
Tanja Nielsen, sektorformand for social og sundhed i FOA, opfordrer kommunerne til at styrke dialogen mellem borgere og medarbejdere.
FOA: Flere udenlandske sosu'er kræver bedre forberedelse
Kommunerne ser udenlandske medarbejdere som en løsning på arbejdskraftmanglen, men ældres utryghed og kulturelle forskelle kræver mere dialog og forberedelse, mener sektorformand i FOA.
Udgivet: 23/01/2025
Som manglen på arbejdskraft i social- og sundhedssektoren vokser, ser kommuner udenlandske medarbejdere som en vigtig del af løsningen. Men med flere medarbejdere fra andre lande kommer også nye udfordringer.
Det påpeger Tanja Nielsen, sektorformand for social og sundhed i FOA. En stor del af udfordringen ligger i at skabe tryghed og forståelse blandt de ældre borgere.
"Der er ingen tvivl om, at nogle ældre kan blive usikre, når der kommer en person ind, der ser anderledes ud – for eksempel en tosproget, en med en anden hudfarve eller én, der bærer tørklæde," siger hun og forklarer, at mange af de ældre, som modtager hjælp, ikke er vokset op med en mangfoldig befolkning.
FOA har gennemført en medlemsundersøgelse i oktober 2023 blandt 2.356 medlemmer ansat på social- og sundhedsområdet. Undersøgelsen viser, at to ud af tre inden for det seneste år har oplevet, at en borger har frabedt sig kontakt til en medarbejder på grund af medarbejderens etniske baggrund.
"Udfordringen er, at nogle fravælger hjælpen, fordi de ikke ser det som naturligt, at nogen, der har svært ved at tale dansk, kommer hjem til dem. Der har også været eksempler på, at medarbejdere har følt sig modarbejdet af borgerne, fordi man eksempelvis går med tørklæde," siger Tanja Nielsen.
Hun mener, at det handler om at holde forventningssamtalen helt fra starten. Kommunerne skal klæde både den ældre og de pårørende på til at forstå, at der er et team af medarbejdere, hvor nogle taler flydende dansk, nogle er mænd og nogle bærer tørklæde. Men alle er uddannet til at udføre den samme hjælp.
"Det er det, de ældre handler ud fra – uvidenhed og utryghed. Og vi skal skabe trygheden for, at det lykkes, særligt i hjemmeplejen, hvor fravalget ofte sker, fordi det er her, de ældre ofte stadig er mest åndsfriske, når de får hjælp. Så vi skal skabe tryghed både for den enkelte ældres skyld, men i høj grad jo også for de ansattes. For ingen skal gå på arbejde og opleve diskrimination," siger Tanja Nielsen.
Forventningssamtaler er nøglen
Flere kommuner laver allerede forventningssamtaler, men ifølge Tanja Nielsen burde det være en systematisk del af ældreplejen i hele landet. Ældreloven giver mulighed for tættere dialog mellem borgere og medarbejdere, og den mulighed skal udnyttes fuldt ud, mener hun.
"Jeg vil klart opfordre arbejdsgiveren til at tage ansvar for den del: Hvem er det, der kommer i hjemmet? Hvilke kompetencer har de? Og hvilken hjælp kan borgerne forvente?" siger hun.
Der er også et stort ansvar for kommunerne i at sikre, at medarbejdere fra udlandet er godt rustet til at arbejde i Danmark. Ifølge Tanja Nielsen kræver det både danskkundskaber og en forståelse for den danske kultur, men også de rette menneskelige værdier.
"Det bliver en kæmpe opgave for kommunerne," siger hun og tilføjer, at den danske tilgang til hjælp og omsorg kan være meget anderledes end i andre lande:
"Den måde, vi er på i Danmark – hvordan vi hjælper og kommunikerer – er ikke nødvendigvis den samme som i andre lande. Vi har en retorisk måde at sige tingene på, som kan være anderledes end, hvad de er vant til i deres hjemlande. Det kræver en forståelse og tilpasning."
Det er derfor også vigtigt, mener Tanja Nielsen, at hvis udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) på regeringens vegne forsøger at skaffe mere social- og sundhedspersonale ved at hente arbejdskraft fra lande som Indien og Filippinerne, at de så bliver uddannet her i Danmark. Det skal sikre, at de får den danske kultur og sproget ind under huden, forklarer hun.
Sidst opdateret: 23/01/2025 - 10:11










































