Selv om en ny undersøgelse fra NFA om sosu'ers arbejdsmiljø tager udgangspunkt i danske hospitaler, minder arbejdsopgaverne i høj grad om dem, der udføres i ældreplejen.

Selv om en ny undersøgelse fra NFA om sosu'ers arbejdsmiljø tager udgangspunkt i danske hospitaler, minder arbejdsopgaverne i høj grad om dem, der udføres i ældreplejen. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Smerter og sygefravær: Sosu'er dropper hjælpemidler på grund af tidspres

Mange sosu'er kæmper med muskelsmerter, fordi de ikke bruger hjælpemidler – ofte på grund af tidspres og manglende støtte, viser ny undersøgelse. Fire anbefalinger kan løse problemet.

Udgivet: 29/04/2025

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

Almindelige patientforflytninger er blandt de mest fysisk belastende opgaver for plejepersonale, viser en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).

Det oplyser NFA i en pressemeddelelse.

Her fremgår det, at hver anden sosu-medarbejder på hospitaler oplever ugentlige muskelsmerter – og alt for mange forlader arbejdsmarkedet før tid. Undersøgelsen bygger på målinger af fysisk belastning under forflytninger på hospitaler, men arbejdsopgaverne minder i høj grad om de forflytninger, som plejepersonale i ældreplejen dagligt udfører.

Forflytninger som at hjælpe patienter op fra sengen, løfte ben eller skifte stilling ser måske ud som små rutiner – men de belaster personalets muskler i en grad, der har alvorlige konsekvenser for både arbejdsmiljø og rekruttering.

"Vores resultater viser, at den fysiske belastning varierer betragteligt mellem forskellige typer af patientforflytninger. Målingerne indikerer, at det særligt er flytninger mellem siddende og liggende stilling, der belaster personalet," udtaler Jonas Ørts Vinstrup, der er PostDoc på NFA og en af personerne bag studiet, i pressemeddelelsen.

Selv om tekniske hjælpemidler kan aflaste, viser undersøgelsen, at de ofte ikke bliver brugt.

Resultaterne peger på barrierer som tidspres, utilstrækkelig adgang til udstyr og en kultur, hvor det ikke er normen at bede om hjælp. Det er faktorer, som forhindrer optimal brug af de tekniske hjælpemidler.

Fire anbefalinger

På baggrund af resultaterne peger NFA på fire konkrete indsatsområder, der kan styrke arbejdsmiljøet og holde medarbejdere længere i jobbet:

  • Gør hjælpemidler mere tilgængelige: Det er vigtigt, at hjælpemidler som loftlifte og forflytningsplatforme er let tilgængelige, og at der er nok udstyr til rådighed for plejepersonalet.
  • Bedre arbejdsplanlægning: Kom tidspres i møde ved at styrke arbejdsplanlægningen. Det er vigtigt, at personalet har nok tid til at bruge hjælpemidlerne.
  • Uddannelse og træning: Sørg for løbende at uddanne personalet i brug af hjælpemidlerne for at sikre, at de kender fordelene ved at anvende dem korrekt og konsekvent.
  • Kultur: Skab en kultur, hvor det er en naturlig og nødvendig del af arbejdsdagen at anvende hjælpemidler. Det kan for eksempel opnås gennem kontinuerlig uddannelse i brugen og opbakning fra ledelsen. 

Selv om undersøgelsen er baseret på hospitaler, minder arbejdsopgaverne i høj grad om dem, der udføres i ældreplejen. Derfor kan anbefalingerne også ses som en opfordring til kommunale ledere. Hvis arbejdsmiljøet skal forbedres og sygefraværet nedbringes, kræver det både ledelsesmæssig opbakning og konkrete ændringer af arbejdsgangen.

Sidst opdateret: 29/04/2025 - 11:53

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]