv rodfæstet, og her kan ensomhed forebygges, fysisk aktivitet støttes, og sociale fællesskaber opretholdes.

Frivillige organisationer kan spille en vigtig rolle i det nære miljø. Netop de frivillige er nævnt i Ældreloven – som en ressource, der skal inddrages mere systematisk. Det er positivt. Men hvis der ikke samtidig tænkes strategisk i, hvordan disse ressourcer kan bidrage forebyggende, risikerer vi at spilde potentialet.

Ældreloven taler meget om behov, værdighed og valgfrihed. Men det bliver hurtigt til en plejelogik, hvor systemet først træder til, når borgeren allerede har fået det dårligt. Hvis vi mener noget med værdighed og selvbestemmelse, må vi begynde tidligere – og arbejde aktivt for at forebygge behovet for pleje.

Det kræver investeringer og prioriteringer, ja. Men det kræver først og fremmest en politisk erkendelse af, at forebyggelse virker – også i ældreårerne.

En invitation til kommunerne?

Kommunerne har friheden til, og ansvaret for, selv tage initiativ – på godt og ondt. Heldigvis er der gode eksempler rundt om i landet på forebyggende hjemmebesøg, fællesskabsfremmende boligprojekter, fortællegrupper og sportsaktiviteter, der samtidigt fokuserer på forebyggelse af ensomhed. Mange tiltag udviklet i samarbejder med frivillige aktører.

Landsforening for Sundhedsfremme og Forebyggelse på ældreområdet (SUFO) har samlet en række af de mest succesfulde initiativer for vidensdeling og til inspiration for andre både kommunale og frivillige aktører.

Der er gode tegn på, at innovation og kreativitet trives i kommunerne, men også at man ofte kommer til kort, når det gælder ressourcer. Interessen for ansøgningspuljen Plejehjem med livsglæde og nærvær afspejler for eksempel dette paradoks: Puljen modtog 59 projektansøgninger til et samlet beløb på 72. millioner. Der blev tildelt tilskud til 9 projekter, til en sum af 12,4 millioner.

Det er derfor ærgerligt, at Ældreloven ikke mere direkte adresserer forpligtelsen på forebyggelse – og at der ikke følger flere penge med.

Kommunernes ansvar bliver nu at koble værdighed med en stærk forebyggelsesdagsorden, og sætte de brede rammer for sund og meningsfuld aldring. Men nationale, strategiske prioriteringer kunne have understøttet dette arbejde.

Forhåbentlig vil vi se initiativer i denne retning med den nye Folkesundhedslov.

Fik du læst?

Nyt debatpanel klar: Fire skarpe stemmer skal diskutere de to reformer

Sidst opdateret: 19/06/2025 - 11:38

Temaer: Debat

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]