
Michael Fenger (K) deltager i partnerskabet 'Sammen om ældreplejen', som rådgiver om implementeringen af den nye ældrelov. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Efter kritik: Borgmester forsvarer ministerens dataplan
Efter kritik fra flere ældredirektører bakker Gentofte-borgmester Michael Fenger (K) op om at indsamle kvalitative data i ældrereformens opstart. Det handler om at spotte problemer i tide.
Udgivet: 24/04/2025
"Det giver god mening at indsamle kvalitative data og lave analyser, hvis det bidrager til bedre resultater. Problemet opstår først, hvis det bliver permanent og overdrevet. Det gør det ikke."
Sådan lyder det fra Michael Fenger (K), borgmester i Gentofte Kommune og medlem af partnerskabet 'Sammen om ældreplejen'.
Hans udtalelse kommer, efter at flere ældredirektører lige op til påske kritiserede ældreministerens planer om at indsamle mere data i forbindelse med implementeringen af den nye ældrelov. Fælles for kritikken er bekymringen for øget kontrol og bureaukrati. Men Michael Fenger ser anderledes på det: Han mener, det er nødvendigt, at der løbende indsamles kvalitative data, så man kan følge udviklingen tæt og reagere i tide, hvis dele af implementeringen giver problemer.
"Hvis det viser sig, at den øgede valgfrihed for borgerne skaber problemer for medarbejderne, så må vi finde ud af, hvordan vi bedst hjælper dem. Men hvis ingen reagerer på det, så skal vi selvfølgelig ikke have specielt meget opmærksomhed på det," siger han.
I forbindelse med ældrereformen har ældreminister Mette Kierkgaard (M) nedsat 'Sammen om ældreplejen' – ét af i alt fem partnerskaber, som består af en bred kreds af aktører på ældreområdet, herunder Kommunernes Landsforening (KL). Formålet er blandt andet at understøtte implementeringen af den nye ældrelov.
Og idéen til mere dataindsamling omkring implementeringen kommer netop fra partnerskabet, fortæller Michael Fenger.
"Jeg er meget positiv omkring det, fordi det gælder om, at tingene bliver implementeret ordentligt: at vi får en løbende dialog, så vi ender et bedre sted, end hvis vi bare buldrer derudaf uden at snakke om tingene, før vi evaluerer det om tre år. Implementeringen er det vigtigste, resten er bare en lovtekst. Det har ministeren en god pointe i," siger han.
Ligesom ældreministeren forsikrer Michael Fenger, at indsamlingen bliver så smidig, som overhovedet mulig. Han oplyser, at der stadig er meget, der skal drøftes, men undersøgelsen skal være bred og kvalitativ. På spørgsmålet om, hvorfor det er relevant at samle data ind i forbindelse med implementeringen, svarer han:
"Jeg tænker, det er vigtigt med en kvalitativ undersøgelse, så det ikke bare bygger på tilfældige udsagn – at man har mødt én på gaden eller én medarbejder, som siger noget bestemt. Det skal være bredere end det," siger han og forklarer, at undersøgelsen skal supplere de øvrige målinger, som allerede er planlagt, eksempelvis borgertilfredshedsundersøgelser.
Modvirker enkeltsager
For Michael Fenger det vigtigt at kunne følge med løbende – på en hurtig og effektiv måde.
"Nogle medarbejdere kan ringe ind og lægge en besked, nogle kan sende en mail. Og så kan man få nogle grønne, gule eller røde signaler, der viser, om der er problemer et sted," siger han og forstætter:
"Hvis vi barer kører løs, så sker der ingenting, med mindre nogle brokker sig helt vildt, og så er det nogle gange for sent. Det bliver nogle underlige dialoger, hvor det bliver enkeltsager, der styrer det hele, som vi kender alt for godt i den offentlige sektor."
Han understreger, at det er vigtigt at kunne skelne mellem lokale udfordringer og bredere tendenser.
"Det kan godt være, at der er et problem i kommune X, men det betyder ikke nødvendigvis, at hele ældrereformen er i fare. Det handler om at få et nuanceret billede – og det får vi kun, hvis vi løbende lytter til, hvad der faktisk sker ude i praksis."
Det er endnu uklart, hvor omfattende den kvalitative undersøgelse forventes at blive.
Sidst opdateret: 24/04/2025 - 06:58










































