
"Der kan opstå en udfordring i forhold til kontinuitet, helhedspleje og de andre målsætninger i ældrereformen,” siger Emmy Hjort-Enemark Topholm på baggrund af udkastet til vejledningen til ældreloven.
Vejledning til ældreloven lægger fortsat op til en fragmenteret ældrepleje
Livline til små private leverandører kan ske på bekostning af kontinuitet hos de ældre, lyder det fra senioranalytiker hos Vive på baggrund af Ældreministeriets udkast til vejledning til ældreloven.
Udgivet: 20/03/2025
Som det ser ud nu med vejledningen til ældreloven, kan ældre borgere fortsat opleve at møde mange forskellige ansigter i deres hjem.
Sådan lyder budskabet fra Emmy Hjort-Enemark Topholm, senioranalytiker hos Vive, efter at NB-Ældre spurgte hende, om hun ville læse Ældreministeriets udkast til vejledning til ældreloven, som netop har været i høring.
“Der kan opstå en udfordring i forhold til kontinuitet, helhedspleje og de andre målsætninger i ældrereformen,” siger Emmy Hjort-Enemark Topholm til NB-Ældre.
Et omdiskuteret emne i forbindelse med ældrereformen er, om den med sit koncept om helhedspleje stiller så høje krav til de enkelte leverandører, at mindre leverandører helt må opgive at levere ældrepleje.
Ved fremsættelsen af ældreloven var aftalepartierne derfor enige om, at der skulle åbnes for, at mindre leverandører kan komme ind på eller forblive på markedet. Private leverandører, der leverer helhedspleje, skulle kunne gøre brug af underleverandører til eksempelvis at levere rengøring. Ligeledes skulle leverandører kunne indgå i et slags konsortium, hvor de i fællesskab leverer helhedspleje.
Det er nu blevet konkretiseret i udkastet til vejledningen.
Spørger man Emmy Hjort-Enemark Topholm, risikerer den udvidede beføjelse for private leverandører dog at sætte sine spor på den ældre borgers oplevelse af at møde de samme hjælpere i sit hjem fra gang til gang.
“Hvis én leverandør leverer praktisk hjælp, én leverandør leverer personlig pleje, og kommunen fortsat står for sygepleje, har du tre leverandører, som leverer tre forskellige ydelser til den samme borger. Jeg har svært ved at se, at man i den situation kan opnå bedre kontinuitet i hjælpen,“ siger Emmy Hjort-Enemark Topholm.
Går imod grundtanke i ældrereformen
Med muligheden for, at flere leverandører i fællesskab kan levere helhedspleje, risikerer man at gå imod en grundtanke i ældrereformen, nemlig at den skal være baseret på helhedspleje og sammenhæng, mener Emmy Hjort-Enemark Topholm.
Konsekvensen af det kan ifølge senioranalytikeren være, at de ældre borgere, som vælger en privat leverandør til ældrepleje, ikke vil opleve mindre fragmentering i hjælpen end før ældrereformen.
“Vi ved, at det i forvejen nogle steder er sværere at sikre et tæt samarbejde med private leverandører, særligt for de kommunale sygeplejersker, som er ansvarlige for sygeplejen til borgere, der har valgt en privat leverandør,” siger Emmy Hjort-Enemark Topholm.
Senioranalytikeren anerkender dog, at det fra politisk hold kan give god mening at give de mindre leverandører en livline til at blive på markedet for ældrepleje.
“En forudsætning for at kunne tilbyde frit valg er, at der er private leverandører på markedet. Hvis der ikke er nogen private leverandører, er der i praksis ikke noget frit valg,” siger Emmy Hjort-Enemark Topholm.
Sidst opdateret: 19/03/2025 - 13:22










































